Hvem var sejrherren ved Waterloo?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Onde tunger påstår, at den franske præsident François Hollande under et statsbesøg for nogle år siden hos den engelske dronning Elizabeth på Windsor Castle bevidst blev ført forbi et stort maleri, der viste hertugen af Wellington som sejrherren over Napoleon i slaget ved Waterloo. Om Hollandes reaktion vides intet. Men anekdoten kan såmænd være sand nok, når man betænker den århundredgamle rivaliseren, der hersker mellem Frankrig og franskmændene, af englænderne nedladende kaldt for ”the frogs” (frøerne, dvs. frøæderne) og England og englænderne, af franskmændene lige så nedladende kaldt for ”les rosbif”.

Men var det nu englænderne, der alene sejrede ved Waterloo, en belgisk landsby 15 km syd for Bruxelles, i dag for 200 år siden, og som var den franske kejser Napoleon Bonapartes (1769-1821) sidste slag? Sejren blev ganske vist vundet af Wellington som kommanderende general, men det må ikke glemmes, at også nederlandske tropper og soldater fra tyske fyrstedømmer kæmpede under hans kommando, og at Prøjsen ligeledes var en forbundsfælle og havde stillet med en veludrustet hær under feltmarskal Blücher. Den tyske talemåde: „Sein Waterloo erleben“ og den tilsvarende engelske: ”To experience your Waterloo” (dvs. at opleve sit Waterloo) som synonym for det totale nederlag går tilbage til dette slag. Franskmændene vil ikke vedkende sig et lignende udtryk! Napoleon selv blev som englændernes fange anbragt i isolation på øen St. Helena i det sydlige atlanterhav, hvor han døde den 5. maj 1821.

Naturligvis fejres 200-året med en række arrangementer ikke mindst i Storbritannien, der den dag i dag betragter begivenheden som en slags national helligdag. Således opførtes i Londons Royal Albert Hall den 5. juni et kæmpeshow med titlen ”Battle of Waterloo” med The Royal Philharmonic Orchestra ”Plus Marching Band and Musketeers in full Military Costume” – mere bombastisk kan det vel ikke blive.

Mere seriøs er den faglitteratur, der udkommer i anledning af årsdagen, og som naturligvis også omfatter Napoleon Bonaparte, f.eks Andrew Roberts’ biografi, ”Napoleon the Great”. Man bedes bemærke titlen! Det drejer sig her nemlig om yderst positiv fremstilling, selv om Roberts er en alt for seriøs historiker til ikke også at lade kritiske stemmer komme til orde. Generelt set findes der inden for Napoleon-forskningen to skoler: Den ene ser ham som det store strategiske geni, der kæmpede mod resten af Europa for at erobre kontinentet med en række glimrende militære sejre bag sig: Austerlitz (1805), Jena (1806) og Wagram (1809). Dette synspunkt synes også at dominere i Danmark ikke mindst i årene efter Napoleons død og skyldes delvist, at den danske kronprins og senere konge Frederik VI forblev Napoleons snart eneste allierede lige til den bitre ende under de såkaldte Napoleonskrige, der hærgede Europa i årene 1800-1814. Det er ligesom man har glemt de fatale følger for vort land: Slaget på Reden i 1801, Københavns bombardement og tabet af flåden i 1807, statsbankerotten i 1813 og endelig tabet af Norge i 1814.

Manden bag sejren i København 1801 over den danske flåde, admiral Horatio Nelson, var i øvrigt også ansvarlig for franskmændenes nederlag til søs i slagene ved Abukir i 1798 og Trafalgar i 1805, der kuldkastede Napoleons planer om at erobre Storbritannien.

På Nelsons kiste i St. Paul-katedralen i London står der kun tre navne: The Nile – Copenhagen – Trafalgar, og Wellingtons hest under slaget ved Waterloo hed i øvrigt ”Copenhagen”.

I andre lande – bortset fra Frankrig naturligvis – og ikke mindst i Storbritannien dominerer en mere kritisk opfattelse af Napoleon eller general Bonaparte, som han bevidst kaldes. Her ses han snarere som den lille magtbegærlige korporal fra Korsika, der kynisk satte sine soldaters liv på spil, når det gjaldt et strategisk skaktræk eller en militær gevinst. Denne britiske vinkel dominerer på trods af Roberts’ biografi også anmeldelsen af samme bog oktober 2014 i tidsskriftet The Spectator. Her fremhæves således Napoleons katastrofale Ægypten-ekspedition i 1798-99 og de franske troppers tilbagetog fra Moskva i isvinteren 1812, hvor Napopeon selv havde bragt sig i sikkerhed i Frankrig, mens han lod titusindvis af sine soldater fryse ihjel på de russiske stepper under tilbagetoget. ”En Robespierre til hest” kaldte den franske digter Victor Hugo ham med en henvisning til den franske revolutions mest hensynsløse skikkelse. Af de ca. 450.000 soldater, som Napoleon i 1811 havde startet sit Ruslandsfelttog med, kom ca. 18.000 tilbage i live.

I The Spectator peges endvidere maliciøst på, at Napoleon som ung 16-årig officer oprindeligt havde aflagt en troskabsed til det franske kongehus, som han forrådte, da han i 1789 tilsluttede sig de revolutionære jakobinere og nu svor en ny ed til republikken. Og også revolutionen forrådte han – han var kort sagt en rigtig vendekåbe – og i storhedsvanvid kronede han sig selv i Notre Dame i 1804 som kejser. Samme opportunisme skal have præget Napoleons privatliv.

Livet igennem brugte han sine hustruer og andre kvinder for at fremme sine ambitioner. Således blev han via ægteskab med enken efter en guillotineret officer Joséphine de Beauharnaisat udnævnt til kommanderende general. Men da Joséphine ikke fødte ham et barn, lod han sig skille fra hende i 1810 og giftede sig året efter med den østrigske prinsesse Marie-Louise, der skænkede ham den tronfølger, han ønskede.

Selve slaget ved Waterloo er skildret i Nick Foulkes’ noget ældre bog fra 2007, ”Dancing into Battle”. Denne er uhyre velskrevet, ja direkte underholdende som en roman, og man kommer til at tænke på Stendhals klassiske, men udpræget Napoleonsdyrkende roman ”Klosteret i Parma” fra 1839 (dansk 2006), der indeholder en virtuos skildring af slaget, og som stærkt kan anbefales. Mere troværdig er Paul O’Keeffes bog ”Waterloo: The Aftermath” fra 2014, der indeholder følgende to pointer: Sammenlignet med andre slag under Napoleonskrigene var slaget ved Waterloo langt fra af samme dimension som f.eks. slaget ved Leipzig i 1813 – som Napoleon i øvrigt også tabte. Dette udkæmpedes over fire dage på en 33 km lang front med i alt 600.000 soldater, hvoraf ca. 92.000 mistede livet, mens slaget ved Waterloo varede 10 timer med ca. 185.000 soldater på et areal af kun otte kvadratkilometer. Men kampen var her forholdsmæssigt blodigere, og kostede mindst 46.000 soldater livet. Til sammenligning kan nævnes, at under et af de blodigste kampe under Første Verdenskrig, slaget ved Somme i 1916, dræbtes den første dag inden for et sammenligneligt areal ”kun” ca. 2.300 soldater.

Væsentligere er dog O’Keefes anden pointe, nemlig påpegningen af at mens Storbritannien helt klart alene var ansvarlig for Napoleons nederlag til søs, så blev slagene på landjorden i overvejende grad udkæmpet af allierede tropper fra Rusland, Østrig og Prøjsen – og dette gælder også i Waterloo.

Her kæmpede tre gange så mange tyskere som englændere, og ved krigens afslutning i udkanten af Paris var nærmest udelukkende Blüchers prøjsere i aktiv indsats.

Var Wellington overhovedet den store sejrherre? Der er ingen tvivl om, at han – ligesom Napoleon – var en begavet taktiker, og at hans tropper udviste stor tapperhed. Derimod lader det afgørende spørgsmål, om det ville være lykkedes ham at afværge de voldsomme franske angreb uden prøjsisk hjælp ikke mindst på slagmarkens østlige del, sig ikke besvare med sikkerhed. Men det er en kendsgerning, at en tidligere generations engelske faghistorikere bevidst har underspillet prøjsernes rolle. Først med O’Keeffes bog er der kommet mere balance i vurderingen, men selv han viger tilbage for et endegyldigt svar.

Hertil kommer en afgørende episode i slagets sidste og afgørende fase mellem kl. 18 og 20. Her fandt den frygtede kejserlige gardes (Garde Impériale) stormangreb sted med trommehvirvler, vajende faner og råbet »Vive L’Empereur«. Disse elitetropper søgte at bryde gennem den britiske frontlinje for at splitte Wellingtons hær i to dele. Men her fulgte så et uventet og improviseret bajonetangreb af det talmæssigt underlegne Oxfordshire Light Infantry-regiment rettet mod gardens venstre ubeskyttede flanke og dette angreb brød franskmændenes fremrykning. Også her er det legitimt at spørge: var det dette angreb – sammen med Blüchers prøjsere – der reddede Wellington fra et nederlag?

Wellington hævdede, at slaget ved Waterloo var hans største sejr nogensinde, men gjorde han blot reklame for sig selv på andres bekostning? Også her er en revision af historien påkrævet.