Ingen lokal nyhed var for lille

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Kære fru Nielsen, De skal vide, at vi ikke modtager åbenbaringer her på redaktionen!« Det var redaktionschefens standardsvar, når læsere ringede, fordi de var utilfredse med, at avisen ikke havde skrevet om en rund fødselsdag eller anden mindeværdig begivenhed i fru nielsenernes nabolag eller vennekreds.

Eneste udskift i standardsvaret var, at navnet naturligvis blev ændret – afhængigt af den utilfredse læsers efternavn. Altid efternavn – og altid De!

Redaktionschef H. Ingemann Petersen, var en venlig mand med evne til at få læserne til at forstå, at hvis vi på Ringkjøbing Amts Dagblads redaktion ikke kendte til den lokale begivenhed i Hee, Videbæk, Hvide Sande, Ulfborg eller Stadil, så kunne vi ikke skrive om den.

Det ville vi gerne, for ingen nyhed var for lille til spalterne – som for eksempel, da byens aldrende tandlæge, frøken Fick, en sneglat vinterdag faldt på fortovet og brækkede et ben. Det blev den sikkert mest læste historie i Ringkøbing den dag.

Ringkjøbing Amts Dagblad var populært i læserkredsen, som nærmest var hver eneste husstand i dette vestjyske område. Dagbladet kunne man ikke undvære; og dets troværdighed blev sjældent – om nogensinde – draget i tvivl. I en diskussion vandt hun eller han, som kunne sige: »Det har stået i Æ Dagblad!«.

I disse dage er det 50 år siden, jeg blev uddannet som journalist efter tre års elevtid på Ringkjøbing Amts Dagblads hovedredaktion.

Det var dejlige år – bortset fra det første halve. Jeg syntes, at vestjyderne betragtede mig sådan lidt sidelæns. Men det var vel bare den vestjyske måde at se nytilkomne an på.

I hvert fald vendte den negative stemning. Det stod klart en morgen, da jeg, som det var blevet sædvane, drak morgenkaffe i mit kontor sammen med bladets ældste journalist, Jul. Blicher. Vi havde begge kontorer på 2. sal, mens den øvrige redaktionelle stab havde til huse i et stort lokale på 1. sal op ad chefredaktørens kontor og redaktionssekretariatet. Jeg sad også i begyndelsen i det store lokale, men efter tre-fire måneder fik jeg eget kontor ovenpå.

Med en barndom blandt heste, grise, køer og får og med et landbrugsskoleophold i bagagen var det naturligt, at jeg straks blev bladets landbrugsmedarbejder; så jeg besøgte jævnligt amtets landbrugskonsulenter og formænd for de mange landbo- og husmandsforeninger.

En dag efter mit første halve år på bladet spurgte så Jul. Blicher: »Når De kommer på besøg hos landmændene, bliver De så inviteret på kaffe i den fine stue?«

»Pudsigt, at De spørger; for det gjorde jeg de første gange. Men nu sidder jeg altid i køkkenet.«

»Så er De accepteret!,« sagde gamle Blicher med begejstring i stemmen.

Efter mange år i det vestjyske vidste han, hvad han talte om. Hans store lokalkendskab gjorde, at han tog sig af at skrive avisens navnestof, når fru nielsener og andre havde adviseret bladet. Blicher var omhyggelig og skrev med sirlig håndskrift – og dyppepen og blæk!

Blicher blev min vidende, venlige, omsorgsfulde læremester og ven. Andre journalistelever belærte han mere fyndigt, hvis de havde begået fejl i dagens avis. Det skete aldrig over det nyinstallerede samtaleanlæg; for det afskyede han. Han lærte aldrig at benytte slå-fra-knappen, men placerede sin store frakke på skrivebordet over højttaleren. Frakken tog lidt af lyden.

Ingen vovede at kalde Blicher over samtaleanlægget. Men kom der en besked til alle i huset, var det sikkert som amen i Vedersø Kirke, at der straks lød høje råb fra Blichers kontor – med sætninger, hvori ord som ”idiot” var blandt de blide! Hvis meddelelsen var fra redaktionschefen, var råbene højere – oftest iblandet ”store kraftidiot” etc. Blicher havde aldrig tilgivet, at Ingemann var løbet uden om ham i hierakiet og blevet redaktionschef.

Redaktionssekretariatet var et lille rum med plads til to, redaktionschefen og redaktionssekretær Hardy Hansen. Dem afleverede vi medarbejdere vore manuskripter til; og de to herrer, som vi var Des med, sorterede også telegrammerne, efterhånden som de på fjernskriverne tikkede ind fra Ritzaus Bureau og Venstrepressens Bureau i København. Efter gennemlæsning og tilretning blev manuskripterne afleveret til teknikerne, som sørgede for den videre gang, indtil rotationspressen ved 13-tiden spyttede tusinder af dagblade ud.

Venstrepressens Bureau var producent af en stor del af avisens indhold. Ringkjøbing Amts Dagblad var som et af De Bergske Blade en tro Venstre-avis.

En anden, der som Blicher havde det svært med blot at have titel af journalist, var Vagn Just, en rar, temmelig tung, midaldrende herre. Han opfandt derfor titlen ”første-journalist”, som vist aldrig er blevet brugt af andre!

Hr. Just, som han yndede at blive kaldt – og med De! - indledte dagen, bevæbnet med Herning Folkeblad, og kun den, ved at besætte førsteetagens eneste toilet i en time eller halvanden! Til stor irritation for fru Garlet, som var installeret med hovedtelefoner og nymodens skrivemaskine (endnu ikke elektrisk, dog) midt i det store redaktionslokale. Fruen var sirlig i klædedragt og frisure à la Margaret Thatcher og måtte følgelig til toilettet i ny og næ for i spejlet at sikre sig, at krøllerne sad. »Hr. Just! Er De dog ikke snart færdig?« Det var han kun sjældent!

Hr. Justs produktion var begrænset. Referater af amtsråds- og byrådsmøder og ellers kun én daglig, lille tospaltet artikel. Den fandt han hver morgen ved at slå op i sin lommebog og se, hvad der året før var sket i byen den pågældende dato. Han ringede så til Rådhuset og spurgte, hvordan det stod til med »rottebekæmpelsen i det østlige Ringkøbing«. Og lignende årligt tilbagevendende gøremål.

Så var to-tre timer til ende; og Hr. Just kunne på cykel begive sig til dagens første besøg på byens beverdinger, som han kendte ud og ind og tilbragte de fleste af døgnets timer på.

Det flød ikke over med overraskelser i avisen. Konkurrencen var nærmest ikkeeksisterende. Vestkysten havde ganske vist en redaktion med en enkelt medarbejder. Jeg plejede – uden redaktionens vidende – at aflevere kopi i gennemslag af mine landbrugsreferater til ham, for han var sådan et rart menneske.

Jeg afløste Preben Heide som bladets landbrugsmedarbejder. Tommy Rasmussen tog sig af sporten og fiskeriet og deltes med en anden af bladets elever, Helle Nissen, senere Kruuse, om politistoffet, altså at ringe til politiet hver morgen og høre om døgnets lokale, kriminelle hændelser. Nogle få år senere kom jeg til at samarbejde med dem alle tre i Danmarks Radios Provinsafdeling.

Vi var alle kommet ”udefra”. Det var ikke normalt på provins-aviser, hvor elever som regel var lokale, ofte sønner eller – sjældnere – døtre af stedets bedsteborgere, som chefredaktørerne kendte fra partibestyrelser eller fra Rotary.

Vi var undtagelser og blev ansat af chefredaktør Holger Sørensen, der i ansættelsessamtalerne dog sikrede, at vi ikke var socialister eller andet ondt.

I pressekredse blev Holger Sørensen omtalt som partiredaktøren, fordi det var kendt, at han som Venstres partisekretær var blevet ”puttet ind” på Ringkjøbing Amts Dagblad for at ”gå i lære”, da han var udset til senere at blive chef på Venstres flagskib Fyns Tidende, som hans nære ven, Venstres formand Erik Eriksen, var formand for.

Det skete i sommeren 1962; og vi fik en ny chefredaktør, Jørgen Antonsen, der var blevet ledig, da Holbæk Amtstidende lukkede som selvstændigt Venstre-dagblad.

Begge chefredaktører var venlige mennesker, som deltog aktivt i det lokale Venstre-foreningsarbejde. Dog ikke så meget som en tidligere chefredaktør, Vilhelm Nielsen, der var borgmester og altid omtaltes som ”Kejser Vilhelm”.

I begyndelsen af 1960’erne var Ringkjøbing Amts Dagblad ikke længere et kejserrige. Vi journalister havde ubegrænset redaktionel frihed.

Så længe vi huskede at skrive Venstre med stort V.