Magtfuldkommenheden har Trump og Mette Frederiksen til fælles i deres måde at lede på

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Polske Donald Tusk sagde til EU-regeringschefernes møde i sidste uge, at det er vigtigt at forstå forskellen mellem dominans og lederskab. Lederskab er o.k., sagde Donald Tusk.

Det er et uvidende forsøg på at sammenligne æbler og pærer. Dominans og lederskab går hånd i hånd, da dominans er et markant personligt ledertræk – ganske vist et af de mørke ledertræk, som ikke ses som særligt attraktivt. Derfor sløres det i mange personprofiler som ”ønske om indflydelse”.

Det fik mig til at tænke på, om der er nogle lighedspunkter mellem Donald Trump og Mette Frederiksen. Trump scorer indlysende højt på dominans. Hvad med Frederiksen?

Følger man dansk politik, scorer hun også højt på den personlige dominans. Men hvordan med den dominans, de hver især lader deres statsmagt styre ud fra? For nylig kunne man læse, at den FBI-chef, der igangsatte en undersøgelse af ICE-agenten, som skød Renee Good i USA, angiveligt blev presset til opsigelse af FBI-ledelsen i Washington.

Man kunne også læse, at det danske justitsministerium netop har udnævnt tidligere FE-chef og politianmeldte Svend Larsen som midlertidig politidirektør ved Nordsjællands Politi.

Hvis der i disse sager ligger en større forskel mellem Trump og Frederiksen, så hører jeg gerne nærmere. Jeg forstår mere sagerne gennem den franske sociolog Pierre Bourdieus beskrivelser af sin egen feltteori, som enestående forklarer, hvordan samfundseliten både kæmper mod hinanden og samtidig forsvarer sig samlet mod indtrængere i deres egne felter.

Sidste sommer trak Mette Frederiksen ”kønskortet” i et større interview i Vogue. Her udtrykte hun, at et vist kvindehad stadig ses, når noget bliver giftigt i Danmark: »Jeg er blevet beskyldt for at være for stærk og for magtfuld i specifikke sager.« Statsministeren beskriver det som et kønsaspekt og udtrykker, at det ikke ville være sket for en mand.

Nu ved jeg ikke, om man i disse woke-tider må udtrykke, at Schlüter var et mandfolk, da han trådte tilbage med sin regering i 1993, da Tamil-undersøgelsen landede på bordet. Sammenlign med minksagen, og bedøm selv, hvorvidt vores nuværende statsminister indeholder den samme selverkendelse som Schlüter.

Mette Frederiksen er magtfuldkommen, og det var patetisk at overvære statsministerens seneste nytårstale, hvor hun undskyldte for sin personlige attitude den seneste tid.

Tilbage til Trump. Han er godt nok blevet beskyldt for meget. En af denne avis’ lederskribenter udtrykte, at der ikke var tilstrækkeligt med spande at brække sig i. Ja, enhver må trække på sit eget ordforråd.

Trumps personlighed er altoverskyggende. Har han formået at ryste Europa ud af tornerosesøvnen? Ja, det må man sige. Klarer Europa det godt? Nej, ikke særligt godt.

Den ofte infantilt beskrevne Donald Trump: Er han historieløs, er han dum, lyver han? Ja, Trump lyver i forhold til sine mange divergerende udtalelser om Grønland. De seneste udtalelser om danske og britiske soldaters krigsindsats sammen med USA understreger blot lystløgnerens talent.

Er der i forhold til omgangen med sandheden sammenfald med vores egen statsminister? Ja, det er der i mine øjne.

»Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet,« var Schlüters ord – dengang. Der er ikke skrevet noget angribeligt i de slettede sms’er, og desuden anbefalede administrationen automatisk løbende sletning. Og det kommer i øvrigt ikke nogen ved, hvorfor Barbara Bertelsen købte en ny iPhone i den periode, hvor minkskandalen og slettede sms’er var i fokus, har det lydt i forskellige udgaver fra Mette Frederiksen.

Kan danskere gennemskue det? Ja, de gav en ordentlig knytnæve lige i solar plexus til Socialdemokratiet ved det seneste kommunalvalg. Hvorfor nu det?

Jeg etablerede mig i 2022 i Holstebro-området – Danmarks minkland nr. to efter Gjøl. De var godt nok sure på Mette Frederiksen i Holstebro, de hadede simpelthen statsministeren i afmagt over hendes arrogante person. Socialdemokratiet fik en kæmpe vælgerlussing i Holstebro.

Mette Frederiksens arrogance er den primære årsag til den landsmæssige tilbagegang. Årsagen til, at den unge, nye borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold, samt ligeledes den unge borgmester i Holbæk, Christina Krzyrosiak Hansen, kunne fastholde de socialdemokratiske stemmer, er meget simpel: Deres ligefremhed og troværdighed overstrålede vælgerkorpsets ønske om at straffe statsministeren.

Forledes Frederiksen til at udskrive et hurtigt forårsvalg, mens hun rider på den grønlandske bølge, vil hele vælgerkorpset straffe hende for at bruge en markant udenrigspolitisk krise til egen vinding. Venter hun, så venter hammeren fra minksagen. Det er elementært.

Kynisme er også et ledertræk fra den mørke skuffe. Trumps oprydning blandt illegale i USA via ICE’s fremfærd demonstrerer kynisme. Mette Frederiksens ofring af Mogens Jensen under minkskandalen demonstrerer kynisme.

Risikovillighed er også et ledertræk. Det spaltes i avancerede profiler op i det impulsive og kalkulerede. Den impulsive risikovillighed er et uheldigt ledertræk, hvor den kalkulerede risikovillighed værdsættes højt blandt topledere.

Er Donald Trump risikovillig? Ja, det må man klart sige. Det ses tydeligt, hvor store skader den impulsive risikovillighed kan medføre.

Er Mette Frederiksen risikovillig? Nej, og det er her, den mest markante forskel mellem de to statsledere ses. En gennemsnitlig LO-indtægt ligger vel i disse år omkring 30.000 kr. pr. måned. Jeg påstår, at man kan spise sig mæt for maks. 3.000 kr. om måneden, altså 10 pct. af ens indtægt.

Jeg tror, at der er syv milliarder mennesker på Jorden ud af godt otte milliarder, der ville være kisteglade for at kunne spise sig mætte for 10 pct. af deres indtægt.

Tænk over det midt i hylekoret over, at der også er skatten og alt muligt andet, som der skal betales til her i landet.

Ja, men det er jo ikke fødevarernes skyld.

Hvordan stiller statsministeren sig her? Hun vælger at lefle for vælgerne. Det seneste, JP har gravet frem, er, at der åbenbart ligger et forslag om, at f.eks. børnefamilier får en ”madcheck” på 5.000 kr., hvis begge forældre tjener mindre end 500.000 kr. om året. Det betyder, at en familie med 80.000 kr. om måneden uden topskat kan få en ”madcheck”. Det er vanvittigt.

Statsministeren kunne risikovilligt sige til danskerne: Der er pres på økonomien pga. oprustning og andre sikkerhedsmæssige forhold i disse år. Derfor rører vi ikke ved momsen på fødevarer.

Regeringen har imidlertid en forståelse for, at det nuværende prisniveau på fødevarer kan være svært for nogle borgere. Derfor har den bestemt, at f.eks. en børnefamilie kan få 5.000 kr. i ”madcheck”, såfremt denne børnefamilie kan dokumentere, at den det seneste år ikke har købt nye smartphones til hele familien, ikke har købt nogle abonnementer til TV 2, Netflix samt andre tjenester, som ikke er nødvendige for livets opretholdelse.

Dette eller noget lignende tør statsministeren ikke sige.