Frygt i en ebolatid

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Er ebola vor tids pest? Kan vi dø af listeria i rullepølsen? Og af multiresistente bakterier i svinekoteletten? Må vi indstille os på, at skybrud med jævne mellemrum sætter både by og land under vand? Er mandlige pædagoger potentielle børnelokkere? Og unge mørklødede mænd potentielle terrorister? Er Danmark blevet til et slaraffenland for dyresexturister?

Hver dag hører vi i medierne om disse – og mange andre – fænomener, som gør os urolige og bekymrede. Hvor stor er risikoen? Bliver jeg selv ramt? Dybest set ved vi det ikke. Det er denne stadige tvivl, som har fået nogle til at hævde, at vi lever i et ”frygtsamfund”, som er kendetegnet ved kronisk usikkerhed, frygt og latent mistillid. En frygt, som på sin side fører til øgede krav om sikkerhed i form af øget overvågning, antiterrorlove, skærpede sikkerhedsforanstaltninger i lufthavne osv.

Som sådan er frygt både et eksistentielt vilkår og en overlevelsesmekanisme. Hvis jeg møder en truende mand på gaden, vil frygten få mig til enten at forsvare mig eller at tage benene på nakken. Her er frygt en rationel reaktion på en reel fare. I det moderne samfund er der imidlertid en række mekanismer, der kan forstærke frygten, så den bliver til en ”flydende frygt”, som gennemstrømmer samfundet og kan binde sig til mange forskellige objekter.

I dag har vi ikke på samme måde som tidligere religionen og traditionen at støtte os til, hvilket i sig selv kan skabe en grundlæggende eksistentiel usikkerhed. Samtidig bliver samfundet stadig mere komplekst og uoverskueligt, og dermed vanskeligere at navigere i. Endelig konfronteres vi med nye globale risici i form af klimatrusler, finanskriser og international terrorisme, som vækker bekymring og gør tilværelsen usikker for mange mennesker.

Ikke, at der ikke kan være gode grunde til at frygte mange af de nævnte ting, men når de får massiv omtale i medierne kan frygten nogle gange gå ud af proportion og blive irrationel. Det er oplagt, at de moderne – trykte og elektroniske – medier i høj grad er med til at påvirke vores oplevelse af, hvad der er grund til at frygte og bekymre sig om. At mediernes vej til at holde på oplagstal og seere går via fængende overskrifter, er velkendt. Sex, vold og katastrofer sælger. En god historie er ofte en dårlig historie. Medierne vil i sagens natur ofte være tilbøjelige til at fokusere på det spektakulære, usædvanlige og nogle gange bizarre.

Når givne risici får massiv mediedækning, kan man imidlertid let få det indtryk, at de er store og i kraftig stigning. Et helt aktuelt eksempel er mediernes stadige omtale af ebola som en potentiel verdensomspændende epidemi, hvilket skaber panik og fører til krav om særlige kontrolforanstaltninger i lufthavne af indrejsende fra afrikanske lande.

Ikke desto mindre har der i USA til dato kun været fire tilfælde af ebola ud af en befolkning på ca. 300 millioner. Det svarer til, at risikoen for at pådrage sig ebola er 39 gange mindre end risikoen for at blive ramt af et lyn. I Danmark har vi slet ikke haft nogen tilfælde af ebola, hvorfor risikoen p.t. må betegnes som lig med nul.

Herhjemme har den megen omtale i medierne af multiresistente bakterier i svinekød også skabt bekymring og ført til, at nogle forbrugere har droppet svinekoteletten, ligesom en norsk dagligvarekæde overvejede helt at boykotte dansk svinekød. Siden 2012 har der imidlertid ifølge Statens Seruminstitut herhjemme kun været fire dødsfald forårsaget af den resistente svinebakterie MRSA CC398. Til sammenligning dør ca. 14.000 mennesker hvert år af rygning i dagens Danmark. Det er imidlertid ikke nogen nyhed, hvorfor det ikke får tilnærmelsesvist samme bevågenhed i medierne som MRSA, til trods for at rygning udgør en langt større risiko. Mediernes stærke fokusering på det usædvanlige og det ekstraordinære kan således føre til, at hverdagens måske langt større risici underbetones.

Kriminalitet er også et centralt element i ”frygtsamfundet”. Hvis man f.eks. ser Station 2, eller læser formiddagsaviser, kan man let få en oplevelse af, at kriminaliteten herhjemme er høj og stigende. Men ser vi eksempelvis på antallet af drab, så har det i mange år ligget konstant på i gennemsnit 46 om året. Det er velkendt, at især ældre mennesker frygter at blive overfaldet og derfor holder sig inden døre. For de 50-74 årige er voldsrisikoen imidlertid meget lav, og er tilmed faldet gennem de seneste ti år, så den nu ligger på ca. 0,6 pct. Unge mellem 20 og 24 år har ni gange større voldsrisiko end de ældre, nemlig 5,6 pct.

Helt afgørende, når vi taler om frygt, er selvfølgelig også terrortruslen, som ikke mindst siden terrorangrebet i New York den 11. september 2001 har stået højt på mediernes dagsorden.

Der kan ikke herske tvivl om, at 9/11 har været med til at skabe en ny ”frygtens æra”, som vi også herhjemme har mærket i form af et øget alarmberedskab og sikkerhedsforanstaltninger i form af bl.a. to ”terrorpakker”, som giver politi og efterretningsvæsen øgede beføjelser i forbindelse med efterforskning af terrormistænkte (telefonaflytning, hemmelige ransagninger, administrativ udvisning m.v.).

Spørgsmålet er imidlertid, om frygten for terror har fået os til at gå for vidt, så vi for at opnå en form for sikkerhed, nemlig national sikkerhed, har givet køb på en anden form for sikkerhed, nemlig retssikkerheden. Dette er da også baggrunden for, at regeringen har besluttet at nedsætte en kommission, der skal undersøge dette spørgsmål.

Selv om frygt kan være medieskabt, og vi også herhjemme kan se visse tendenser til et ”frygtsamfund”, skal man ikke desto mindre passe på med at overdrive mediernes rolle. Folk er ikke nødvendigvis ukritiske modtagere af mediernes budskaber, men kan godt tænke selv. Og hvis frygten er stigende, må vi forvente at trygheden og tilliden i samfundet er faldende, idet frygt netop kan ses som fravær af tryghed og tillid. Ifølge TrygFondens undersøgelser af danskernes tryghed er den generelle tryghed faldet fra 87,8 pct. i 2004 til 74,2 pct. i 2013. Omvendt er andelen af utrygge danskere steget fra 4,3 pct. til 15,2 pct. i samme periode, hvor den økonomiske krise satte ind og arbejdsløsheden røg i vejret. Ikke desto mindre ligger trygheden stadigvæk på et ret højt niveau, til trods for finanskrise, terrorplaner, fejlslagne klimatopmøder m.v.

Hvis vi ser mere specifikt på terrorrisikoen, synes den ikke i nævneværdig grad at have påvirket danskernes frygt, hvilket kan forekomme overraskende, idet risikoen er høj ifølge officielle vurderinger, ligesom den også har stået højt på mediernes dagsorden i forbindelse med en række spektakulære terrorsager såsom drabsforsøgene på Kurt Westergaard og Lars Hedegaard, bombesprængningen på Hotel Jørgensen og terrorplanerne mod JP-Politikens Hus.

Ikke desto mindre har danskernes frygt for at blive ramt af et terrorangreb (personlig utryghed) ligget konstant på i gennemsnit ca. 10 pct. bekymrede i perioden 2004 til 2013. Danskernes overordnede bekymring for terrortruslen (samfundsbekymring) er højere, men har ikke desto mindre været faldende fra 31 pct. i 2005 til 22 pct. i 2013.

Der er andre spørgsmål, som i højere grad optager os, nemlig den fremtidige finansiering af velfærden (66 pct.), arbejdsløsheden (65 pct.), kriminalitet (58 pct.) og om integrationen er slået fejl (57 pct.).

Tryghedsmålingerne viser endvidere, at en del danskerne mener, at medierne overdriver terrortruslen, dvs. vi tager ikke bare mediernes budskaber for gode varer, men er også kritiske over for disse.

En del af forklaringen på, at terrortruslen ikke står særlig højt på danskernes dagsorden kan – ud over skepsis over for medierne – være, at de politiske tiltag mod terror har gjort os mere trygge, eller i hvert fald har skabt en illusion om tryghed. Hertil kommer, at terrortruslen er blevet ”normaliseret”, så den opfattes som en del af tilværelsen, som vi i det daglige ikke tænker mere over, end f.eks. risikoen for at omkomme i en trafikulykke. Endelig skal nævnes, at tilliden – stadigvæk – er meget høj i det danske samfund. I empiriske tillidsmålinger kommer vi – med knap 78 pct. tillidsfulde danskere – ind på en suveræn førsteplads sammenlignet med en hel række andre lande.

Hvis man således spørger, om der er alternativer til ”frygtsamfundet”, vil mit svar lyde: ja, velfærdssamfundet. I velfærdssamfund som det danske går høj tillid og lav kriminalitet nemlig hånd i hånd med lav ulighed, som betyder, at forskellene i samfundet ikke bliver for store. I lande som f.eks. USA, Sydafrika og Brasilien går høj ulighed derimod hånd i hånd med lav tillid og høj kriminalitet. Her kan man i langt højere grad tale om frygtsamfund, hvor mange mennesker i bogstavelig forstand sover med en ladt pistol under hovedpuden.

Så langt er vi – heldigvis – ikke kommet herhjemme, og hvis vi vil undgå, at det sker, er det for mig at se vigtigt, at vi holder fast i kvaliteterne i det danske velfærdssamfund.