Carsten Juste: »Nej, vi havde intet at undskylde«

Hvad nu, hvis vi havde sagt undskyld?

Jeg har selvfølgelig tænkt på det mange gange siden, for det var jo, hvad talsmændene for en række muslimske foreninger krævede, kort tid efter at vi havde bragt de 12 tegninger af Muhammed. En klar undskyldning og en forsikring om, at vi aldrig igen ville bringe tegninger af profeten.

Oprindeligt mente initiativtageren til protestaktionen, imamen Raed Hlayhel fra Grimhøj-moskéen i Aarhus, at avisen også skulle mødes med krav om økonomisk erstatning til krænkede muslimer, og at der samtidig skulle nedlægges et generelt forbud mod at kritisere hellige symboler og ritualer.

Heldigt nok kunne de forskellige fraktioner ikke blive enige. En af de mere moderate – alt er jo relativt – var Abu Laban fra moskéen på Dortheavej i København, som fik overbevist de andre om, at Jyllands-Posten også skulle have en realistisk mulighed for at indfri kravene. Mange danskere anså vist Abu Laban, som døde i 2007, for at være noget af en bandit, men jeg mødte ham et par gange, og jeg opfattede ham mest af alt som en gusten politikertype af pragmatisk tilsnit og måske netop derfor tvetunget, som han senere blev direkte afsløret i at være. Det var de nu allesammen. Laban ville kunne gøre sig som dansk politiker. Alle de muslimske repræsentanter, som jeg havde kontakt med under krisen, virkede i øvrigt venlige og høflige. Ahmed Akkari har dog i forbindelse med sit selvopgør i fjor fortalt, at han ofte ønskede, at jeg måtte brænde op i Helvedets flammer. Så venligheden havde sine grænser, og jeg stolede bestemt ikke på dem.

Det endte med, at vi blev præsenteret for det reducerede krav, at vi skulle undskylde over for alverdens muslimer, fordi vi havde bragt tegningerne af profeten; vi skulle love ikke at gøre det igen i al fremtid og så i øvrigt trække tegningerne tilbage, hvordan vi så end kunne gøre det.

Undskyldningen skulle gives offentligt ved en internationalt opreklameret pressekonference, transmitteret af de store arabiske tv-kanaler, Al Jazeera med flere. Ja, jeg har aldrig været god til tv, men Flemming Rose ville have brilleret.

Her er vi en lille uge henne i forløbet. De fleste forbinder nok mest Muhammed-krisen med kulminationen fra midten af januar 2006 til slutningen af februar, men jeg kan bevidne, at den var godt i gang allerede i de første dage af oktober, og at den derefter udviklede sig med stigende intensitet, forviklinger og dramatik i månederne op til og hen over årsskiftet. De første dødstrusler kom allerede efter et par dage. I løbet af de første par måneder efterforskede politiet i Aarhus over 100 konkrete dødstrusler, de fleste via mails, som vi allerede da modtog tusindvis af.

I den forbindelse: Hvor langt man kan synke i nedrighed, demonstrerede fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, da han betegnede dødstruslerne som “opstyltede” og betvivlede, at “de holdt vand”. Han skulle altså have lig på bordet, ligesom i øvrigt dagbladet Politikens senere afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden, der i radioens P1 udtalte sig tilsvarende. Især tegnerne, der allerede på det tidspunkt havde politibeskyttelse, måtte tænke deres.

Historien om, hvordan tegningerne blev til, kender mange, om end der fortsat florerer misforståelser. Her er en kort version:

Det var meget tilfældighedernes spil. En af avisens skattede søndagsskribenter fik den idé, at vi skulle spørge en række tegnere, om de turde tegne Muhammed, når nu forfatteren Kåre Bluitgen ikke kunne få illustreret sin nye bog om profeten med henvisning til selvcensur, drevet af frygt. På et tidspunkt nåede et forslag mit bord. Indtil da havde jeg ikke været inddraget. Tanken var at udføre det i sektionen Indbliks regi, men jeg foretrak at flytte projektet til avisens Kulturredaktion, som stod for det forholdsvis nye tillæg KulturWeekend. Flemming Rose var hentet hjem fra Moskva som ny kulturredaktør, idet chefredaktionen ønskede en mere debatskabende, markant og med en bladterm “farlig” kulturdækning, nationalt som internationalt og med særlig vægt på værdidebat og dissidenter af alle slags. Det hører til skæbnens ironi, at Rose nok påtog sig opgaven, men uden større engagement. Det kom senere, hans indsats har været kolossal, og han har formuleret og formidlet en idédebat om ytringsfriheden, som er i verdensklasse. Og ja, jeg behøver vel ikke at tilføje, at vores ønske om at revitalisere kulturdækningen lykkedes ret godt!

Flemming Rose skrev så ledsageteksten til tegningerne, som jeg godkendte, altså den med »hån, spot og latterliggørelse«, som altid fremhæves ensidigt af ignoranter, men som i konteksten er logisk og uimodsigelig. Eller burde være det, for den daværende rigsadvokat, Henning Fode, belærte os senere om, at ytringsfriheden sandelig ikke giver frit spil, hvilket teksten ifølge ham lagde op til. Det mente vi nu heller ikke. Som alle pressefolk har vi i baghovedet, at vi forvalter ytringsfriheden under ansvar for domstolene. Rose og jeg var efterfølgende enige om, at det burde have være præciseret i teksten, for os var det bare en selvfølge. Bortset herfra tør jeg også i dag påstå, at teksten holder hele vejen hjem.

Jeg var ikke glad for, at kun 15 af 40 tegnere besvarede Flemming Roses henvendelse om at »tegne Muhammed, som du ser ham«. Jeg syntes, at billedet var uklart, og det virkede som et skrøbeligt journalistisk projekt. At der var selvcensur iblandet reaktionerne var jeg dog ikke i tvivl om, men jeg bad om, at vi kontaktede dem, der ikke have svaret for om muligt at få en forklaring. Det lykkedes kun delvist.

Jeg var heller ikke glad for, at tre af de 12 tegnere, som havde leveret, var ansat på Jyllands-Posten, og jeg overvejede i mit lønkammer, om deres tegninger skulle trækkes tilbage, måske bedst, om de slet ikke var blevet indbudt. Jeg forventede jo, hvad også skete, at nogle ville anklage os for at have presset de tre til at levere, og blandt vores muslimske modstandere mente andre, at vi havde bedt Kurt Westergaard om at præstere en ekstra ondskabsfuld tegning. Rent nonsens. Jeg understregede, at de tre var frit stillet til at tegne eller lade være.

Jeg var i det hele taget i tvivl om, hvorvidt vi skulle bringe de tegninger. Jeg og andre havde drøftet dem med vores bedste folk med stort kendskab til det muslimske miljø i Danmark. Konfliktpotentialet gik mest på selve forbuddet mod at tegne Muhammed. Det blev opfattet forskelligt i den muslimske verden. Vi rådførte os med danske muslimer. Svarene var meget forskellige. Flere mente, at forbuddet ikke gælder i “vantro lande”, men kun i muslimske. Der var ikke et entydigt resultat af vores undersøgelser. Men vi blev advaret, også af vores egne folk, men ingen, jeg gentager ingen, heller ikke eksperter udefra, selv ikke fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, forestillede sig bare en flig af det, som vi fire måneder senere kom til at opleve. Måske bortset fra en: Den daværende Indblik-redaktør, Pierre Collignon, nærmede sig, da han advarede mod et forestående stormvejr og talte for at etablere et rettidigt kriseberedskab.

Op til jul i 2005 begrundede jeg i et interview i JP, hvorfor jeg endte med at godkende tegningerne (her citeret fra bogen “Provoen og profeten” fra 2006 af John Hansen og Kim Hundevadt):

»Jeg fandt tegningerne harmløse – i fuldstændig forlængelse af dansk tradition for at tegne en karikatur. Jeg følte ikke, at nogen af dem i en dansk opfattelse kunne krænke nogen. Hvis der havde været en tegning af grovere karakter – hvis en tegner f.eks. havde ladet Muhammed tisse på Koranen eller sådan noget – så var den jo blevet standset. Præcis som jeg har standset så mange andre tegninger, der kunne opfattes som krænkende af måske meget kristne mennesker eller andre, fordi de var for platte, for plumpe. Det fandt jeg ikke, at disse var, og derfor kørte vi.«

Jeg skulle komme til at gentage dette mange gange i de følgende 10 år. Det korte af det lange er, at tegningerne blev genstand for en normal redaktionel proces i alle led. Det var åbenbart, at den mest kontroversielle tegning var Kurt Westergaards, som jeg opfattede som ægte satire, rundet af en gammel bladtegnertradition, hvor det ikke handler om at kalde på grinet, men på alvoren. Den var ikke vendt mod hverken den enkelte muslim eller mod muslimer som sådan, ej heller mod religionen islam. Den var vendt mod de terrorister, som misbruger profeten og tager ham som gidsel i deres voldelige kamp. Det er terroristerne, der anbringer bomben i Muhammeds turban, ikke omvendt.

Som chefredaktør og tidligere som politisk redaktør med ansvar for blandt andet meningsdelen af avisen i næsten 20 år har jeg i årenes løb talrige gange afvist tegninger og andet stof, når kreativiteten udsatte Jyllands-Postens redaktionelle principper for hårde prøvelser. Det er fint nok, det er nødvendigt at afprøve grænser på og i en avis, men jeg var nu engang sat til at forvalte et bestemt udgivelsesgrundlag og en tradition, som ledelsen værnede nidkært om. Dengang og til dels stadig (tror jeg) var avisen ganske restriktiv i sin redigeringspraksis og påpasselig med at udfordre læserne på eksempelvis deres tro. Når det angik seksualitet, var avisen slet og ret uhyre bornert. Det er den ikke længere (kan jeg se).

Med den forhistorie har jeg i mit stille sind ofte tænkt på det paradoksale i, at Jyllands-Posten af alle udløste en global krise på grund af nogle tegninger!

Ofte fremfører de bedrevidende fjender af Jyllands-Posten, at vi ved flere lejligheder har afvist at bringe kontroversielle tegninger af Jesus og kristne symboler. Det er rigtigt, men det modsatte er sandelig også tilfældet, og vi har i årenes løb taget mange kampe med meget troende kristne. Engang skrev vi f.eks. i en ledende artikel, at det var vanskeligt at forstå, at Jesus sådan uden videre kunne fare til himmels uden brug af mekaniske hjælpemidler. Vi modtog så mange protestindlæg, at vi måtte kompensere med et stort debattillæg.

Uafviseligt er det, at vi ikke ønskede at bringe tegninger af Jesus med erigeret lem. Men vi ønskede heller ikke at bringe tegninger af Muhammed med erigeret lem eller som nævnt tissende på Koranen. Jeg ville formentlig heller ikke at have bragt Lars Vilks’ tegning af Muhammed som hund, jo som journalistisk dokumentation, men ikke som selvstændigt bidrag, lige så lidt som jeg ville bringe en tegning af Pia Kjærsgaard som rotte. Sådanne Der Stürmer-bidrag lader vi dagbladet Politiken om.

Igen: Der var intet ved Kurt Westergaards tegning, der efter min mening specielt burde kunne støde nogen. Vi var jo i Danmark og arbejdede under dansk lov, på en dansk avis og med en lang, lang tradition for satire, karikatur og for kritik af magthavere, derunder religiøse, ikke mindst kristendommens, anført af kulturradikale, men almindelig anerkendt. Herregud, vi er jo født ind i det.

Jeg syntes heller ikke, at muslimske dogmer og normer skulle styre, hvordan vi redigerede en dansk avis. Man skal huske, at hele projektet handlede om den eventuelle selvcensur. Skulle vi selv gå forrest? Altså ikke for at tage hensyn i overensstemmelse med vores redaktionelle principper og etik, men af frygt for repressalier?

For at bruge en kliché, der er blevet moderne igen: Jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg afviste at trykke dem.

Mange af de muslimer, der ringede eller mailede i de første uger efter offentliggørelsen, havde en pædagogisk tilgang og forklarede mig omhyggeligt, hvorfor de følte sig krænket. Jeg husker en ung kvinde, der orienterede om, at man jo ikke kunne tegne Muhammed, når ingen vidste, hvordan han så ud! Hvad jeg kom til at erkende var, at de følte en kærlighed til Muhammed, som var han et nærværende medlem af deres familie, måske endda en større kærlighed end til de nærmeste. Sandelig en ny erkendelse for en ugudelig kulturkristen som mig. Jeg lærte af disse samtaler.

Andre var ubehagelige og truende, og som nævnt indløb dødstruslerne i hastigt tempo. Til politiet videresendte vi kun de mest konkrete. Senere i forløbet blev presset så voldsomt, at it-systemerne brød sammen. En morgen stod der 9.000 mails på min skærm. Det var umuligt at følge med længere.

De muslimske aktører fastholdt deres krav om, at vi skulle undskylde, at vi overhovedet havde bragt tegningerne, og vi svarede, at det kunne vi ikke drømme om. Siden krisens begyndelse havde vi dog gang på gang udtalt og skrevet, at vi beklagede, hvis muslimer følte sig krænket over tegningerne. Det var ikke tilsigtet, og de sidste ord var de vigtigste, nemlig at formålet med tegningerne ikke var at krænke eller nedgøre eller udgrænse et dansk, muslimsk mindretal, som vores modstandere blandt fhv. udenrigsministre, fhv. ambassadører, såkaldte religionsforskere, neoreligiøse venstreorienterede, chefredaktører, forfattere og andre medløbere påstod uden at blinke.

Blandt disse var også folk, der ligefrem så en islamofobisk konspiration, der havde til formål at opvigle til had og strid mellem danskerne og den muslimske befolkning.

Jeg har siden grundet over, hvorfra alt det had i disse kredse stammer. Det var før Facebook, men fuldt på højde med det svineri, der i dag trives i visse “tråde” på mediet. Jeg magter det ikke selv, men håber inderligt, at nogen på et tidspunkt sætter sig for at dokumentere holdninger og udtalelser, avisledere og journalistik. Nå ja, en analyse af Politikens ledere i perioden skal nok henvises til psykologer, men ellers som en hvidbog på forskningsbasis eller som Mikkel Plums “Bombarder hovedkvarteret” fra 1998, hvori han minutiøst har registreret udtalelser og tekster fra venstrefløjens koryfæer fra 1968 og frem. Det er hjerteskærende stupidt, men dybt skræmmende læsestof.

Jeg havde det på samme måde, da jeg i forbindelse med 10-året og denne artikel genlæste passager i min samling af bøger om Muhammed-krisen. Sidste år blev vanviddet endda sat i nådesløst relief af Ahmed Akkari, imamen, der spillede en betydelig rolle i kampagnen mod min gamle avis. Som de fleste bekendt har han gjort op med sin fortid som islamist og udgav i januar i fjor bogen “Min afsked med islamismen”, fortalt til journalisten Martin Kjær Jensen.

Da bogen udkom, blev jeg irriteret over, at han straks blev omfavnet af bl.a. Trykkefrihedsselskabet og med vanlig pressepopulistisk ihærdighed og i fuldt scenelys skulle tilgives af de sædvanlige aktører i den slags sammenhænge. Fjolleriet tilslørede, at hans modige selverkendelser og anger var pinagtigt afslørende helt ned i de forhåbentligt krummede tæer hos alle de ovennævnte tegningekritikere og konspirationsteoretikere, som havde haft Jyllands-Posten under anklage gennem næsten 10 år.

Akkari, som jeg godt kan rumme uden at tilgive, bekræftede, at stort set alle vores analyser og vurderinger af situationen havde været korrekte hele vejen igennem. Han bekræftede, at Anders Fogh Rasmussen handlede rigtigt ved at afvise de muslimske ambassadørers krav om et møde. Han bekræftede, at hans medsammensvorne løj og bedrog, når det kunne fremme deres sag. Han bekræftede, at de muslimske aktører i sidste ende ikke ville vige tilbage for et voldeligt anslag mod Danmark, ja, at nogle af dem, blandt andre ham selv, faktisk håbede på det og derfor frygtede, at enten statsministeren eller Jyllands-Posten skulle finde på at sige undskyld.

I bogen “Karikaturkrisen” fra 2006, skrevet af Tøger Seidenfaden og mest Rune Engelbreth (selv om Seidenfadens navn er skrevet med større typer på forsiden), fremgår det, at det hele var regeringens og Jyllands-Postens skyld. I møjsommeligt opbyggede argumentationskæder søges det blandt andet påvist, at Anders Fogh Rasmussens afvisning af ambassadørerne nærmest skabte konflikten. Akkari vurderer, at et møde tværtimod havde udløst nye krav og komplikationer. Akkaris version bekræfter samtidig, at Egyptens ambassadør, Mona Omar Attia, meget tidligt havde kontakt med de danske muslimer og beredte vejen for deres landsskadelige rundrejse til visse arabiske lande. Det kan ikke dokumenteres, men det er overvejende sandsynligt, at ambassadøren var enig og konspirerede med Akkari & Co. om at fremprovokere en yderligere eskalering. Det skulle ende med et brag.

I midten af januar foreslog “politikeren” Abu Laban, at vi kunne slippe for at sige undskyld, hvis vi i stedet arrangerede en konference, som så at sige skulle være til profetens ære. Den skulle fortælle danskerne om Muhammed og hans betydning og søge at rette op på det skæve og mangelfulde billede, som ifølge Laban prægede opfattelsen her i landet. Det kunne han have ret i, vi kan jo ikke være religionsforskere allesammen, og vi arrangerede et møde på mit kontor på Kgs. Nytorv i København. Abu Laban, Ahmed Akkari og den danske konvertit imam Abdul Wahid Pedersen deltog. På det tidspunkt rumlede boykot-trommerne i Saudi-Arabien, og presset på Danmark og avisen var øget betydeligt. I den situation ville jeg selvfølgelig gerne bidrage til en løsning.

Det blev et fornuftigt møde. Abu Laban var jo til nogle danskeres fortrydelse kendt for, at han kun ville tale engelsk, om end han forstod dansk. Det viste sig sporadisk under mødet, at han faktisk også talte et glimrende dansk.

Vi lovede at gå videre med konferencen, men ret hurtigt kunne vi notere os, at ingen af universiteterne ønskede at medvirke. Det anede mig på forhånd. Vi havde stillet som en betingelse, at konferencen skulle udfolde sig i et neutralt regi, det skulle være oplysning på et sagligt grundlag.

Efter mødet begyndte fasen med boykotter, og vi gik ind i, hvad der skulle vise sig at blive begyndelsen til kulminationen, den foreløbige, for Muhammed-krisen ulmer jo fortsat. Nu skulle vi pludselig undskylde igen, glemt var konferencen. Det var i det hele taget typisk, at vi aldrig helt vidste, hvor vi havde vores modparter, og nu begyndte deres anstrengelser for alvor at give resultater med demonstrationer i Mellemøsten, Pakistan, Indonesien og mange andre steder verden over.

Samtidig modtog jeg informationer om, at man i regeringen og i efterretningstjenesterne konkret frygtede, at danskere i udlandet kunne blive taget som gidsler og brugt i en afpresningsaktion med uoverskuelige konsekvenser. Det kunne ramme vores udsendte soldater, ambassadeansatte, erhvervsfolk og almindelige turister.

Oplysningerne skræmte mig. Tanken havde strejfet mig flere gange under forløbet, men at få den åbenbare risiko bekræftet, om end ad omveje, fik mig til nogle dage senere at gøre et ydmygt forsøg på at opbløde den tilspidsede situation.

Jeg skrev en erklæring til de »ærede borgere i kongedømmet Saudi-Arabien«, fik den oversat til arabisk og sendte den ud på nettet. Jeg forsøgte at forklare sagens omstændigheder, derunder vores begrundelse for at bringe tegningerne og understregede atter, at vi ikke havde til hensigt at krænke nogen på deres tro, og at vi derfor beklagede, hvis vi havde gjort det. I første omgang væltede det ind med eder og forbandelser over, at jeg kun havde skrevet til de ærede borgere i Saudi-Arabien. Jeg skulle stile min erklæring til samtlige muslimer i hele verden. Midt i den nye ballade fik jeg så en henvendelse fra min bestyrelsesformand, Jørgen Ejbøl, der sammen med danske pressefolk var til stede i Petra i Jordan for at underskrive en samarbejdsaftale mellem Ritzau og det tilsvarende jordanske nyhedsbureau.

Efter samtaler med de arabiske værter og andre ville han anbefale, at jeg udskiftede ordet “beklage” med ordet “undskylde”. Nu behersker jeg ikke arabisk, må jeg skuffe med, men jeg havde faktisk fra de to arabiske oversættere, vi benyttede, hørt om, hvor vanskeligt det kunne være at oversætte præcist og fyldestgørende fra dansk til arabisk, hvor konteksten tilsyneladende er mere afgørende end i dansk skriftlig form. Så jeg fornyede teksten med at undskylde for krænkelsen i stedet for at beklage; en rent sproglig ændring, men selvfølgelig også stærkere på dansk. Jeg var ellers yderst påpasselig med aldrig at nærme mig noget, der bare lignede en undskyldning for at have bragt tegningerne, og det gjorde vi så heller ikke her.

Alligevel gik det galt. Ritzau udsendte ud på aftenen et klokketelegram (et gammeldags udtryk for breaking news) med et indhold, der nok var korrekt, men alene det at nævne ordet undskyld var tilstrækkeligt til, at medierne gik i selvsving. Det internationale bureau AP skrev slet og ret, at vi nu havde undskyldt, at vi havde bragt tegningerne, og selv om vi dementerede på livet løs, løb den forkerte version verden rundt og medførte, at vi blev stærkt kritiseret i danske og vestlige medier for at have overgivet os. De muslimske talsmænd købte til gengæld ikke den nye formulering, som de kaldte “den falske undskyldning”. Tværtimod medførte den yderligere kritik og blev betragtet som en fornærmelse oven i de andre. Deres reaktion hjalp os til gengæld med at overbevise de vestlige medier om, at vi ikke havde overgivet os. Så tak for det.

Jeg ved ikke, om der blev fiflet med tingene under det dansk-arabiske møde i Petra, men jeg ved, at såvel Anders Fogh Rasmussen som udenrigsminister Per Stig Møller og hans folk rundt om i verden manipulerede. I erklæringer fra ambassader og på Udenrigsministeriets hjemmeside fremgik det utvetydigt, at Jyllands-Posten nu havde undskyldt for offentliggørelsen af tegningerne, at vi altså havde lagt os fladt ned. Læseren skal i øvrigt huske, at det var i de dage, at Anders Fogh Rasmussen blev interviewet på arabisk tv, en præstation, som han formodentlig heller ikke selv vil betegne som sin “finest hour”.

Vi var på det tidspunkt, lige før angrebene på ambassaderne, ikke i en situation, der kaldte på fine fornemmelser. Vi havde nok at gøre med at stå fast og forsvare os. Også mod de tiltagende angreb bagfra. Jeg var fortørnet over, at regeringen fordrejede den falske eller halve undskyldning og gjorde den til en hel, men undlod at reagere i den større sags tjeneste. Min protest ville helt sikkert også blive overhørt. Nu gjaldt det landets sikkerhed, og jeg var enig. Det tankevækkende var, at det ministerielle misbrug ikke havde nogen som helst effekt. Et par dage efter brændte ambassaderne.

Så hvad nu, hvis vi havde givet den undskyldning? I den sene fase havde en undskyldning været direkte malplaceret og kun gjort ondt værre. Det så vi allerede med den såkaldt halve undskyldning. Alt, hvad vi kunne finde på at foretage os for at dæmpe raseriet, ville være blevet vendt imod os og blot have skabt yderligere had. Mellemøstlige regeringer var dybt involveret og brugte sagen indenrigspolitisk. Alt dette er blandt andet dokumenteret af professor Jytte Klausen fra Brandeis University, USA.

En undskyldning i den tidlige fase (op til december) kunne måske have haft en effekt. Jeg tvivler dog stærkt, også understøttet af Ahmed Akkari, der i sin bog erkender, at nogle af de muslimske foreningers talsmænd mere eller mindre udtalt gik efter en decideret afstraffelse af såvel avisen som landet. De frygtede ligefrem, at vi pludselig kunne finde på at undskylde og dermed forkludre processen frem mod deres endelige mål, som slet og ret var hævn.

Nu ville vi som bekendt ikke undskylde og afviste det konsekvent. Vi havde diskuteret det ret så afgørende spørgsmål i begyndelsen, og nogle redaktionelle ledere var stemt for at få krisen overstået med en undskyldning. Der var ikke lagt op til en flertalsafgørelse, skal jeg gerne erkende, og med mig som ansvarhavende redaktør var det også udelukket. Det blev aldrig siden diskuteret.

Medarbejderne i alle afdelinger på Jyllands-Posten fortjener meget stor anerkendelse for deres mod og udholdenhed under krisen, op til i dag og fortsat. Jeg har den dybeste respekt for alle og er bedrøvet over at erfare, at dygtige medarbejdere har måttet forlade avisen på grund af sygdom, relateret til det ekstraordinære pres i krisens lange skygge. Hensynsløse mordplaner, bombetrusler, attentater mod Kurt Westergaard. De har alle betalt en høj pris, andre har betalt den højeste pris, ofrene i Paris og København. Om den var for høj, kan jeg personligt kun besvare bekræftende i dag. Om en generation eller flere vil svaret måske være et andet.

Det hele handler naturligvis om ytringsfriheden; til debat næsten dagligt i 10 år og en essentiel debat, som jeg føler mig godt bevandret i. Den er desværre også præget af sporfejl, der indimellem får den til at køre skævt. Det har længe irriteret mig – og jeg er medskyldig i det – at udtrykkene “ytringsfriheden kan ikke gradbøjes” og “ytringsfrihed, men” er blevet faste formularer i visse såkaldte ytringsfrihedsfundamentalisters ellers glimrende argumentation for det frie ord. De to udtryk henviser til en filosofisk begrebsverden, men kan ikke sammenblandes med den virkelighed, som vi har med at gøre i dagliglivet. Der opstår uvægerligt en diskrepans mellem princip og praktik.

Selvfølgelig kan ytringsfrihed gradbøjes, selvfølgelig er der et men, et forbehold. På en avis kalder vi det redigering, andre steder kalder man det hensyn. Det kunne også kaldes selvcensur. Det er noget, man udøver af egen drift og frie vilje, fordi man med sin samvittighed synes, at det er rigtigt at gøre. Noget helt andet er at gradbøje sin ytringsfrihed, når man gør det som følge af trusler og af frygt for sit liv. Det bør vi alle reagere imod, og det var, hvad vi forsøgte med de 12 tegninger. Hverken mere eller mindre. Den yderste konsekvens er underkastelse.

I dag må vi erkende, at vi opnåede det stik modsatte. Der er mere selvcensur end nogensinde. Ingen avis eller tv-station tør vise tegningerne. Det var tydeligt allerede dengang, at det bar den vej. Jeg sagde det og blev skoset. Jeg sagde, at ytringsfriheden var under pres og blev nedgjort. Jeg sagde, at det bare ville blive værre, og ingen troede mig. I dag kan de færreste være i tvivl. Og så er man blind og døv.

Nej, vi havde intet at undskylde. Det er omvendt.