Danske krigssejlere som allierede

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I dag – den 6. juni – på 70-årsdagen for D-dag er Danmark for første gang officielt repræsenteret ved mindehøjtideligheden i Normandiet, og dermed skrives der et nyt kapitel i historien om Danmark under Anden Verdenskrig. Dannebrog vajer nu sammen med flagene fra de øvrige allierede nationer.

At denne ære langt om længe tilfalder Danmark skyldes, alle andre gode kræfter ufortalt, at der rent faktisk var danskere i tusindvis som kæmpede på allieret side.

Mennesker, som satte deres liv på spil. Som i årevis led enorme afsavn. I krig uden for Danmark og uden hverken officiel opbakning eller støtte. Den langt, langt største gruppe var de danske søfolk, som udgjorde mindst 6.300 personer. Det er dem, som hyldes i dag. Fra 1939 til 1945 ydede de en formidabel indsats for den allierede krigsførelse – fra april 1940 i direkte krig med Tyskland.

Krigssejlerne besejlede alle verdenshavene. De var med i ishavskonvojerne til Rusland. De fragtede forsyninger, tropper og materiel rundt i Stillehavet. Og de sejlede i pendulfart ad Atlanterhavets hovedfærdselsårer med de forsyninger, der var så afgørende for at holde Storbritannien inde i krigen. En livline for krigsindsatsen.

Det glemmes tit, at Anden Verdenskrigs længste slag hverken blev udkæmpet på landjorden eller i luften, men derimod til søs og med handelsflåden som hovedaktør.

”Slaget om Atlanten”, som Winston Churchill betegnede det, foregik fra september 1939 til maj 1945. Efter krigen understregede Churchill, at »Slaget om Atlanten var den dominerende faktor krigen igennem. På intet tidspunkt kunne vi glemme, at hvad der foregik andre steder, på landjorden, på havet eller i luften fuldt og helt afhang af, hvordan slaget udspandt sig.« Det var først fra foråret 1943, at de allierede fik det afgørende overtag i Atlanterhavet.

Under forberedelsen til D-dag var handelsflåden central for opbygningen af invasionsstyrken – både hvad tropper, materiel og forsyninger angik. Men handelsflåden spillede sammen med de øvrige dele af søstridskræfterne derudover en væsentlig rolle ved selve invasionen i 1944.

Hvis man står ved Normandiets kyst i dag er det ikke svært at forestille sig, at synet af de tusinde og atter tusinde skibe, der i morgentågen den 6. juni 1944 mødte de tyske soldater, må have været skræmmende.

Under kodenavnet ”Operation Overlord” var en landgang af hidtil uset format og størrelse sat i gang. I runde tal blev 130.000 mand på førstedagen landsat fra søsiden og yderligere 23.000 fra luften. Til at gennemføre operationen blev der brugt tæt ved 7.000 skibe som talte både landgangsfartøjer, krigsskibe og et større antal handelsskibe.

Det var i denne sidste kategori, at Danmark deltog. Anslået 20 danske skibe – hovedparten under Dannebrog – var således en del af invasionen og med i ugerne der fulgte. Af de over 6.300 søfolk, som under krigen gik i allieret tjeneste, deltog omkring 800 i ”Operation Overlord”. Som det havde været tilfældet siden Besættelsen, ydede søfolkene også her den uden sammenligning største danske indsats til den allierede krigsførelse.

I en samtidig beskrivelse beretter en sømand, under dæknavnet ”Kaj”, om sine oplevelser fra invasionens anden dag.

Kaj fortæller om rutefarten – lastning og losning – mellem den engelske kyst og Normandiet og gør sig følgende betragtning: »Vi begyndte at føle, hvor betydningsfulde vi faktisk var som et af de mange små led i det mægtige invasionshjul, som i dag kører hensynsløst fremad mod nazismens bødler, der nu også en skønne dag vil komme til at rømme vort eget besatte Danmark.«

Hvem Kaj var, ved vi ikke. Måske blev han en af de omkring 1.000 danske krigssejlere der betalte den højeste pris i allieret tjeneste? Det kan også være, at han overlevede krigen og vendte hjem til Danmark. En ting synes i hvert fald sikkert: at det ville have glædet ham umanerligt at vide, at Danmark i dag – ved markeringen af 70 året for D-dag – anerkendes som allieret nation.

Og det ikke kun fordi Danmark anerkendes, men fordi anerkendelsen hænger uløseligt sammen med den kæmpeindsats, søfolkene ydede. I en efterfølgende tale af den engelske konge om invasionskonvojernes indsats blev danskernes bidrag nævnt. Og kongen betonede ligefrem, at invasionen »ikke kunne være gennemført uden den strålende tapperhed, som er udvist af vore søfolk og af dem fra de Forenede Nationer og Danmark«.

Når Danmark blev omtalt på denne måde var det imidlertid ikke fordi Kong George VI havde et særligt ønske om specifikt at fremhæve det danske bidrag, hvor værdsat det end var, men fordi de deltagende danske sømænd faldt i en kategori for sig selv. For i Anden Verdenskrig var Danmark ikke en krigsførende nation. Bevares, vi var besat af Tyskland, men vi var aldrig formelt i krig.

At den danske regering tilbage i april 1940 valgte en strategi med samarbejde og forhandling overfor besættelsesmagten udsprang af en lang række hensyn, herunder et ønske om videreførelse af en de facto dansk neutralitetspolitik samt opretholdelsen af en så lempelig dagligdag som mulig i Danmark. Et ønske som i øvrigt også besættelsesmagten delte.

Men når disse hjemlige hensyn skrælles bort, afdækkes imidlertid en række konsekvenser af samarbejdspolitikken over for de danske som engagerede sig på allieret side uden for landets grænser. Særligt i de første år var der blandt de allierede en dobbelthed i synet på søfolkene, som tog afsæt i den politik, Danmark førte og forholdene i landet. Velkendte kategorier – ven eller fjende – blev erstattet af et paradoksalt begreb: ”venligtsindede fjender”.

Dobbeltheden kom mest markant til udtryk i de vilkår, søfolkene blev underlagt i primært britisk tjeneste, hvor de blev udsat for en række restriktioner, og ved det faktum, at danske skibe ikke fik lov til at sejle under eget flag. Først juledag 1943, altså efter august 1943 og regeringens afgang, kom Dannebrog igen til tops efter tilladelse af Storbritannien. En beslutning, som fik krigssejlerne til at føle sig som allierede af gavn, hvis ikke af navn.

Til dagens begivenhed har kunstneren Per Arnoldi fremstillet en særlig plakat. Temaet er krigssejlerne 1939 til 1945 og understregning af, at krigssejlerne var de første frihedskæmpere. Ud over teksten illustreres dette ved et Dannebrog, der går over i et frihedskæmperarmbind til en baggrund af bølger.

Arnoldis plakat rammer – muligvis utilsigtet – det skisma der sidenhen har eksisteret mellem krigssejlerne og modstandsbevægelsen. En af sømændene, kaptajn H.C. Røder, skrev i 1957 bogen ”De sejlede bare…”, og formåede med sin velvalgte bogtitel præcist at indfange krigssejlernes særlige vilkår og status.

Dels ved understregningen af, at søfolkene gjorde deres pligt – nemlig at sejle – og dermed tog vare på Danmarks interesser, og dels ved betoningen af, at eftertiden havde slået indsatsen hen. Røders sigte var ganske klart: at få krigssejlerne solidt placeret blandt frihedskæmperne – endog som de første blandt ligemænd.

I udgangspunktet synes synspunktet ligetil, men når det alligevel voldte kvaler, skyldtes det grundlæggende to forhold: For det første delte krigssejlerne ikke oplevelser med den øvrige danske befolkning.

Deres bedrifter passede ikke ind i den nationale fortælling. For det andet oplevede søfolkene hverken besættelsen eller befrielsen. De vendte først hjem, da det hele i Danmark var overstået og samfundet var på vej tilbage til normale tilstande.

For dem, som havde været i allieret tjeneste blev konsekvensen, at de ikke var hjemmehørende i den folkelige befrielsesfest, hvor alle havde været i samme båd. Det var ikke fordi, de blev nægtet adgang, men fordi festen havde det mentale adgangskrav, at man havde delt besættelsestidens vilkår. Det havde krigssejlerne ikke.

Ved mindehøjtideligheden i dag får Danmark status som allieret nation. For krigssejlerne må det være glædeligt at vide, at denne anerkendelse ene og alene kan tildeles Danmark på grund af det bidrag, de ydede til den allierede krigsindsats og dermed for Danmarks frihed.

Prisen, de betalte, var høj – for over 1.000 var det med livet som indsats – og mange af dem, som overlevede, blev mærket for livet. Æret være deres minde.

Anders Bjørn Hansen er historiker og forfatter til bogen: Breve fra Anders. En fortælling om danske sømænd i krig 1939 – 1945 (Gyldendal 2012)