Kronik: Nazimens kultsteder

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Efter at have ventet på billetter i otte år, var jeg i august i Bayreuth for at høre to Wagner-operaer.

”Festspielhaus” i Bayreuth er i dag et kultsted for Wagner-elskere fra hele verden. Men i 1930'erne var det først og fremmest et nazistisk kultsted.

Hitler elskede Wagners musikdramaer og spejlede sig sikkert i operaer som ”Lohengrin” og ”Mestersangerne fra Nürnberg”. Og der er heller ingen tvivl om, at der er lighedspunkter mellem Wagners romantisk-nationalistiske og antisemitiske idéer og Hitlers forestillinger.

Wagner må formentlig ses som en af ”vejberederne”. Men i modsætning til Hitler var Wagner et geni, en kunstner af de helt store. Og det er problematisk at gøre ham ansvarlig for noget, der skete over et halvt århundrede senere.

Men tilbage til "kultsted". Dem er der mange af i denne sydlige, katolske del af Tyskland. Det var her, nazismen opstod, nærmere betegnet i München, hvor Anton Drexler i 1919 dannede Deutsche Arbeiterpartei. Hitler meldte sig som afmønstret korporal ind samme år, og året efter blev han leder af partiet på grund af sine evner som taler. Samtidig udvidedes navnet til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP.

I november 1923 iværksatte Hitler, general Ludendorff og andre et kup i München, der mislykkedes, efter at 20 mennesker var blevet skudt af politi og militær. Men efter en kort fængselsstraf, hvor han skrev ”Mein Kampf”, besluttede Hitler at erobre magten ved hjælp af stemmesedlen - og lidt terror i gaderne - og vi ved, hvordan det gik. 30. januar 1933 skete ”magtovertagelsen” med hjælp fra højtstående kredse og andre nationalistiske partier, selvom NSDAP ved det seneste valg i november havde tabt to millioner vælgere og "kun" fået en tredjedel af stemmerne. The rest is silence... ja, bare det var.

Nogle tror, Hitlers fastholdelse af magten først og fremmest skyldtes terror. Terroren var selvfølgelig vigtig, den knuste al umiddelbar opposition, men vigtigere var den fascinationskraft, der udgik fra Hitler-myten, og som ved hjælp af propaganda skabte, hvad tyske historikere kalder et »konsensusdiktatur«: Et diktatur, der hvilede på folkets samtykke. Wagner-festspillene var kun den mest elitære del af denne konstruktion af samtykke. Hele livet fra vugge til grav blev "invaderet" af propagandaen, dygtigt iscenesat af Joseph Goebbels. Folket troede på Hitler som en halvgud, der ikke kunne fejle, og de fleste så først vanviddet i øjnene ved kapitulationen i maj 1945, hvor de var tvunget til det.

Trods enorme lidelser fortsatte støtten til regimet til det sidste, og der gik mange år, før et flertal af tyskerne blev demokrater i almindelig vestlig forstand af ordet. I dag er de det til gengæld også, belært af nazismen er tyskerne nok det mest fredselskende folk i Europa. Og fred og demokrati hænger sammen.

Hvordan er denne transformation sket? Egentlig skete den sent. I 1960'erne havde tyskerne stadig ikke for alvor gjort op med deres mørke fortid. Det var en af baggrundene for den voldsomme udvikling, studenteroprøret antog i 1970'erne. Men i de sidste 30 år har den såkaldte Vergangenheitsbewältigung (fortidsopgør) spillet en stor rolle for tyskernes bevidsthedsændring.

I Wagners villa i Bayreuth, ”Haus Wahnfried”, er der godt nok ikke mange spor heraf. Selvom Hitler var en nær ven af huset, ses dette ikke i udstillingen. Men anderledes ser det ud i resten af nazismens vugge, München og Nürnberg.

Ikke mindst i Nürnberg gør man meget ud af nazifortiden. Byen var af mange grunde udvalgt som "hellig" af nazisterne. Her havde den tysk-romerske kejser en borg, hvor han i middelalderen holdt "rigsdag" med de tyske fyrster. Borgen ligger der endnu, men er ligesom næsten alt andet i Nürnberg genopbygget efter de ødelæggende bombardementer i krigens slutning.

Det var til Nürnberg, Wagner henlagde sin ”Mestersangerne”, og byen blev under nazismen kaldt for »den tyskeste af alle tyske byer«. Der er da heller ingen tvivl om, at det har været en fantastisk smuk by, og den er stadig et besøg værd. Men i dag kommer turisterne ikke så meget for at se en enestående middelalderby - eller det, der er tilbage af den - som for at se levningerne fra en periode, der var vild med Middelalderen, og som i dag forekommer næsten lige så fjern, nemlig den nazistiske.

I mange år vidste byen ikke, hvad den skulle stille op med det enorme område - 11 kvadratkilometer - i byens udkant, som nazisterne kaldte ”Reichsparteitaggelände”. Her havde de, med Albert Speer som hovedarkitekt, i antik stil bygget en række store anlæg til massedemonstrationer under deres ”partikongresser”. De fleste vil kunne huske dem fra film om nazismen, ikke mindst Leni Riefenstahls ”Triumph des Willens” fra 1935. I midten lå den gigantiske ”Kongreshalle” i amfiteatralsk form, der skulle kunne rumme 50.000 mennesker.

Efter krigen blev en del af anlæggene revet ned, men trods dette kan man intetsteds i Tyskland i dag se levninger af nazistisk arkitektur i samme omfang som her. I årtier vidste man ikke, hvad man skulle stille op med ”Kongreshalle”, der aldrig blev helt færdig, men som stadig er en imponerende bygning. I 2000 blev det så besluttet at oprette et dokumentationscentrum, der under navnet ”Faszination und Gewalt” skulle vise områdets funktion under nazismen.

Det er blevet en omfattende udstilling om hele nazismens historie og om den magt, ritualer og propaganda kan have. I en uge hvert år var Nürnberg med den gamle by og Reichsparteigelände omdannet til en kæmpe scene for ”folkefællesskabet” og Hitler-kulten. Parader, musik, taler - ikke mindst af Hitler - fyldte luften fra morgen til aften. Her skulle politik ikke forstås med fornuften, men med følelserne, den skulle ”opleves” for at virke identitetsskabende. Og målet blev nået: Konsensusdiktaturet blev skabt og tyskerne indoktrineret i en grad, så de var villige til at dø for Hitler.

Det er en ny mestersang, der lyder fra Nürnberg. Dokumentationscentrummet viser, hvor bevidst tyskerne distancerer sig fra naziperioden. Det er et af de mest spektakulære i Tyskland, men langt fra det eneste.

Tilsammen vidner disse udstillinger om en gennemført indsats mod en genoplivelse af nationalistiske og racistiske bevægelser, en indsats som desværre også har vist sig nødvendig, når man tænker på fremgangen for disse bevægelser i de østtyske delstater.