Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik: En desillusioneret skatteborger

Journalist Sigrid Wilbeck frygter for den dag, hun får brug for ”systemet”. For et utal af absurde situationer i hendes omgangskreds har vist, at der er noget råddent i system-Danmark.

Jeg betaler med glæde min skat. Ja, faktisk føler jeg mig privilegeret over at bo i et samfund, hvor man betaler så meget i skat, som man gør i Danmark. For et samfund, hvor borgerne er villige til at give knap halvdelen af deres optjente penge til social sikkerhed, uddannelse og sundhed, det er et samfund, man kan være stolt af at leve i, og som jeg ivrigt har forsvaret, når jeg har mødt folk fra fjernere himmelstrøg.



Men jeg er begyndt at tvivle.



Indtil nu har jeg gang på gang hidset mig op over uretfærdigheder, der er blevet pålagt gode mennesker i mødet med systemet. Men i sidste ende er jeg blevet enig med mig selv om, at det må være særtilfælde - det kan simpelthen ikke være normen. Men som sagt er jeg begyndt at tvivle for alvor - og jeg må ærligt indrømme, at følelsen af afmagt, uret og frustration nu har taget over.



Et utal af absurde situationer i min omgangskreds - som for øvrigt er velfungerende, veluddannede mennesker, som pligtskyldigt gør deres til at bevare vores rige velfærdssamfund - har vist mig, at der virkelig er noget råddent i system-Danmark.



Min veninde er en klog, arbejdsom og sød kvinde. Hun har trods svære odds i barndommen kæmpet sig ind på universitetet. Hun mangler kun sit speciale. Hun er på barsel, og da der næsten er gået et år, begynder ulykkerne at vælte ned. Hendes stedfar, som står hende rigtigt nær, får konstateret kræft. Og her begynder en langvarig kamp med systemet for at sikre ham rigtig behandling - ja nærmest bare en diagnose.



Et halvt år efter at min venindes stedfar har fået konstateret kræft, har hendes mormor konstante smerter i hoften. Lægerne mener ikke at kunne finde noget. Tre måneder efter konstaterer de, at hun har gået rundt med et hoftebrud, fordi hoften er ædt op af kræft. Men inden da når den pæne ældre dame at vride sig i smerter, fordi lægerne bare sender hende hjem med beskeden om, at der ikke er noget galt.



Min venindes morfar opfører sig yderst mærkværdigt, og han kommer på hospitalet. Hjemme ligger mormoderen og er dødssyg af kræft. Men plejepersonalet vælger at sende ham hjem til hende på trods af, at han ikke kan holde på afføringen, og oveni vælger sygehuset så også at lade være med at fortælle familien, at han dagen før er stukket af fra hospitalet, og at politiet har fundet ham. Og det hele foregår i en tiltaleform, som ville gøre de fleste skidt tilpas.



I juni dør min venindes mormor efter et halvt år i helvede.



Nu en måned efter har lægerne endelig konstateret, at min venindes morfar har kræft i store dele af kroppen.



Hendes stedfar har stadig kræft og vil med stor sandsynlighed dø af det inden for kort tid.



Min veninde har flere gange forsøgt at gøre sit speciale færdigt, men uden held. De praktiske problemer og den følelsesmæssige belastning, det er at se tre meget nære familiemedlemmer dø, er for meget til, at hun kan gennemføre den kraftpræstation, det er at lave et speciale.



Hendes og mandens økonomi er et helvede. Hun har været under uddannelse i en hel del år efterhånden og har på grund af det opbygget en stor SU-gæld. Hendes mand er også under uddannelse. Når de kan, forsøger de at tjene nogle penge hjem til dem og deres datter. I maj får min veninde et seks ugers konsulentjob og får hevet en klat penge hjem trods den ekstreme krisesituation, som hendes familie og hun er i.



Nu i juli er nerverne tyndslidte, og manden tager noget midlertidigt arbejde, så de kan forsørge deres datter. Og for første gang går hun sammen med sin mand ned på kontanthjælpskontoret og hører om mulighederne for, at hun kan få noget hjælp bare et par måneder. Tårerne fosser ud af øjnene på hende, og det er ham, som må føre ordet.



Svaret er nej. Hun er under uddannelse. Og nej, hun kan ikke få mere SU. Og hvis hun for øvrigt vil have kontanthjælp, så må hun melde sig ud af sin uddannelse.



En ubehøvlet mandlig sagsbehandler giver hende altså valget mellem at kunne færdiggøre sin uddannelse, som hun kun mangler specialet i, eller at få kontanthjælp.



Fordi hendes mand - og hun selv, når hun ikke er udsat for en ekstrem krise - er det, som man i politiker- og akademikersprog kalder ressourcestærke, finder han ud af, at hun faktisk godt kan få kontanthjælp, hvis hun søger om orlov fra sin universitetsuddannelse.



Sagsbehandleren har altså ikke bare behandlet hende decideret dårligt og uopdragent, han har også løjet over for hende om hendes muligheder - eller må vi dog antage - været uvidende om sit arbejdsområde. Men sådan er det jo i Danmark, har den seneste tids afsløringer af udlændingestyrelsens behandling af familiesammenføringer vist.



Jeg kan kun vente med ængstelse på næste kapitel i den tragiske farce, som min venindes møde med systemet har udviklet sig til.



Men altså så er det, at man tænker: Det må være enkeltstående.



Men nej.



I dag får jeg at vide fra en anden veninde, at hendes mand, som altså er under 30 år, en nat er faldet. Det gør meget ondt i hans ben, så de må ringe efter en ambulance, og de kommer ned på skadestuen. Her, midt om natten, som det er, pumper de ham med smertestillende, og lægen siger, at det er et trælår. Manden bliver dårligere, og de må blive nogle timer på skadestuen, fordi han slet ikke kan bruge sit ben.



Sygeplejerskerne ignorerer dem, når de siger, at den er helt gal, og ved halvfemtiden om morgenen bliver de smidt ud af skadestuen, selv om de er de eneste. Han har dog fået et par krykker. Uden for er manden ved at besvime. Men hjem kommer de, og efter en uge på smertestillende tager de med noget familie på ferie til Læsø som planlagt.



Han kan ikke bruge sit ben, det gør ondt, og han kan ikke støtte på det. De kan ikke forstå, at det bliver ved, og da der altså er gået en uge efter episoden på skadestuen i deres hjemby, tager de til lægen på Læsø, som stærkt chokeret sender dem til Hjørring Sygehus. Her konstaterer man, at han har brækket lårbenet helt oppe ved hoften, og han bliver straks opereret.



Absurd!



Egentlig kunne jeg blive ved med at fortælle historier om venner og bekendtes surrealistiske, uhyggelige møder med systemet. Om friske ældre mænd, som blot skal have lavet rutineoperationer, ender med stafylokokker og er tæt på at dø af sult. Men som bliver reddet, fordi deres børn kan tage fri fra arbejde og bruge en hel dag på at overbevise plejepersonalet om, at deres far skal have sondemad.



Jeg forstår det ikke. Jeg betaler 15.000 kr. i skat hver måned. Og oven i det kommer der moms og diverse afgifter. Og som sagt gør jeg det med glæde, fordi det netop skal sikre, at mine venner og familie og resten af landets borgere får den behandling og de ydelser, som de har ret til på en ordentlig og respektfuld måde, når de har brug for det.



Men jeg er blevet bange på det seneste. For hvis de erfaringer, min omgangskreds kan diske op med, er det, der vil møde mig, når jeg kommer i kontakt med systemet, så håber jeg, hverken at jeg bliver syg, kommer i krise eller på anden måde ud af slag. Og til hvad og hvornår skal jeg så egentlig bruge systemet - og hvorfor skal jeg så betale skat? Ærligt talt, så ved jeg ikke, hvad kernen i dette problem er. Manglende økonomiske ressourcer? Manglende menneskelige ressourcer?



Eller er det mig, der har for store forventninger?



Men en ting ved jeg, og det er, at jeg har kæmpet i fem år for at få en rigtig god universitetsuddannelse og for at kunne betale skat til samfundet med glæde.



Derfor rider det mig også som en mare, at det, jeg har kæmpet for, faktisk er, at jeg økonomisk støtter et system, der træder på, svigter og nedværdiger mine kære på en så absurd måde, at jeg skammer mig over at være skatteborger i dette land.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen