Europas sprog trues af amerikansk kulturimperialisme og intellektuel dovenskab

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Junk food er en engelsk betegnelse for underlødig og næringsfattig mad. En doven madkultur, som ophæver måltidet som en sund social aktivitet, hvor udvalgte råvarer behandles med respekt og kyndighed og serveres for familie og venner.

Junk food er blot én af de mange importerede varer fra The United States of America, og overvægten samt de usunde fællesskaber er flyttet med til Danmark.

Det er desværre ikke kun underlødig madkultur, som de kulturimperialistiske amerikanere har solgt til Europa. De har også givet os Facebook, Instagram, LinkedIn og X, og vi har scrollet i flere årtier, uden at vi er blevet klogere af den aktivitet. Udover de sociale medier har amerikanerne siden 1980’erne givet os glamourøse og intrigefulde tv-produktioner som ”Dallas” og ”Dollars” samt tv-serierne ”Friends” og ”Beverly Hills 90210”.

Det amerikanske kulturelle hegemoni kan i dag aflæses i antal brugere på Netflix, HBO, Amazon, Facebook, Instagram, Max, YouTube og X. Lige så vel som det kan aflæses i enhver europæisk teenagers sprogbrug og anvendelsen af det mest amerikanske ord ”fuck” i hver tredje sætningskonstruktion. Men kigger vi nøjere efter udbuddet på eksempelvis Netflix og HBO, er det langtfra intellektuelle og livsoplysende filmperler eller tv-serier, der springer i øjnene. Det er kommercielle kioskbaskere fulde af tomme kalorier. Med andre ord: junk food på tv.

I stedet for åndløse serier på amerikanske streamingtjenester kan du i stedet streame fire europæiske film gratis på Filmstriben.dk. Her på den danske side kan du sammen med dine venner blive klogere på filmhistorien og møde de allerstørste filminstruktørers bedste værker. Værker, der har dannet skole for nutidens filmæstetik.

Du kan blive oplyst, dannet, underholdt og undervist af store europæiske mesterværker fra italienske instruktører som Federico Fellini, Luchino Visconti, Vittorio De Sica og Michelangelo Antonioni, franske auteurs som François Truffaut, Jean-Luc Godard og Agnès Varda samt tyske instruktører som Rainer Werner Fassbinder og Wim Wenders.

Filmstriben er i sandhed en europæisk tour de force gennem et Europa, hvor italiensk film, fransk film, tysk film og dansk film har været toneangivende i den første del af det 20. århundrede. Det var først med Første Verdenskrig og Anden Verdenskrigs afslutning, at USA blev til verdens største filmindustri. I 1909 var de to største filmselskaber i verden et dansk og et fransk filmselskab.

Den amerikanske kulturimperialisme har domineret europæerne og særligt det lille danske sprogsamfund så massivt, at vi alle har lært at tale ”globish” (en forkortelse af ”global English” og en nedsættende betegnelse for et sjusket engelsk) i stedet for at interessere os for tysk sprog og kultur, fransk sprog og kultur, italiensk sprog og kultur eller spansk sprog og kultur.

Vi er blevet stopfodret af Hollywoods drømmefabrik, og vi har ukritisk labbet det hele i os, mens vi har undret os over, hvorfor flere og flere unge er deprimerede og har udviklet skolevægring.

Sociale fællesskaber og foreningskultur er kuldsejlet på grund af kyniske sociale medier. Medier, som vi såmænd også har importeret fra amerikanerne, og vi har loyalt delt alle vores personlige data med big tech-virksomhederne, der eksplicit går efter verdensherredømme via snedigt udtænkte algoritmer, der forstyrrer vores nattesøvn.

De sociale medier er en paradoksal sproglig konstruktion, idet den sociale dimension kan anklages for at være vildledende, eftersom Facebook, Instagram, X og Snapchat har skabt digitale parallelsamfund og er potentielt årsag til ensomhed, skolevægring og dårlig nattesøvn.

De digitale platforme kæmper om vores opmærksomhed og frarøver børn og unge en sund socialisering og en reel kontakt med omverdenen. I værste fald kan de sociale medier udvikle en narcissistisk og selvoptaget personlighed, hvor opmærksomhedsforstyrrelser og koncentrationsbesvær er nogle af de afledte dårligdomme, der har fremtvunget et styrtdyk i fagligheden på folkeskole-, gymnasie- og universitetsniveau. På danskstudiet på Københavns Universitet har de studerende eksempelvis klaget over, at ”Pelle Erobreren” var vanskelig at komme igennem.

Nu, hvor Europa har set truslen fra det økonomisk, kulturelt og militært overlegne USA sort på hvidt, må danskerne indrette sig efter den nye geopolitiske virkelighed og hurtigt omstille sig til en virkelighed, hvor Europa må klare sig selv. Det betyder en satsning på de store europæiske sprog som fransk og tysk på grundskoleniveau, gymnasieniveau og på universitetsniveau. De 68 millioner, som allerede er tildelt tysk og fransk på universitetsniveau, forslår som en skrædder i Helvede.

Der skal langt flere strukturelle tiltag til for at redde tysk og fransk på grundskole-, gymnasie- og universitetsniveau. Der er således kun to professionshøjskoler i Danmark, der udbyder fransk (VIA University College i Aarhus og Københavns Professionshøjskole), og på universitetsniveau kan du kun læse en kandidat i tysk og fransk på Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Af de 246 folkeskoler, der tilbyder fransk, ligger de 195 i Region Hovedstaden, 55 i Københavns Kommune og 24 i Region Sjælland, mens kun to skoler ligger i Region Nordjylland. I den samme artikel i bladet ”Folkeskolen” kaldes fransk for et »københavnersprog«, da antallet af skoler og gymnasier, der tilbyder fransk i Jylland og på Fyn, er minimal.

Denne sprogkrise hænger tæt sammen med den europæiske kulturkrise og selvforståelse og afspejler den humanistiske videnskabs krise. Når vi zoomer ud og kaster et blik på vores eget kontinent, får vi øje på et Europa, der har vendt sig selv ryggen sprogligt, kulturelt og historisk.

Danmark har som mange andre EU-lande lagt alle sine æg i den amerikanske kurv, og nu ser vi konturerne af den åndløshed og hjemløshed, som denne ensidige satsning på amerikansk kultur og det engelske sprog har kostet os. Vi kender ikke længere til Europas egen kultur-, sprog- og litteraturhistorie, og vi har glemt at tale og læse de store europæiske sprog som tysk og fransk, fordi vi i ren naivitet har været overbevist om, at engelsk var tilstrækkeligt til at klare sig i en globaliseret verden.

Men nu, hvor USA i et offentligt tilgængeligt dokument med titlen ”National Security Strategy of The United States of America” truer sine allierede med toldtrusler, annektering af Grønland og militær magtanvendelse, da må vi handle med rettidig omhu: Det vil sige, at grundskoler, gymnasier og flere universiteter allerede fra 2026 bør tilbyde både tysk og fransk som fremmedsprog. Vi er med andre ord tvunget til at genopdage og genfortrylle Europa.

Krigen i Ukraine og den nye geopolitiske virkelighed har skabt et scenarie, hvor vi må tænke konstruktivt, innovativt og langsigtet. Europa befinder sig lige nu i den største geopolitiske krise siden afslutningen af Anden Verdenskrig. En krise, som vi med fordel kan vende til et europæisk momentum.

Et momentum, hvor det gamle kontinent kan innovere og genopdage europæisk kunst, europæisk videnskab, europæisk samhandel og europæiske demokratiske værdier. Det er de selvsamme demokratiske værdier og spilleregler, som har skabt Europa. Et Europa, som har fostret romankunsten, teaterkunsten, filmkunsten og den demokratiske styreform.

Lad os hilse den nye virkelighed velkommen og begynde dagen med at sige Guten Tag, Bonjour, Buenos dias og Buongiorno.