Vi tager vores køn med på arbejde, men glemmer forskellene i fysisk kapacitet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi tager vores køn med på arbejde. Ikke kun identitetsmæssigt, men også fysiologisk. Det gælder alle køn, og det har altid haft betydning for, hvordan vi kan arbejde, og hvordan vi trives på jobbet.

Som fysiolog og arbejdsmiljøprofessionel med mange års erfaring fra forskning på danske arbejdspladser ser jeg et paradoks: I Danmark har vi aldrig for alvor taget højde for de fysiologiske kønsforskelle i fysisk arbejdskapacitet, selvom de er veldokumenterede.

Men vi er begyndt at tale om kvinders hormonelle balance som midlertidige afvigelser fra det normale.

De seneste år har vi set et stigende fokus på først menstruation og nu perimenopause og overgangsalder, og hvad det betyder for kvinders arbejdsevne og trivsel. Det er godt, at vi åbent taler om biologiske og hormonelle forhold, som er reelle rammevilkår i arbejdslivet, samtidig med at vi naturligvis skal være opmærksomme på ikke at sygeliggøre kvinder. Et normalt kvindearbejdsliv består sådan set i varierende mængder af menstruationscyklusser, graviditeter, ammeperioder, perimenopause og overgangsalder.

Men hvorfor taler vi ikke om de permanente fysiske forskelle på kvinder og mænds fysik?

De åbenlyse forskelle – som altid er der, men som vi ikke taler om. I gennemsnit har kvinder:

- lavere legemshøjde

- smallere og kortere knogler

- mindre muskelstyrke for alle muskelgrupper

- kortere muskel- og kredsløbsudholdenhed.

Når to personer udfører identisk arbejde, vil den relative belastning være højere for personen med lavere maksimal kapacitet – ofte kvinden.

I sportens verden har vi taget konsekvensen af kønsforskellene. I mine unge dage var jeg målvogter på et 1. divisionshold i håndbold.

Dengang som nu spillede vi i kvinderækker og aldrig mod mændene på grund af forskelle i muskelstyrke og fysisk udholdenhed. For det er bare ikke sjovt at spille, kæmpe eller lege med nogen, der er fysisk meget stærkere eller meget svagere end en selv. Heller ikke selvom man selv er god.

Derfor har vi tydelige regler, som sikrer, at det ikke bliver en unfair kamp i sportens verden. Den fokus, der er i øjeblikket på de sportslige konsekvenser ved kønsskifte, er netop med det mål at sikre fairness og god konkurrence. Hvorfor har vi ikke en tilsvarende debat om retfærdig relativ belastning på arbejdspladsen?

Virkeligheden på gulvet er, at i Danmark har vi en række grænseværdier i arbejdsmiljølovgivningen: Hvor meget man må løfte ved et enkelt løft, hvor meget man må løfte samlet på en dag, hvor stor en kredsløbsbelastning et arbejde må give, og hvor meget man må sidde, stå eller gå.

Men absolutte værdier for, hvad der er godt og lige tilpas, er forskellige for mænd og kvinder, unge og gamle, store og små. Det er godt med grænseværdier, men de giver ikke nødvendigvis kønsmæssigt lige vilkår.

I Danmark har man valgt ikke at differentiere mellem kønnene i arbejdsmiljøloven. Filosofien har været, at »alle skal kunne udføre et arbejde, der er tilladeligt«. Man prioriterer “inklusivitet”, så man ikke skaber en arbejdsdeling, hvor bestemte job kun er for det ene køn.

I praksis sker der noget interessant: Mange mandlige arbejdstagere udfører fysisk arbejde, der overskrider de tilladte grænser. Flere tænker: “Jeg skal da bruge min krop, og jeg har mange flere kræfter” eller “Det er for latterligt og tager for lang tid kun at flytte så små mængder”.

Kvinder derimod arbejder ofte tættere på deres fysiske grænser – med meget høj relativ belastning, uden at det nødvendigvis giver anledning til debat. Det er et vilkår – med øget slid til følge.

Når vi aldrig har fokuseret på forskellen i fysisk kapacitet, er det interessant, at vi nu har så stor opmærksomhed på hormonelle forskelle som menstruation, perimenopause og overgangsalder.

Måske hænger det sammen med en bredere samfundstendens: at vi lever i en tid, hvor individets unikke erfaringer og behov fylder mere i den offentlige samtale end de generelle livsvilkår.

De unikke behov kan således let komme til at skygge for de strukturelle forskelle i kapacitet, som kræver organisering og individuel indretning af arbejdet.

Jeg vil ikke nedtone betydningen af hormonelle påvirkninger. Undersøgelser viser, hvor svært det kan være for kvinder med store hormonelle svingninger i overgangsalderen at opretholde den arbejdsintensitet, de er vant til. Resultatet er, at deres livskvalitet falder. Det er godt, at vi får fokus på de behov, men når vi udelukkende fokuserer på hormonelle forskelle som en væsentlig forskel på køn, risikerer vi at overse andre biologiske realiteter, som er betingelser i hele vores arbejdsliv.

Fremtidens arbejdsmiljøregler kalder på justeringer. Hvis vi skal styrke arbejdsfællesskaberne i Danmark, må vi forholde os til alle former for forskelle, ikke kun dem, der er oppe i tiden.

Vil vi passe på vores arbejdsstyrke, bør vi forholde os til: anatomi, hormonbalance, alder og livsfase.

Det handler ikke om at lave særregler, der sætter folk i bås. Men om at anerkende, at ensartede regler ikke altid giver ensartede vilkår.

Der ligger en reel udfordring i at balancere hensynet til individets forskellighed med ønsket om et stærkt arbejdsfællesskab. Hvis vi differentierer for meget, risikerer vi at opdele arbejdsmarkedet i små specialzoner, hvor man enten passer ind eller ikke gør.

Hvis vi differentierer for lidt, risikerer vi, at nogle konstant arbejder med et højere slid og dermed får kortere arbejdsliv eller dårligere helbred.

Det kræver, at vi tør have en ærlig samtale om forskelle – både de hormonelle og anatomiske – uden at det straks bliver til en kamp om ligestilling eller en beskyldning om diskrimination.

Måske er det på tide, at vi begynder at tale mere om den gode balance mellem kapacitet og belastning frem for kun om køn. Og får et arbejdsmiljøsystem, der i højere grad måler på den enkeltes fysiske kapacitet, alder, erfaring og helbred og indretter arbejdet derefter. Ikke som en begrænsning, men som en måde at sikre, at flest muligt kan holde til et langt og sundt arbejdsliv.

I en tid, hvor vi taler om, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, burde det være oplagt at forebygge det slid, der skyldes, at nogle konstant arbejder på grænsen af, hvad deres krop kan klare. En ung, to meter høj mand er alt andet lige cirka tre gange så stærk som en ældre kvinde med en højde på 1,6 meter.

Hvis vi vil have længere og sundere arbejdsliv, skal vi have fokus på den enkeltes kapacitet. Det kræver, at vi justerer regler og praksis, så kønsneutrale grænser ikke bliver til ulige vilkår. Det er ikke særbehandling – det er retfærdig belastning.

For ja – vi tager vores køn med på arbejde. Og vi tager også vores højde og drøjde, muskler, knogler, alder og hormoner med. Når vi accepterer kønsneutrale grænseværdier, accepterer vi en grundlæggende præmis om, at kvinder kan holde til en højere relativ belastning end mænd.