Ro på – det er blot et hul i jorden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Bølgerne går højt, når snakken drejer sig om skifergas. I HMN Naturgas, som er Danmarks største gasselskab, oplever vi, at der er mange, der ser på os og forventer, at vi har dannet os en mening om skifergas. Er det godt eller skidt, er det farligt for natur og mennesker osv.?

Derfor tog bestyrelserne i HMN-koncernen i april på en kort tur til USA for at få førstehåndsindtryk af sagen. Vi talte med eksperter inden for rådgiverbranchen og med de grønne organisationer, og vi så aktive felter, hvor der blev boret, ”fracket” og produceret skifergas og skiferolie. Det amerikanske selskab, som vi besøgte, havde vi fået forbindelse til via en kontakt til Total i Danmark.

Debatten i Danmark handler i høj grad om selve frackingen. Det er en metode, hvor man borer tre til fire km ned i jorden og derefter tre til fem km vandret og bryder undergrunden dernede for at få gassen og olien ud. Det sker med små sprængninger og derefter en blanding af vand, sand og kemikalier, som pumpes ned under stort tryk og laver sprækker i undergrunden. Sandets rolle er at holde disse sprækker åbne, så gassen og olien kan produceres. Fuldstændig samme teknik, som anvendes i den danske del af Nordsøen, og dér gøres det uden at forurene havet, som skal beskyttes lige så godt som drikkevand på land.

I øjeblikket gennemfører den franske olie- og gaskoncern Total sammen med den danske stat repræsenteret ved Nordsøfonden en prøveboring efter skifergas i Nordjylland. Om det er det underjordiske element ved frackingen, der tilfører debatten et mytologisk præg, er svært at sige, men i hvert fald er debatten om skifergas i Danmark tilsyneladende ved at køre helt af sporet.

Den ansvarlige minister – klima- og energiministeren – hvis ministerium selv har tildelt koncessionen til Total og Nordsøfonden, forsøger at lægge den danske skifergas i graven, før den overhovedet er blevet født. Og ingen andre ministre, heller ikke de økonomiske ministre, som ville nyde godt af eventuelle indtægter fra skifergassen, har tilsyneladende lyst til at bakke op om projektet.

Sagen har mange vinkler.

Én vinkel er Danmarks troværdighed som mål for udenlandske investeringer. Vi har udbudt en koncession. Total har vundet denne koncession. Men derefter har rækken af benspænd – også fra offentlige myndigheder – været mange.

Det mest åbenlyse eksempel er Frederikshavns Kommunes krav om en fuld VVM-redegørelse forud for en prøveboring. Der er gennem tiden foretaget mere end 100 dybe boringer på land i Danmark. Og der har, så vidt vides, aldrig tidligere været stillet krav om en fuld VVM-redegørelse. Vi må huske på, at der i denne fase alene er tale om at bore et hul i jorden for at udtage prøver af undergrunden. Prøveboringen har intet med fracking at gøre.

At der i dette tilfælde – for første gang – er udarbejdet en VVM-redegørelse, medfører så, at der kan komme stor presseståhej ud af, at Total har anvendt et middel, som er helt almindeligt ved den slags boringer og i øvrigt benyttes i andre industrier.

En anden vinkel er, om der overhovedet er et problem. Hvad er det egentlig, der protesteres over? Igen virker det, som om det er den mystiske undergrund der forkludrer argumentationen. Men ærlig talt er det næppe aktiviteter tre km under jorden i god afstand fra grundvand og med massive værnsforanstaltninger i forhold til netop grundvandet, der bør holde os vågne om natten. Formentlig er risiciene ved f.eks. geotermi, hvor der i en lang årrække cirkuleres vand fra undergrunden op og ned gennem grundvandslaget, mindst lige så store. Geotermivand har en lige så problematisk sammensætning som vandet fra frackingen, og det skal passere grundvandet mange flere gange. Det er muligt med korrekt udførte boringer at imødegå risici og beskytte drikkevandet for både skifergas- og geotermiboringer.

Besøget i USA bekræftede, at udfordringerne i relation til skifergasindvinding handler om helt traditionelle miljøproblemer. Vandforbrug, rensning af spildevand, støj, trafik i anlægsperioden, genetablering af naturområder, når der ikke er mere gas osv. Og om elnettet lokalt kan levere den fornødne elektricitet, så der ikke skal produceres el med støjende og forurenende generatorer.

Præcis den slags spørgsmål, som vi er verdensmestre i at håndtere i Danmark. Hvor vi har gode regler og rutiner, og hvor vi er vant til at stille krav, der tilgodeser mennesker og miljø.

Der skal være betydeligt fokus pånetop de lokale effekter for borgerne og miljøet, men problemerne forekommer ikke uoverstigelige sammenlignet med f.eks. et motorvejsbyggeri, et metrobyggeri, fjernvarmeprojekter mv.

Den tredje vinkel på debatten er nærmest af global karakter. Den handler om, hvorvidt verden er bedre tjent med, at den danske skifergas bliver i jorden. For at det skulle være tilfældet, skulle den samlede anvendelse af fossile brændsler i verden blive reduceret.

Det er dog næppe tilfældet. Tværtimod vil en dansk produktion af skifergas øge den naturgas, der er til rådighed i Europa, hvilket forhåbentlig kan reducere anvendelsen af langt mere forurenende kul og brunkul. Samtidig vil vi kunne hjælpe vore europæiske naboer til en mindre afhængighed af russisk gas og dermed understøtte energiunionen. Vi vil også hjælpe til med at opbygge erfaring med skifergas på europæisk jord, så Europas gasforsyning kan styrkes. Vi må minde os selv om, at i stort set alle andre lande i verden end Danmark anses naturgas for et overlegent brændsel, der med sin relativt lave udledning af drivhusgas kan bygge bro til en CO2-neutral fremtid.

Og hermed er vi fremme ved den sidste vinkel i debatten: økonomi. Eller rettere: Denne dimension er stort set fraværende. Vi må være blevet meget, meget rige her i Danmark, hvis vi synes, at vi kan fravælge indtægter i nordsøklassen. Oven i købet i en tid, hvor nordsømilliarderne klinger af, og hvor vi har behov for midler til massive investeringer i den omstilling af energisystemet, vi er i gang med. Ofte taler vi i energibranchen om forbindelser til udlandet, når det handler om elektricitet. Vi glemmer, at vi også er forbundet med omverdenen på gassiden. Vi forsyner Sverige med gas, og vi har en særdeles god forbindelse til Tyskland samt, via Nordsøen, til Holland. Derfor behøver vi ikke selv bruge gassen, men kan sælge den på det europæiske marked og f.eks. hjælpe tyskerne med deres energiomstilling væk fra atomkraft og brunkul.

Der er mange gode grunde til at hente skifergassen op. Økonomien spiller selvfølgelig en stor rolle, men også vores troværdighed som et land, hvor man som investor kan stole på, at man får en fair behandling af myndighederne.

Udfordringerne synes til gengæld blæst helt ud af proportioner. Efter hvad vi selv har erfaret, forekommer de vigtigste udfordringer at knytte sig til alt det, der foregår over jorden.

Det kan godt være, at det for nogen er vanskeligt at forholde sig rationelt til, hvad der foregår tre km nede i jorden, men det bør ikke afspore debatten. Vi er vant til at håndtere røg, støj og møg. Det kan vi formentlig også her.

Men lad nu først Nordsøfonden og Total færdiggøre deres prøveboring. Det er trods alt blot et hul i jorden, som vi allerede har lavet flere end 100 af.