Den velsignede krænkelse

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Du har selvfølgelig lov til det, men var det nu nødvendigt at skrive den bog? Det spørgsmål har jeg hørt en del gange i de sidste uger, hvor det er kommet frem, at min nye roman, ”Den Bedste Bog”, er en blanding af satire, komedie og åbenbaring om Arabien på Muhammeds tid og med ham selv i en rolle, som han giver en blandet anmeldelse af på bagsiden.

Man kunne også spørge mig, om det nu var nødvendigt at trække vejret de sidste fire år; den tid, det tog at skrive bogen. Om nødvendigheden af at videreformidle det stof, der kommer til én, kunne man også have spurgt Moses eller Muhammed om (og sidstnævnte blev det faktisk), og vi kan også godt indrømme, at havde de tænkt over det og udfundet et ”nej”, ville vi have undgået en helvedes masse ballade. Men selvfølgelig kunne de ikke det, mennesker skal ud med det, der er ved at brænde dem op. Vi ved fra de islamiske fortællinger, at Muhammed ud over alle grænser provokerede sin samtid stivnet i dogmatik. Han blev ved trods utallige verbale og voldelige angreb. Jeg er overbevist om, at han havde været på Charlie Hebdos side i dag; han havde set sig selv i dem.

De seneste 10 års ytringsfrihedsdiskussion er blevet fremstillet som en konflikt mellem højre og venstre, mellem de marginaliserede og eliten, minoriteten over for majoriteten, altså faktorer, der kan laves om på, og som derfor ikke virker så skræmmende. Måske handler det mere om noget, vi bare resigneret må konstatere: En uoverstigelig afgrund mellem mennesker, der har humor, og dem, der ikke har.

Uanset hvad: Det er en trist vej, udviklingen går i Europa. Muhammedsagen var grænsemarkøren. Før var landskabet domineret af en holdning til ytringsfriheden som ubetinget positiv, som et redskab i stræben mod journalistisk og videnskabelig sandhed, som grundpillen for den mest anstændige moral. Siden blev den frie ytring af mange set som en opvigler af unødvendige konfrontationer og ødelægger af den sociale fred. Franco Frattini, EU’s kommissær med ansvar for retfærdighed, frihed og sikkerhed, udtalte om Jyllands-Postens berømte helside med tekst og tegninger: ”Jeg respekterer fuldt ud ytringsfriheden, men, undskyld mig, man bør undgå erklæringer som denne, som kun vækker og ansporer den voksende radikalisering.”

Dette udsagn stod fra 2005 til 2015 som et hædersmonument over det anstændige debatklima, den gode tone og fornemt diplomati. I dag er det en gravsten over 10 år spildt på respekt, der betød underkastelse, og hensynsfuldhed, der betød tandløshed. Jeg ved godt, at nogle nu vil komme farende med navne på selv forfattere, der tilsluttede sig dette argument. Men alt er tilgivet.

Tragedien på Charlie Hebdos redaktion den 7. januar markerer i det mindste forhåbentlig indgangen til jomfrueligt land, hvor dette evindelige men ikke hele tiden kastes i ansigtet på tegnere, instruktører, digtere og forfattere. Selv om jeg tvivler. For mange er dette men en godhedens fortjenstmedalje, der kan tildække brystets dybe hul af frygt.

Engang var det et dogme blandt mange muslimske lærde, at man ikke måtte oversætte Koranen. Europæerne blev bare ved. Sådan døde dogmet, i dag har ingen muslim noget imod det, men indvender på fredelig vis, at det altså kun er at regne for Guds ord på arabisk. I islam taler Gud nemlig kun ét sprog, det samme gør Paradis’ og Helvedes beboere: arabisk på oldtidens mekkadialekt. Heldigvis kan alle det, når de træder ind til jomfruerne eller den svidende ild. Jeg har også oversat Koranen, og jeg har tilmed som den første gendigtet den. Altså sat Guds fragmenterede og ofte modsigelsesfyldte åbenbaringer ind i en læselig og forståelig sammenhæng. Også det har jeg kun fået ros for af muslimer. At ændre i Koranen har ellers også engang været tabu. Så lad os arbejde videre ad den vej, jo færre tabuer, jo mindre krig og had.

Alternativet, at anerkende tabuer og dermed tillade vrede, når de overtrædes, fører hun til én ting: indskrænkning af alles frihed. Terrorister går ikke hjem og lægger sig på hynden og aer katten, når de har vundet en sejr. De kommer tilbage med dobbelt styrke. Hvis medierne havde trykt og genoptrykt nye og gamle tegninger af Muhammed og overdænget enhver til op over kvalmegrænsen, ville det være gået på samme måde som med oversættelsesforbuddet. (De hellige ville så bare finde en ny kilde til deres had, vil nogle hævde, men heller en evig kamp end overgivelse.)

Ingen kan afkræves at overholde andres politiske eller religiøse påbud og forbud. Fordi hinduer ikke må spise oksekød, skal muslimer ikke holde op med at spise shawarmaer. Fordi buddhister ikke må slå ihjel, skal ateister ikke holde op med at klappe myg omkring sankthansbålet. Det er ikke provokerende eller krænkende. Er der noget, der er provokerende og krænkende, så er det da forsøg på at udstrække egne forbud til alle andre.

Men hvordan kan begrebet krænkelse i dag overhovedet få lov at spille en rolle, når vi snakker om kunstneriske udtryksformer eller for den sags skyld den daglige debat eller almindelig oplysning? Fordi krænkede følelser, beregnende eller ærligt fremført, skaber et klima af selvcensur. På denne platform finder intolerante fundamentalister deres ståsted for at angribe netop den frihed, der gjorde det muligt for dem at vokse sig stærke i et tolerant samfund. Kunst, der udelukkende har til formål at provokere, bliver sjældent til god kunst, men at kunst fornærmer nogen, kan ses som en slags bonus. Verden er vækket. Og byrden af fornærmelse er som oftest identisk med den mængde fornærmelse, den fornærmede fortjener. Eller som den arabiske digter Ka’b ibn Zuhayr, der også fik sig mænget ind i min roman, på et tidspunkt erfarer: Det at blive lagt for had på grund af sin digtekunst beviser vigtigheden af den, og jo større had desto mere betydningsfuld var frembringelsen. Her tager han dog måske munden lidt vel fuld.

Men der er i dag desværre en forbandet trang til at påstå sig krænket: Hvis éns ideologiske eller religiøse fundament er så skrøbeligt, at man ikke kan klare sig med argumenter, føler man sig nødt til at trække det ultimative kort, der afslutter enhver dialog: Jeg er stødt på mine følelser. Det kan så undre, at disse følelser bliver mere stødt af en tegning af eller en tekst om en religions førstemand frem for de forbrydelser, der finder sted i sammes navn.

Nu foreligger muligheden selvfølgelig, at man undlader at læse den roman, man forventer vil bringe ens følelsesliv på randen af sammenbrud; lige så lidt som vi har ytringspligt, har vi læsepligt. Men i så fald er det måske bedst, at man helt isolerer sig fra kunstens verden, for krænkelse er ikke et argument, det er en personlig følelse, man kan sidde i mørke rum og klynke over med ligesindede; kunsten i det offentlige rum er den aldeles uvedkommende. Kunstens fornemste konsekvens er, at den nogle gange giver de mest sublime glæder og andre gange river fundamentet væk under os.

Vores bekvemme forestillinger om uforanderlighed nedbrydes ikke uden store følelsesmæssige omstillinger. Kunsten har, bevidst eller ubevidst, været velsignet krænkende gennem historien.

Den har brudt gennem skjoldet af dogmer, ensretning og fantasiløshed og skabt forargelse, forundring og nytænkning og dermed sået den første tvivl i fastlåste og helliggjorte verdensanskuelser. Det har ikke været uden kætterbål og maskinpistolnedskydninger, for netop tvivlen er enhver fundamentalists rædsel. Pludselig bliver sandhed til løgn. Eller noget helt tredje.

Nogle gange er det en ubærlig pris, der betales, både hos producenten og forbrugeren af kunsten. Men en forfatter eller tegner, der ikke er respektløs, skaber ikke kunst, men underholdning. Så vi må blive ved. Nazisterne kom ikke til magten, fordi der var mange af dem. Men fordi der var for få, der sagde fra.