Nu må Europa skabe statsmænd

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De europæiske lande kan her og nu tage et enestående skridt for at afværge en global energikrise og høje hjemlige energipriser, hvis de sender krigsskibe og minestrygere til Hormuzstrædet for at bryde blokaden fra både amerikansk og iransk side.

Dermed kan de også tage skridt til at etablere en ny verdensorden end den eksisterende med Trumps evindelige trusler og de brutale krige, han selv, Putin samt Netanyahu har kastet sig ud i.

Skal en aktion have virkning, må europæerne bryde blokaden nu. De europæiske regeringsledere vil helst vente med at bryde blokaden, indtil der er indgået en fredsaftale, og så er en aktion jo omsonst. Det vil være en europæisk kapitulation over for Trump, hvis de holder sig fra Hormuzstrædet.

Præsident Donald Trump har netop taget skridt til en varig blokade, fordi det efter hans opfattelse rammer Iran hårdere end bombardementer. Det er økonomisk krigsførelse, mens parterne har erklæret militær våbenhvile. Det kan ende med en konflikt, der er hårdere end oliekrisen i 70’erne.

Europæerne har bøjet sig for Trump i forhold til Ukraine. Hvis europæerne bøjer sig for Trump i endnu en krig, som Trump endog står bag, så er det tom snak, når europæerne taler om selvstændighed og et uafhængigt forsvar.

Selvfølgelig kan det føre til en krise mellem Europa og USA, hvis europæerne vil sende marinefartøjer afsted for at sikre transporten af olie- og gasskibe samt containerskibe. Europa kan kun gøre det, hvis de indgår en aftale med Iran, så skibene skal betale en afgift, som når de sejler gennem Suez-kanalen.

Det vil Trump utvivlsomt forsøge at hindre. Specialtropper vil måske borde de europæiske marinefartøjer eller spærre for sejladsen. Men så må europæerne være parate til at bruge magt for at bryde Trumps magt. Det drejer sig om at sikre europæisk velfærd og forsyningen af både energi og produkter, der bruges globalt til fødevareproduktion.

Mange lande vil utvivlsomt vægre sig, først og fremmest Tyskland. Er det ikke galimatias at lægge op til en væbnet kamp med USA?

Jamen det var jo netop, hvad Danmark gjorde i vinter i forbindelse med Grønland, og flere europæiske lande bakkede op og sendte små militære styrker til Grønland. Vi var parate til en væbnet modstand.

Nu er det modstandsviljen over for Trumps anslag mod verdensøkonomien, og vores egen energiforsyning og økonomiske vækst er på spil. Om Trump fører krig med det ene eller andet våben, er for ham ligegyldigt. Men sådan kan man ikke blive ved med at styre verden.

To ældre statsmænd har de seneste par år vist værdien af den ”gamle” verdensorden i efterkrigstiden, hvilken Trump er godt i gang med at tilintetgøre.

Den britiske kong Charles udtrykte i den amerikanske Kongres respekt for andre folkeslag og opfattelser, for troende og ikke-troende, for ligeret for loven og for accept af forskellighed.

Det er ord, som ingen har hørt Trump bruge i en sammenhæng. Kongen optrådte som en klassisk engelsk gentleman, der viser forståelse for sammenhængen i et samfund. Charles fik stående bifald flere gange fra både Demokrater og Republikanere.

Han udtrykte nogle værdier, som er gået fløjten under Trump, men som mange amerikanere længes efter.

For tre år siden gav USA’s mest anerkendte diplomat, Henry Kissinger, en imponerende fremstilling af en verdensorden og en statslederoptræden, der kan afslutte og forebygge krige.

Det skete i et otte timer langt interview med Economist få dage før hans død, lige inden han ville være blevet 100 år. Han advarede lande mod at bruge angrebskrige til det yderste – dét, som Trump og Benjamin Netanyahu har som målsætning netop nu.

Han sagde, at USA og Kina må lære at leve med hinanden, og at det vil ende som en katastrofe, hvis begge forsøger at få magten over den anden. Verden må lære at leve i en balance mellem forskellige systemer som i 1800-tallet.

Putin begik en katastrofal fejltagelse med krigen i Ukraine, men krigen skyldes også Vesten, fordi Vesten ville udvide Nato til Ukraine.

Det var en fejl. Men nu må der findes en løsning, hvor Ukraine må opgive det tabte land, men få sikkerhed gennem Nato.

Den tyske kansler, Friedrich Merz, slår i denne tid til lyd for, at Ukraine må acceptere at miste i hvert fald noget af det tabte land – måske endog noget mere – og han vil ikke lade Ukraine blive medlem af EU her og nu.

Merz lægger op til en realpolitisk løsning, der er sagligt fornuftig, men meldingerne er også problematiske, for de virker som tilfældige kommentarer og ikke som velforberedte erklæringer. Desuden mener han ikke, at Ukraine er egnet til at blive medlem af EU inden for et år eller to. Det er ydmygende.

Som præsident Volodymyr Zelenskyj siger, så vil han ikke nøjes med en midlertidig, symbolsk optagelse, når det er ukrainerne, der ofrer livet for Europa.

Udtalelser fra Merz er ikke altid statsmandsagtige.

Europa kommer ikke uden om at komme med konkrete og omfattende udspil om Ukraines forhold til Europa, og Europa må igen acceptere Rusland som en partner – økonomisk og på anden måde. Europa bliver nødt til at lave en fredsaftale med Rusland, fordi Europa ikke kan stole på en amerikansk-russisk aftale.

Merz er dog begyndt at vise format i forhold til Trump og Hormuz ved at sige, at Iran har vist sig mere modstandsdygtig, end USA havde ventet, at Iran dermed har ydmyget USA, og at USA ikke havde nogen klar strategi for krigen. Det generede Trump gevaldigt.

Samtidig understreger han, at EU har 100 millioner flere indbyggere end USA, og at EU kan optræde stærkere, hvis landene samler sig mere effektivt. Han begynder altså at lægge op til etablering af et stærkere Europa, og det sker også ved, at han mere end andre taler om EU’s egen sikkerhedsgaranti, nemlig artikel 42.7 i Lissabon-traktaten, som ingen nogensinde har talt om. Den siger, at alle EU-lande er forpligtede til at komme et medlem til undsætning i tilfælde af et angreb.

Natos berømte paragraf 5 er svagere. Den handler om konsultation for at drøfte en reaktion. Artikel 42.7 kan dermed skabe grundlaget for en ny europæisk forsvarspagt, hvis Nato forsvinder.

Det viser, at EU-landene og andre lande som Storbritannien er i gang med at gøre EU og Europa til en stærkere og mere selvstændig gruppe, der også optræder sikkerhedspolitisk uden for Europa. Derfor er en indsats i Golfen et afgørende skridt for en international optræden, også i samspil med asiatiske lande. Det vil bryde supermagtsdominansen og USA’s dominans i Nato.

Det vil også give Europa en rolle i en freds- eller samarbejdsordning i Golfregionen.

En mere aktivistisk rolle udadtil er altså på vej. Men ifølge historikeren Christopher Clark må de europæiske lande etablere en stærkere ledelsesstruktur, så de ikke begår samme fejl som ved optakten til Første Verdenskrig.

De må være i stand til at spille bold med Kina og USA. Flygtningekrisen og eurokrisen viste, at beslutningskraften i EU stadig har store problemer. Det viser også den svage interne position, som regeringscheferne i de tre største lande står i.

Europæerne må finde ud af, hvem der taler europæernes sag: Er det kommissionen, ministerrådet, de store lande eller en koalition af lande? At bryde Hormuz-blokaden i en magtkamp med Trump og at få en våbenhvile eller en fredsordning med Rusland om Ukraine bliver to afgørende prøver på, om europæerne kan træffe holdbare beslutninger.

Muligheden er til stede. Den er større end for et år siden. Men der er stadig usikkerhed.