Kronik: Dr. Dampe - den glemte martyr

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når man i dag siger Dr. Dampe, er svaret som regel: Kender ham ikke. I 1820 straffede statsmagten ham urimeligt hårdt på grund af hans skelsættende synspunkter.

Men jeg har altid været fascineret af ham og har undret mig over, at hans historiske betydning er blevet underkendt. Det har jeg forsøgt at råde bod på med en biografisk fortælling om den kontroversielle doktor, der var den største trussel mod den menneskefjendske enevælde. Han var guldalderens mest betydelige systemkritiker, der kæmpede for ytringsfrihed og demokrati. Tanker, som vi også i dag ser gradbøjet næsten dagligt i den offentlige debat.

Enevælden, med den lille soldaterkonge, Frederik VI i spidsen, var ikke tilhænger af reformer. Han havde dårlige erfaringer. Kongens far, den sindssyge Christian VII var jo i lang tid under påvirkning af den fremskridtsvenlige Struense, indtil han blev standset og henrettet.

Og da Dampe små 50 år efter slog til lyd for en grundlov, der skulle give folket medbestemmelsesret, blev han også dømt til døden. Han var en trussel mod de enevældige magthavere, men kongen fik det råd, at han hellere skulle fængsle Dampe og gemme ham væk på livstid. Hvis man dødsdømte ham, var magthaverne tvunget til offentligt at fremlægge hans afslørende udtalelser om kongen, og det ville være ubelejligt i et land, hvor kongens uindskrænkede magt, ikke var populær, især på grund af statsbankerotten i 1813.

Men hvad var Dampes baggrund?

Han blev født i 1790 i København. Hans far var skrædder, og hvis det var gået som det plejede dengang, var Dampe uden tvivl også blevet skrædder. Men man så hurtigt, at han var et usædvanligt lyst hoved og takket være en velbeslået velynder, kom han i 1799 ind på Metropolitanskolen og blev - kun 14 år gammel - student. Han gled derefter uden besvær ind på universitetet. Allerede som 19-årig blev han teologisk kandidat, selvom han sideløbende med sine teologiske studier kastede sig over sprog og filosofi. Det blev til en afhandling om ”etikken i Koranen”, som gav ham universitetets guldmedalje! Som 22-årig fik han en doktorgrad - ikke i teologi, men i filosofi. Hans fremtid tegnede lyst.

Men et ulykkeligt ægteskab og den straf, han fik for at være i opposition til den enevældige Frederik VI, gjorde, at hans liv endte tragisk. Selv i dag må datidens behandling af ham stå som det største politiske mord i Danmarks historie.

Og hvad var hans forbrydelse? Han ville blot have en grundlov, der sikrede det danske folk ret til demokratiske valg. Men det var Frederik VI imod. Alligevel trodsede han enevælden, argumenterede for en fri forfatning og satte spørgsmålstegn ved kongens uindskrænkede magt.

I starten af 1820 - hans skæbneår - var hans oppositionslyst på det højeste. Det fik naturligvis enevældens trofaste tilhængere til at reagere, og Dampe fik ganske simpelt forbud imod at ytre sig offentligt.

I sin fortvivlelse benyttede Dampe sig af sin borgerret. Han ville møde kongen og forelægge sin sag for ham. Men kongen handlede imod sædvane og nægtede at tage imod ham. Der var ellers ikke den lommetyv, der ikke kom i audiens hos kongen.

Trods modstand gentog Dampe sine krav om en fri forfatning. Han var den første danske liberalist og i flammende taler, provokerede han fortsat magthaverne.

Men i november 1820 klappede fælden.

Da Dampe og to meningsfæller - den ene var politistikker - ankom til Brolæggerstræde, hvor der var lejet et lokale, så man kunne stifte en forening til fremme af demokratiet, blev de mødt af politiet, der konfiskerede det skriftlige materiale Dampe havde på sig.

Han blev arresteret og nu startede 27 års helvede for den unge doktor. Først fem år i Kastellet i København uden en gårdtur, så næsten 16 år i statsfængslet på Christiansø, så syv års forvisning i Rønne. Han benådes endelig af Frederik VII. Og sine sidste 20 år lever han af en beskeden statspension på et pensionat på Vester Vold i København.

Men da han endelig kom tilbage til hovedstaden var han glemt, og allerede året efter blev han overhalet af historien. Danmark fik sin grundlov i 1849. Dampe kunne fra sine vinduer på Vester Vold se grundlovsoptoget drage forbi med musik og faner. Ham havde ingen inviteret. Han var af sin samtid blevet dømt til glemsel. Man vidste hvem han var, men folk gik over på den anden side af gaden for at undgå at møde den mand, der ofrede 27 år af sit liv for folkets ret.

Dampe var nu uden muligheder, både som politiker og som forfatter. Hans kendteste værk er hans erindringer med den lange titel: ”Fortælling om mit fængsel i hårdeste grad i 20 år og min forvisning i syv år, lidelser, mig tilføjede formedelst min lære om folkets ret.” Den udkom i 1858, 10 år efter hans benådning. Bogen er sikkert skrevet for at bryde den tavshed, der var blevet omkring ham. Men den blev på det nærmeste tiet ihjel. Det officielle Danmark ville fortrænge mindet om ham. Typisk for vort lille land.

Dampe var ikke folkelig og populær, og hans standpunkter blev ikke forstået i guldalderens Danmark. Så i dag huskes han bedst af de turister, der har besøgt fængslet på Christiansø med Dampes Celle.

Hvad var han for en mand? Han var kantet, begavet og visionær - også politisk. Han kunne være blevet en betydelig statsmand, hvis han ikke havde været for tidligt ude med sine ideer. Han pegede på de demokratiske rettigheder, vi tager som en selvfølge i vore dages vestlige samfund. I mange tilfælde har disse rettigheder kostet dyrt for os mennesker.

Demokrati og ytringsfrihed er ingen naturtilstand, men noget der skal kæmpes for. Dampe tog kampen op, og han kom til at betale en meget stor pris for sin overbevisning.

Derefter blev han glemt. Tiet ihjel.

Med min bog, "Det største politiske mord" vil jeg gerne bringe en af Danmarks interessante politiske begavelser frem i lyset. Hans samtid sjoflede ham. Og eftertiden har heller ikke levnet ham meget.

Hans evner til at gå på kompromis og til i afgørende situationer at lytte til andre gjorde, at enevældens folk fik alt for let ved at kvæle hans visioner og banebrydende ideer.

I 2003 havde jeg den store glæde at spille titelrollen i Niels Brunses skuespil, "Dr. Dampe - en demokrat i lænker” på Rialto Teatret med Mogens Pedersen som instruktør. Her fik jeg lov at være med i arbejdsprocessen, mens Niels Brunse skrev stykket. Det var meget spændende og gav mig en masse inspiration.

Min bornholmske sømandsfamilie har, lige så længe jeg kan huske, fortalt mig om ham. Og jeg har været omkring 10 år, da jeg så hans celle på Christiansø første gang.

Dampe er altså for mig en gammel fascination og i forlængelse af Dampe-forestillingerne på Rialto, gæstede vi Christiansø med stykket og medbragte en granitsten, som blev anbragt udenfor fængslet med Dampes vigtigste data. Den skulle være med til at give en viden om den dystre skæbne, forkæmperen for demokratiet i Danmark fik.

Dampe levede i guldalderen. Tiden hvor man dyrkede skønheden og placerede den i store guldrammer. Man higede og søgte, men kun i gamle bøger. Bagsiden af guldaldermedaljen med fattigdom, statsbankerot, jødefejden, angsten for at menigmand kom til orde, var en del af tiden, som Dampe forsøgte at bringe op til overfladen. Men magtapparatet fik Dampe gemt væk.

Da Dampes erindringer blev genudgivet i 1951 skrev forfatteren Carl Dumreicher i sin indledning, »at enevælden og guldalderen ikke havde ét, men to symboler: Frederiksberg Have med kongefamiliens sejlads i kanalerne mellem ærbødigt bukkende og nejende borgere på bredderne - og den lille klippeø ved Danmarks østgrænse med et solidt statsfængsel og den ensomme livsfange«.

Dampe fik en nyrelidelse, som i flere år blev holdt nede med smertestillende medicin, formentlig opiumsdråber.

Han døde på kommunehospitalet i København af sin lidelse i 1867. 77 år gammel.

Aviserne omtaler næsten ikke hans død. Kun Fædrelandet bringer en notits, hvor i der står, at han var »martyr for enevældens spøgelsesfrygt«.

Hans gravsted på Assistens Kirkegård er for længst sløjfet. Hans fjender fik deres vilje: Han blev tiet ihjel.

Preben Harris: ”Det største politiske mord” er netop udkommet på Gyldendal, 199,00 kr.