Forbrugerne står alene i et millionmarked for online personlig træning

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En teenager, en mor på barsel, en studerende, en kontorassistent eller enhver anden med ambitioner om et sundt liv har sandsynligvis mødt dem på de sociale medier: de online personlige trænere.

Teknologien har gjort det muligt for stort set alle at sælge online personlig træning. Men online personlig træning er i dag en branche uden klare regler, uden autorisation og uden effektiv kontrol. Det skaber et juridisk og sundhedsmæssigt ingenmandsland, hvor forbrugerne risikerer at blive vildledt, økonomisk fastlåst og i værste fald udsat for råd, der kan være direkte sundhedsskadelige. Heraf kan fremhæves to problemer: dels den manglende gennemsigtighed af forløbene og dels, at stillingsbetegnelsen ”personlig træner” ikke er reguleret.

Markedsføringen rammer ofte personer, der ønsker forandring i deres liv, og som i forvejen kan føle sig utilstrækkelige eller lignende. Algoritmer kan være med til at sikre, at netop disse personer får vist de mest overbevisende fortællinger i deres feed på de sociale medier. Det betyder, at forbrugere, som i forvejen kan være særligt påvirkelige, i højere grad eksponeres for budskaber om hurtige resultater og livsstilsændringer.

Et spørgsmål er også, om en online personlig træners profil skal anses for at være en erhvervsdrivende eller ej? Forbrugerombudsmandens retningslinjer er imidlertid, at der som influencer ikke skal meget til for, at man kan karakteriseres som erhvervsdrivende, og at man selvfølgelig derfor skal overholde loven, herunder reglerne om reklameidentifikation (det vil sige, at der ikke må være skjult reklame på deres profiler på de sociale medier). Online personlige trænere er efter min vurdering erhvervsdrivende. Dette kalder på en selvransagelse hos nogle trænere, når de lægger indhold op med beskrivelser, der er tenderende mod anmeldelser af f.eks. specifikke kosttilskud.

Anekdoter fra trænernes egne livshistorier med en emotionel styrke kan skabe stærke forventninger om resultater, som i realiteten er afhængige af individuelle forhold såsom genetik, helbred og livsstil, der ikke kan generaliseres. Særligt problematisk er det, når markedsføringen sker over for unge, som ifølge praksis fra den danske forbrugerombudsmand og EU-retten må anses for en særlig beskyttelsesværdig gruppe.

I øvrigt deler de online personlige trænere også gerne deres egne eller klienters transformationsbilleder. Dette giver også anledning til spørgsmål, såsom hvornår er ”før-billedet” egentlig taget? Og hvor meget er redigeret? Ofte gives der ingen forklaring. Når trænerne samtidig blander privatliv og virksomhed, kan forbrugerne have svært ved at gennemskue, hvornår der er tale om reklame, og hvornår noget blot er et ”personligt opslag”.

Mange onlineforløb fungerer som abonnementer med seks måneders binding, som også gælder, når kvaliteten ikke matcher løfterne ved kontraktindgåelsen, eller når forløbet viser sig slet ikke at passe til forbrugerens liv. Efter forbrugeraftaleloven er det lovligt. Men i onlineforløb med begrænset personlig kontakt og uden klare kvalitetsstandarder kan en lang bindingsperiode fremstå urimelig.

Hertil kommer den åbenlyse asymmetri i viden og magt: Den personlige træner har fuld kontrol med indhold, hyppighed og kvalitet. Der vil oftest være stillet personlig vejledning og kontakt i sigte, men det kan være svært eller umuligt at gennemskue, hvorvidt der er reel kontakt med den faktiske træner eller en af virksomhedens ansatte, og hvor ofte der vil være kontakt mellem dem.

I et online personligt træningsforløb skal forbrugeren typisk dele en række private oplysninger, som dog kan tjene flere formål. Det kan være meget private detaljer såsom menstruationscyklus, vægt, søvnvaner, helbredsoplysninger og måske billeder af deres krop. Her kan vi kun håbe på, at alle har styr på gdpr-reglerne og får håndteret oplysningerne korrekt. Ligeledes hvis den personlige træner benytter sig af ”assistenter” til den ”personlige” kommunikation – har forbrugeren da givet samtykke til, at andre – udover den konkrete træner – også må få adgang til disse personoplysninger, som ofte også er følsomme?

De online personlige trænere sælger typisk skræddersyede forløb. Her bliver det relevant at spørge, hvornår noget er personaliseret tilstrækkeligt? Er det f.eks. at prompte en AI-model med forbrugerens personlige oplysninger? (Mens der jo er styr på gdpr). Eller er det personaliserede tilstrækkeligt med generiske træningsprogrammer, hvor bestemte øvelser er fjernet af hensyn til den enkelte forbrugers evner/kunnen/skader/etc.?

Dette står i modsætning til fysisk personlig træning i et fitnesscenter, hvor forbrugeren har en løbende personlig kontakt og tilpasning. Onlinetræning er kendetegnet ved at være standardiseret og fjernbetjent. Forbrugeren får løbende tilsendt træningsprogrammer, men vedkommende har nødvendigvis ikke en oplevelse af, at der er en reel tilpasning over tid. Hvis der sker løbende justeringer, vil det typisk være på baggrund af forbrugerens besked til onlinetræningen, hvorimod det ved fysisk personlig træning sker på baggrund af trænerens observationer af forbrugerens fremdrift, teknik og fysisk formåen.

Det skal desuden bemærkes, at onlineforløbene foregår uden fysisk kontakt og typisk også uden grundige forudgående helbredsvurderinger. Der er risiko for, at træneren udarbejder kostplaner til forbrugeren, som har specifikke helbredsproblemer. I så fald kan der næppe være tale om en rask person, og træneren synes i øvrigt at bevæge sig ind på et område, som bør forudsætte en særlig faglig viden og autorisation.

Heldigvis er der allerede mange stærke, faglige, kompetente, dygtige, troværdige og pålidelige online personlige trænere i det danske marked. De går forrest med de gode eksempler og viser, at personlig træning kan udøves professionelt og etisk forsvarligt – også i de online forløb. Der er stiftet en brancheorganisation, som arbejder aktivt for højere faglige standarder og bedre rammer. De kæmper ufortrødent for alle de vigtige sager!

Markedet for online trænere er en millionindustri, men reguleringen er slet ikke fulgt med. Det efterlader i min optik tre væsentlige problemstillinger:

1) Alle kan kalde sig for online personlig træner.

2) Forbrugeren bærer risikoen og bindingsbyrden.

3) Sundhedsrisici håndteres uden det nødvendige faglige ansvar.

Hvis vi tager forbrugerbeskyttelse og folkesundhed alvorligt i Danmark, bør vi overveje: en kortere maksimal bindingsperiode for online personlig træning, f.eks. fire til otte uger. Klare krav om tydelig oplysning om uddannelse, cvr-nummer og kontaktinfo. Klarere regler for, hvornår træning og kostvejledning bliver sundhedsfaglig behandling. En form for registreringsordning. Og selvfølgelig: Husk at fjerne momsen fra disse tjenesteydelser!

Reguleringen vil ikke ramme de seriøse aktører, det vil i stedet beskytte dem og være med til at højne deres produkter.

Det er mere end på tide, at lovgiver tager sit ansvar og får ryddet op i en branche, der i dag kan få lov til at agere frit i et juridisk tomrum.