Forny Superligaen med slutspil

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er grund til at komplimentere Divisionsforeningen for at have sat fokus på strukturen i toppen af dansk fodbold.

Det er vel de færreste, der ser den store krise i Superligaen, men det er også vigtigt, at gennemgribende strukturændringer ikke sker på et tidspunkt, hvor der er krise og måske panik blandt beslutningstagerne.

Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at der kan ske forbedringer til glæde for dansk fodbold, klubberne, spillerne og publikum.

I den sidste ende handler det om at skabe et produkt, som højner kvaliteten og øger interessen hos det publikum, som er fundamentet. Det er dels de fodbold-entusiaster, som kommer på vore stadioner, og dels den store fanskare af vores nationalsport, som følger topfodbolden i de trykte medier, på tv og på de forskellige platforme.

Hvis det handler om kvaliteten, interessen og de kommercielle muligheder, har der efter min opfattelse været alt for meget fokus på antallet af hold i Superligaen.

I første omgang bør man forholde sig til spørgsmålet om slutspil eller ej.

Og her er mit svar klart ja!

Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange med et velmenende fodboldhjerte, som vil argumentere med, at det ikke er dansk, og at det ikke repræsenterer hele sæsonen.

Sådan gør man ikke i de store fodboldnationer. Nej, men Danmark er heller ikke Spanien, Italien, Tyskland eller England.

Da vi indførte professionel fodbold i 1978, var vi et af de sidste lande i Europa, der tog dette helt nødvendige skridt. Nu kunne vi måske blive et af de lande, der viser vejen til en endnu mere spændende fodboldsæson ...

Nationalt er det oplagt at se, hvordan to af landets andre store holdidrætter – håndbold og ishockey – griber det an. Uden slutspil og finaler havde de aldrig fået den opmærksomhed og omsætning, som vi ser i disse uger.

Har det ødelagt den indledende turnering? Nej, grundlæggende ikke.

Giver det en mindre fortjent og retfærdig dansk mester? Nej, absolut ikke efter min mening.

Hvis man ikke mener, at fodbold kan sammenlignes med ishockey og håndbold, så prøv at se, hvordan de europæiske fodboldturneringer – Champions League og Europa League – afvikles med stor succes.

»Superligaen har brug for et mirakel, hvis spændingen skal bevares« hed det i en overskrift i Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag den 1. april før den sidste tredjedel af sæsonen – og det er jo så sandt, som det er skrevet.

Der er meget lidt spænding om de afgørende placeringer i top og bund, og det kunne i høj grad tale for en mere effektfuld afslutning på fodboldåret.

Og denne sæson er jo ikke helt usædvanlig.

For ti år siden førte Brøndby med seks point foran FCK, for fire år siden førte FCK med 21 point foran OB, og for bare to år siden havde FCK et forspring på 14 point ned til FC Nordsjælland, da Superligaen gik ind i sin sidste tredjedel.

Hvis fodboldlederne beslutter sig for den "gratis tillægsgevinst", som en eller anden form for slutspil er, gælder det om at finde en så praktisk og retfærdig model som muligt.

Nu kan vi vente på, hvilke guldæg det hollandske firma Hypercube kommer med i løbet af foråret inden deadline den 20. juni, men som inspiration kunne vi jo se på ishockey og håndbold.

I ishockey mødes de otte bedst placerede hold i kvartfinaler, semifinaler og finale. Alle opgør afvikles bedst over syv kampe med hjemmebanefordel ved ulige kampe til de fire bedst placerede, der også selv får lov til at vælge modstander blandt holdene placeret fra nr. 5-8.

I kvindernes håndboldslutspil deltager de bedste seks hold. Nr. 1 og 2 går direkte til semifinalerne, hvor modstanderne findes i to opgør blandt nr. 3, 4, 5 og 6 – altså en slags "første-semifinale". Den danske mester findes i en finale over to kampe hjemme/ude.

Herrernes håndboldslutspil omfatter de otte bedst placerede hold, der fordeles i to puljer efter placeringen i grundspillet.

De to bedste fra grundspillet medtager hver to point – og nr. 3 og 4 i grundspillet medtager hver et point til gruppespillet.

De øvrige fire hold medtager ingen point. Nr. 1 og 2 fra hver slutspilspulje mødes i semifinalerne.

På det fodboldglade kontinent Sydamerika er der i flere år blevet eksperimenteret med forskellige turneringsformer. Der spilles forskellige varianter, men der er generelt en tradition for, at sæsonen er opdelt i to halvårssæsoner – en efterårsturnering (Clausura) og en forårsturnering (Apertura). De to halvsæsoner spilles som selvstændige turneringer, og der findes en vinder for hvert halvår.

Denne model bruges eksempelvis i Chile og Argentina. Der har det så været et omdiskuteret tema, om man skal kombinere de to halvårssæsoner med et slutspil. Man har haft perioder med playoffslutspil og perioder uden. En udbredt model for slutspillet har været en finale mellem vinderen af de to halvårsturneringer for at finde årets mester.

Går man mod nord til Mexico, findes også en variant af halvårs-slutspil. Efter hver halvsæson spilles et slutspil med otte hold, der spiller knockoutkampe a to omgange i samme format som Champions League for at finde vinderen.

Mit bud på en slutspilsmodel for dansk fodbold tager udgangspunkt i herrernes håndboldliga med fastholdelse af 12 hold som i dag – i hvert fald i første omgang.

Grundspillet giver 22 kampe, og ude- og hjemmekampe i gruppespillet og semifinaler betyder, at finalen om det danske mesterskab bliver sæsonens kamp nr. 31.

Gruppespillets vinder kunne man lade få den mest attraktive plads i UEFAs turneringer – akkurat som det var tilfældet, da forårets førerhold i 1960’rne sikrede sig deltagelse i Europa cup-turneringen, uanset hvem der blev dansk mester om efteråret.

Havde den turneringsform allerede været gældende i år, hvor 22. runde blev afviklet før påske, ville pulje 1 bestå af: FC Midtjylland, Brøndby, FC Nordsjælland og Sønderjyske. Pulje 2: FC København, Randers FC, AaB og Hobro.

Ulempe ved denne turneringsform: Kun 30/31 kampe mod i dag 33.

Fordele: Flere topkampe, flere tilskuere, større interesse og flere indtægter.

Mens de otte bedste hold fra Superligaens grundspil kæmper om guld, sølv og bronze, mødes de fire dårligst placerede i Superligaen med de fire bedste fra 1. division.

Den største udfordring ligger måske i op- og nedrykning mellem 1. og 2. division.

Det er jo allerede besluttet, at 2. division efter denne sæson bliver skåret ned fra i alt 32 til 24 hold. Efter sommerpausen bliver 2. division opdelt i tre geografiske turneringer med otte hold i hver. Denne turnering fører til et slutspil med 12 hold om oprykning til 1. division, mens de resterende 12 hold kæmper mod nedrykning til Danmarksserien.

Når fodboldstrukturen har været til debat gennem årene, har synspunktet ofte været, at det ville blive til fordel for de største og rigeste klubber – og at det ville vanskeliggøre fornyelse.

Trods ændringer og en større justering af Danmarksturneringen i 1991 har det ikke skortet på fornyelse, hvis man ser på holdene i toppen af dansk fodbold. I den første sæson med betalt fodbold i 1978 deltog følgende 16 hold her nævnt i rækkefølge efter deres placering:

Vejle, Esbjerg og AGF var på medaljepladserne, og derefter fulgte OB, B 1903, KB, B 93, Slagelse, Skovbakken, Frem, Kastrup, Næstved, B 1901 og nedrykkerne Frederikshavn, Køge og Randers Freja.

Kun tre klubber er i dag i Superligaen – dog fem, hvis vi identificerer B 1903 og KB som FCK.

FC Midtjyllands ”stamklubber” Ikast FS og Herning Fremad lå dette år i 2. og 3. division.

I 2009 blev dansk fodbold også analyseret, uden at det førte til ændringer af Superligaen, der siden 1991 har bestået af 12 hold med to direkte nedrykkere.

Jeg mener, at tiden er inde til nytænkning.

I det mindste er det glædeligt, at Divisionsforeningen har sikret en vigtig debat og vurdering af en optimal oplevelse af vor nationalsport.