Aldrig har udviklingssamarbejdet været så vigtigt for Danmark

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Venstre har foreslået at reducere dansk udviklingsbistand fra 0,7 til 0,5 pct. af bruttonationalindkomsten (bni). Argumentet er, at der er brug for pengene herhjemme, og at det er svært at finde dem andre steder.

Er det nu en god idé? Næppe. I en verden præget af internationalt kaos har et lille land med en åben økonomi i den grad brug for venner og alliancepartnere, så det er det helt forkerte tidspunkt at skære i samarbejdet. Men lad mig starte med den typiske kritik af bistanden.

Det hævdes ofte, at udviklingssamarbejdet foregår langt væk og ikke har nogen betydning for os, at den forsvinder i korruption og administration og alligevel ikke når fattige mennesker, at forskningen har dokumenteret, at den ikke virker (det siger Alex Vanopslagh (LA) i hvert fald), og at vi får mere ud af at fokusere på »nærområder« tættere på Danmark.

I så fald er der jo meget ræson i Venstres forslag, selv om Venstre – skal det understreges – ikke bruger disse argumenter. Lad mig tage dem et ad gangen og starte med korruptionen og administrationen.

Der er ingen tvivl om, at der er masser af korruption i mange af de lande, som Danmark yder udviklingsbistand til. Det er jo bl.a. for at bringe samfund ud af korruption, at vi giver bistanden, og at vi støtter de organisationer og myndigheder, der vil noget andet.

Udenrigsministeriet bruger mange kræfter på at sikre tilbundsgående revision af al dansk støtte, og det offentliggøres på ministeriets hjemmeside, når der opdages misbrug. Hvis ikke midlerne tilbagebetales, tager ministeriet gerne sagerne til domstolene og bidrager på den måde til at bekæmpe korruptionen i landene.

Selvfølgelig kan der forekomme tilfælde, hvor misbrug ikke opdages, men omfanget kan næppe måle sig med de ekstra udgifter, som hospitalsbyggerier i Danmark ofte løber ind i.

Administrationen af udviklingsbistanden er skåret ind til benet. De seneste 25 år har Udenrigsministeriet stort set uafbrudt skåret i de medarbejdere, der forvalter bistanden, og danske civilsamfundsorganisationer må maksimalt bruge 7 pct. af midlerne på administration.

Det er faktisk for lidt. Skal man nå resultater, skal man vide noget om de samfund, man arbejder i. Personale med erfaring og faglig indsigt er afgørende, og det er absolut ikke godt, når en enkelt medarbejder administrerer flere store bevillinger på mange millioner kroner.

Men nytter udviklingsbistanden så noget? Mange afrikanske lande er jo stadig uhyre fattige, selv om det nogle steder på kontinentet går fremad.

Vi ved, at mange evalueringer af dansk udviklingssamarbejde er positive. De konstaterer, at der er blevet etableret rent drikkevand, bedre sundhedsfaciliteter, vedvarende energiforsyning, bedre forhold for små og mellemstore virksomheder, nye muligheder for fattige bønder osv.

Det skulle jo gerne føre til vækst og udvikling på nationalt niveau, men hvad siger forskningen? Her er det, at nogle aarhusianske og københavnske økonomer har været rygende uenige om bistandens betydning for vækst. De første ser ingen sammenhæng, mens de sidste mener, at bistanden påvirker væksten positivt. Forskerne mener således noget forskelligt.

Helt overordnet er det dog ikke så underligt, at de afrikanske lande ikke er blevet rige og velfungerende, når den samlede internationale udviklingsbistand til dem sjældent beløber sig til mere end 3-500 kr. per person om året.

Samtidig er dansk udviklingssamarbejde med f.eks. Ghana og Vietnam blevet standset, fordi de er blevet rigere. Når pengene så kanaliseres til lande med meget større udfordringer som Afghanistan og Somalia, er det svært med regressionsanalyser på tværs af lande at konstatere en entydig sammenhæng mellem bistand og vækst på nationalt niveau.

De positive resultater på lokalt niveau omsætter sig ikke nødvendigvis i nationale fremskridt. Nationalt påvirkes landene i høj grad af verdensmarkedet, klimaforandringer, konflikter, stigende energipriser, epidemier osv., hvilket udviklingsbistanden har meget ringe indflydelse på.

Det er derfor at rette bager for smed, når bistanden kritiseres for ikke at have skabt velstand i Afrika. Der skal mere til. Men bistanden har ofte bidraget til forudsætninger for vækst i form af sundhed, uddannelse, infrastruktur m.v. Skulle der opstå muligheder på verdensmarkedet, er det vigtigt, at arbejdskraften og infrastrukturen er klar.

Så vidt, så godt. Det kan være, at bistanden sådan set skaber resultater, men skal vi ikke hellere bruge den tæt på os selv, f.eks. i Ukraine og Syrien, hvor sammenbrud kan få direkte konsekvenser for Danmark? Får vi noget ud af at støtte måske udmærkede projekter i Somalia og Uganda?

Danmarks vedvarende støtte til mange fattige lande har givet os et renommé som gode samarbejdspartnere. Det fremgår af mange evalueringer, at den danske bistand værdsættes, fordi den er pragmatisk og understøtter, hvad lokale organisationer og myndigheder forsøger at udrette.

Også i FN-systemet og i andre internationale organisationer betragtes Danmark som en værdifuld partner på grund af det mangeårige samarbejde. Det giver en indflydelse, der er langt større, end vores størrelse berettiger. Når vi kan se os selv i de værdier, som FN-systemet forsøger at fremme, skyldes det jo også de skandinaviske landes årelange støtte og pres.

Ligesådan giver det kredit, når Danmark som det første land skyder penge ind i FN-fonden til bekæmpelse af tab og skader som følge af klimaforandringerne, og når Danmark støtter permanent afrikansk repræsentation i FN’s Sikkerhedsråd. Det er at række hånden ud og skabe basis for internationalt samarbejde.

Nu står vi pludselig i en situation, hvor USA trækker sig ud af internationale organisationer og aftaler, Rusland optræder stadig mere aggressivt, og Kina har klare stormagtsambitioner. De sidste 80 års forsøg på at skabe en regelbaseret verdensorden, hvor små og mellemstore lande også har et ord at skulle sige, er stærkt udfordret.

Danmark er et lille land, der er helt afhængig af at kunne handle og finde fælles løsninger med andre lande. Forudsigelige og fredelige internationale relationer er afgørende for vores velstand, så vi har en klar langsigtet interesse i stærke internationale institutioner, der forpligter verdens lande til at arbejde for det fælles bedste.

Når vores hidtidige venner falder os i ryggen, og vores fjender udfordrer os voldsomt, har vi brug for nye venner og alliancepartnere, der også har en interesse i stærke internationale institutioner. Det glædelige er, at de findes, for langt de fleste små og mellemstore lande deler vores interesse i en regelbaseret verdensorden. Den skal være anderledes end den gamle, men den skal fortsat være forudsigelig og organiseret.

Derfor har vi lige netop nu særligt brug for at investere i internationalt samarbejde. Vi har brug for at blive set som en pålidelig partner, der er parat til at arbejde for de fælles løsninger. Vi har absolut ikke brug for at blive set som dem, der vender ryggen til andre lande. Sådan vil det imidlertid blive opfattet i Afrika, Latinamerika og Asien, hvis vi skærer udviklingsbistanden fra 0,7 til 0,5 pct. af bni eller kanaliserer alle pengene til nærområder.

Og den opfattelse vil blive yderligere forstærket, hvis vi efter 48 år sænker bistanden under den af FN anbefalede målsætning om 0,7 pct. Samtidig vil vi være det første af de tre skandinaviske lande til at gøre det.

Det er særdeles uheldigt, at flere europæiske lande af meget forskellige grunde skærer i udviklingsbistanden på et tidspunkt, hvor Europa har så meget brug for at samarbejde med lande rundtomkring i verden om en mere stabil international orden.

Danmark skulle nødigt bidrage til den tendens. Det ville være stik modsat vores egne langsigtede interesser.