National handlingsplan for læger

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Lægestanden er en unik profession. Lægen er rygraden i vores fælles sundhedsvæsen – og en afgørende medarbejder i Danmarks mest jobskabende industri: lægemiddelindustrien. Lægen er unik – hvis Holstebro Regionshospital mangler en anæstesilæge, så kan det ikke i stedet for ansætte en dygtig sygeplejerske. Hvis Novo Nordisk har brug for en diabeteslæge med patienterfaring, så er det ikke en mulighed at ansætte en humanbiolog i stedet for.

Derfor rammer manglen på læger ekstra hårdt. Og derfor er det ekstra uhensigtsmæssigt, at Danmark ikke har en national plan for at uddanne det rigtige antal læger med de rette kompetencer.

Det er i dag regionale interesser snarere end nationale behov, der er styrende for, hvor mange læger – og hvilke – der er til rådighed for sundhedsvæsen og virksomheder.

Universiteterne konkurrerer indbyrdes om studiepladser, og de tre videreuddannelsesregioner konkurrerer om, hvem der må slå uddannelsesforløb op, så de medicinske kandidater kan blive speciallæger i netop deres region. De enkelte regioners legitime, men noget kortsynede interesse i at tiltrække læger til netop deres region ender med at spænde ben for, at vi samlet set får uddannet de speciallæger, som vi har brug for i Danmark.

Eksempelvis fik den østlige uddannelsesregion i foråret 2015 ikke lov til at oprette seks nye uddannelsesstillinger i psykiatri. Det skete efter indvendinger fra andre dele af landet. De seks forløb kunnet have givet seks yderligere speciallæger i et speciale, som er plaget af stor mangel på speciallæger. Det kan vi gøre bedre.

Vi efterlyser en national handlingsplan, som kan sikre, at Danmark i de kommende år får uddannet det rette antal læger med de rigtige kompetencer set i forhold til efterspørgslen.

Det kræver først og fremmest, at politikerne tager ansvar for, at vi står på en sikker analytisk og strategisk grund, når vi i Danmark skal beslutte, hvor mange læger vi uddanner, hvordan lægedækning sikres i hele landet, hvilke specialer lægerne skal uddannes indenfor, og hvilke kompetencer de skal have for at kunne udfylde vigtige jobfunktioner i offentlige organisationer og i private virksomheder.

Faktum er, at der mangler læger i Danmark. I det offentlige sundhedsvæsen er det ikke længere en selvfølge, at alle borgere kan få en fast praktiserende læge. Problemet er også stort på mange sygehuse. Manglen på speciallæger betyder, at man ikke kan levere behandlinger på det specialiserede niveau, som vi alle ønsker. Det kan også betyde ventetider, eller at patienterne skal rejse længere for at få den behandling, som de har behov for. Danmarks Radio har netop afdækket speciallægemanglen og er kommet frem til, at der samlet set står mindst 500 stillinger til speciallæger ubesat hen på de danske sygehuse og 116 praktiserende læger mangler.

Samtidig vokser behovet for eksempelvis speciallæger i lægemiddelindustrien. Novo Nordisk har allerede i dag problemer med at kunne rekruttere de nødvendige læger til den udvikling af nye lægemidler, som er så afgørende for at kunne tilbyde patienterne nye og bedre behandlinger. Specielt for udviklingsafdelingen er medarbejdere med lægefaglig baggrund afgørende for fortsat at kunne orkestrere de store globale kliniske forsøg. Det bekymrende er, at ingen reelt har overblik over, hvilke læger og hvor mange der bliver behov for i de kommende år.

Mange vil nok stille spørgsmålet: Kan vi så ikke bare optage nogle flere studerende på medicinstudiet? Det kan sagtens være en del af løsningen, og grundige fremskrivninger, der også inkluderer industriens efterspørgsel, bør stå øverst på prioriteringslisten i en national handlingsplan. Men flere studerende kræver en højere kapacitet på specielt de afdelinger, der skal uddanne de nye læger til speciallæger.

Kvaliteten af uddannelsen er helt afgørende. Lad os slå fast: Ingen ønsker at uddanne læger til arbejdsløshed. Men at undvære en praktiserende læge – eller stække den industri, der stod bag hver fjerde af de nye job i den private sektor sidste år – er heller ikke et ønskeligt scenario. Mere evidens og kvalificerede beslutninger efterlyses!

Samtidig skal lægernes kompetencer være de rigtige. Læger skal være dygtigere til at forske. En national handlingsplan for lægers uddannelse bør styrke lægers kompetence i både at forske og i at bruge forskningen i deres daglige arbejde.

Der er hele tiden brug for at udvikle ny medicin og at sikre, at patienterne altid får den bedste behandling baseret på den nyeste viden. Desværre har forskningen en birolle i lægeuddannelsen i dag. I løbet af speciallægeuddannelsen får de kommende speciallæger i alt kun 20 dages forskningstræning. Uddannelse i og viden om klinisk forskning bør opprioriteres som en del af speciallægeuddannelsen.

Hvis vi styrkede forskningen i lægeuddannelsen og den efterfølgende speciallægeuddannelse, kunne vi måske også tage et opgør med den tendens, at en meget stor andel af lægerne vælger at tage en forskeruddannelse.

Noget tyder på, at det ikke er ønsket om en forskerkarriere, der driver den store interesse for ph.d.-uddannelsen. Tal fra det daværende Strategiske Forskningsråd viser, at en tredjedel af de sundhedsvidenskabelige ph.d.er holder op med at forske, når de er færdige med deres forskeruddannelse.

Man kan således spørge sig selv, om motiverne for at søge ph.d.-uddannelsen er et ønske om en forskerkarriere, eller om boomet skyldes, at ph.d.-studiet er en af de få muligheder, der er for at stå af uddannelsesræset og købe sig tid inden valg af speciale. Eller måske er en ph.d.-grad primært interessant som kvalifikation til speciallægeforløbet. Uanset hvad bør en national handlingsplan have til opgave at vurdere, om der er de rette incitamentsstrukturer i det nuværende uddannelsessystem.

En anden mulighed for at styrke den forskning, som kommer patienterne til gavn, er at skabe flere delestillinger, så lægen bedre kunne forske samtidig med sit daglige arbejde med at behandle patienter. Flere partnerskaber mellem det offentlige uddannelsessystem, sundhedsvæsnet og private virksomheder vil også skabe muligheder for at styrke lægers forskningskompetence og udviklingen af nye behandlingsmetoder.

En national handlingsplan kræver mere beslutningskraft. Politikerne skal turde sætte det lange, nationale lys på og zoome ud fra regionale særinteresser og suboptimering. Der er behov for et slagfast politisk mandat og betydelig mere gennemsigtighed i beslutningerne om vores fremtidige lægestand.

De relevante aktører skal med i arbejdet – ressortministerier, regionerne, universiteterne, lægerne og industrien. Aktørerne ved, hvad der rører sig. De kan se, hvordan behovet udvikler sig, og de skal have mulighed for at komme med input.

Men i sidste ende skal sundhedsministeren stå på mål for både processen og resultatet. I dag er der en tendens til, at aben sendes videre i den myriade of offentlige myndigheder, som ansvaret er delt imellem.

En national plan, hvis realisering forankres i Sundhedsstyrelsen, skal baseres på valide og nationale analyser, faglighed, rettidig omhu – hele Danmarks behov for læger nu og i fremtiden.

Der er nok at tage fat på – og det haster. Det tager lang tid at blive læge. Det betyder dermed også, at beslutninger om lægers uddannelsesforløb først kommer til at virke efter hensigten en del år ude i fremtiden.

Da vi allerede nu kan se, hvor grelt det står til med at skaffe de rette læger i Danmark, er det ikke svært at forestille sig, hvordan det potentielt kommer til at se ud om bare nogle få år. Derfor er det så vigtigt, at politikerne på Christiansborg og i regionerne får sat skub i en national handlingsplan. Det haster. Ellers forudser vi alvorlige konsekvenser af speciallægemanglen for patienterne, for medicinalindustrien, og dermed for hele Danmark.