Ministrenes sandhedspligt til eftersyn

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ministre skal tale sandt over for Folketinget. Det fastslår ministeransvarlighedsloven. Men er det nu så vigtigt med den sandhed? Eller kan en nødløgn gå an nu og da? Svaret er, at ministrenes pligt til at tale sandt er af afgørende betydning for folkestyret.

Erik Ninn-Hansen er formentlig den, der mest præcist har udtrykt den sammenhæng, som sandhedspligten bør ses i. Det skete fra Folketingets talerstol den 9. december 1959. Anledningen var folketingsdebatten om rigsretstiltale mod fhv. grønlandsminister Johannes Kjærbøl.

»Passivitet over for et konstateret tilfælde af ufuldstændige oplysninger til Folketinget kan få de værste konsekvenser for folkestyret« udtalte Erik Ninn-Hansen og fortsatte: »Hvordan skal dette ting kunne udføre sit lovgivningsarbejde, hvis medlemmerne ikke kan stole på rigtigheden af de oplysninger, der gives fra et regeringsmedlem? Folketinget har jo ikke selv mulighed for at skaffe disse oplysninger […] Hvad bliver der tilbage af Folketingets kontrollerende virksomhed, hvis spørgsmål og forespørgsler til ministeren bliver besvaret som tilfældet var den 13. marts 1957? Den kontrollerende virksomhed, der varetages på befolkningens vegne, kan slet ikke gennemføres, hvis sådanne tilstande tolereres.«

Baggrunden for folketingsdebatten var særdeles alvorlig. 10 måneder forinden, den 30. januar 1959, var det nye grønlandsskib m/s ”Hans Hedtoft” forlist på sin jomfrurejse syd for Kap Farvel i en orkan. Alle 95 ombord druknede.

Grønlandsminister Kjærbøl havde ellers to år før, den 13. marts 1957, fra Folketingets talerstol udtalt, at det ikke var særlig farligt at sejle med passagerer om vinteren mellem Danmark og Grønland. Kjærbøl havde slået hovedet på sømmet ved at læse op af en erklæring, der var afgivet af Den Kgl. Grønlandske Handels kaptajner. Af erklæringen fremgik, at man roligt kunne sejle, trods isbjerge og orkaner. Efter grønlandsskibets forlis i 1959 kom det så frem, at der i virkeligheden eksisterede to kaptajnserklæringer. Den første frarådede sejlads. Den anden, der kom tre dage senere, anbefalede sejlads. Men Kjærbøl oplyste i Folketinget kun om erklæring nummer to. En dommerundersøgelse afslørede, at Kjærbøl havde lagt pres på kaptajnerne for at få dem til at afgive erklæring nummer to. Den passede nemlig Kjærbøl bedst, idet han netop havde fået bevilling i Finansudvalget til det nye grønlandsskib Hans Hedtoft.

Kjærbøl slap kun på et hængende hår for en rigsretssag. Til gengæld gav sagen anledning til, at Folketinget i 1964 vedtog ministeransvarlighedsloven, der bl.a. siger, at en minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed »giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen«.

Mange sager har i de seneste årtier vist, at det kan koste ministeren embedet, hvis han tager for let på sandhedspligten.

Alligevel er der noget, der tyder på, at sandheden sommetider har det skidt. Senest har journalisten Jesper Tynell i bogen ”Mørkelygten” fremlagt en række eksempler på, hvorledes ministrene efter hans opfattelse misinformerer Folketinget. Tal, jura og fakta skæres til, så de bedst muligt sælger regeringens politik. Ministrene bruger ”mørkelygten”, siger Jesper Tynell, når de i stedet for at oplyse Folketinget sandfærdigt spreder mørke ved hjælp af fortielser, fordrejninger og spidsfindige formuleringer.

Der kan givetvis være mere end én mening om de sager, som Tynell gennemgår.

At der kan være problemer med sandhedspligten, behøver man imidlertid ikke at ty til Tynells bog for at finde udsagn om. Efter Tamil-sagen udarbejdede Danmarks Jurist- og Økonomforbunds fagligt-etiske udvalg i 1993 en rapport om embedsmandsetik.

Formand for udvalget var professor og fhv. ombudsmand Lars Nordskov Nielsen, som ingen vist nogensinde har mistænkt for at løbe med en halv vind.

Som led i udvalgets arbejde foretog man en række høringer af embedsmænd i ministerierne, bl.a. for at få et billede af, hvor alvorligt man i ministerierne tog på sandhedspligten over for Folketinget. I udvalgets rapport hedder det bl.a.: »Fortielser eller fordrejninger m.h.t. kendsgerninger eller vurderinger af hensyn til ministeriets politik forekom mange høringsdeltagere meget almindelige. Ved besvarelse af folketingsspørgsmål var det f.eks. almindeligt, at man blev tvunget til at tilbageholde oplysninger og give intetsigende eller misvisende svar i forhold til oppositionen, og det var almindeligt accepteret, at man kunne gå langt med hensyn til fortielser og uklarhed i svarene. Efter nogle høringsdeltageres opfattelse gik grænsen ved det bevidst løgnagtige, indtil da kunne sandheden sløres ved hjælp af fikse formuleringer.« Og to sider senere i rapporten hedder det tilsvarende: »Flere høringsdeltagere fra centraladministrationen gav udtryk for, at fortielser eller fordrejninger med hensyn til kendsgerninger eller vurderinger var meget almindelige. I et ministerium havde man indtryk af, at gode evner hertil nærmest var en forfremmelsesgrund. Tilsvarende udtalte flere, at man stort set accepterede fortielser og uklarhed i besvarelser af de folketingsspørgsmål m.m. – der var tale om en særlig kunstart.«

Noget tyder på, at der kan være god grund til at ruske op i sandhedspligten. Pligtens betydning for folkestyret er helt central.

Det er derfor også godt, at der nu er nedsat et særligt udvalg med Højesterets tidligere præsident Børge Dahl i spidsen, der skal give sandhedspligten et eftersyn.