Grønland er et skuespil for Trumps tilhængere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Trump vil styre USA, fordi han er stærkest og bedst. Og indordne verden under USA, fordi det er stærkest og bedst. Det ligner en ny form for fascisme, og Trumps metoder minder da også om Hitlers og Mussolinis.

Som dem kom han til magten på demokratisk vis, hvorefter også han søgte at fortsætte med illegale midler, da han ville snyde sig til valgsejren i 2020. De mente alle at være den sande repræsentant for det sunde folk. At det mislykkedes for Trump, siger noget om stærke institutioner i USA. Men hans genopstilling i 2024 blev muliggjort af en svaghed i form af et langsommeligt retsvæsen.

Alle lagde de vægt på folkelig opbakning, iscenesat med teatralske massearrangementer, hvor de taler meget og længe, og tilhængerne oplever et berusende fællesskab.

De bruger de mest moderne medier til propaganda. For Hitlers vedkommende opflammende taler i radioen, suppleret med veldrejede film. Trump brugte tv til at gøre sig kendt, senere sociale medier til at forrå og fordumme politisk debat og gøre ny opmærksomhedsøkonomi til politisk kapital.

De taler truende og grimt om modstandere og fremstiller sig selv som handlekraftige ledere. Modsat onde kræfter, der vil folket det dårligt. Hos Trump en sump i Washington, der lader andre udbytte det amerikanske arbejdende folk, undergraver dets værdier og støtter illegal indvandring. Det var vigtigt for dem at indgyde befolkningen national stolthed, der kan føre til magtanvendelse udadtil.

Her stopper dog ligheder, der mest handler om at få magt ved at udnytte utilfredshed i befolkningen. Trump er ikke som Hitler og Mussolini en opkomling, der er optaget af ideologi, men en rigmand, der pragmatisk manøvrerer i toppen af den eksisterende samfundsorden.

Han har ikke visioner om et korporativt samfund eller store investeringer i infrastruktur til at sikre tilhængerne en forventet levestandard. Hans strategi er at overføre arbejdspladser og velstand fra omverdenen med toldsatser, US-virksomheders indtjening i andre lande og sort energi.

En væsentlig forskel på USA og mellemkrigstidens fascistiske magter er, at de sidste greb til våben mod ”laverestående” naboer for at erobre en plads i solen, et økonomisk lebensraum. Det har USA allerede, og det ønsker ikke krig, men fred i verden for at gøre forretning med bl.a. Rusland og oliestater. Hvorfor man arbejder på en fredsslutning i Mellemøsten og Ukraine, som gavner USA. Et Pax Americana, der kan omfatte mindre interventioner fra supermagten.

”America First” ligner mest klassisk imperialisme, som da Romerriget erobrede verden for at sprede civilisationens lys under Pax Romana, der kunne sikre opbakning hjemme med brød og skuespil til folket. Eller som da europæiske stormagter for halvandet hundrede år siden delte den mellem sig for at løfte den hvide mands byrde med at ”civilisere” kolonier, hvis udbytning skabte velstand hjemme. I begge tilfælde med kejsere i spidsen, hvis stil efterlignes af Trump!

Siden mundede to verdenskrige ud i forsøg på at skabe fred mellem selvstændige nationer gennem fælles regler. Senere suppleret med samarbejde om at modvirke, at stadig flere og rigere mennesker i verden undergraver dens naturgrundlag og klima. Mens velhavende demokratier så sig som et lys for den, som resten ville følge efter.

Dette nye efter Anden Verdenskrig vil Trumps USA gøre til en historisk parentes. Internationale regler erstattes med en kombination af stormagtspolitik som før verdenskrigene og amerikansk styring. Gensidig fordel ved frihandel erstattes af toldsatser, hvor de menes at gavne USA.

Tale om vækstens problemer for natur og klima ses som en konspiration mod USA, hvis rigdom og styrke baseres på ubegrænset brug af energi, med fossile kilder i spidsen. Derfor trækker man USA ud af klimasamarbejdet og bruger økonomisk magt til at forhindre andre i at få det til at fungere.

Om andre lande ønsker demokrati, må de selv afgøre, de bliver ikke bedre eller dårligere af det. Men af om de styres af gode patrioter, der forhindrer usunde woke værdier og illegal indvandring. Trump støtter oprørere i Iran som »patrioter«, ikke som demokrater. Afgørende for USA’s forhold til andre lande er, om deres forretningsklima gavner amerikanske virksomheder.

På den baggrund er Nato ikke vigtig. Tværtimod anses mange europæere for dårlige patrioter, der undertrykker de gode. Hvad USA vil modvirke, som EU når støtter demokratiske kræfter i verden.

Det er o.k., at stormagters nærområder er interessesfærer, som andre ikke skal blande sig i. I alt fald venligtsindede som Rusland. Måske også Kina, hvis de vil stoppe med at udfordre USA’s førerskab.

Som førende stormagt har USA den største interessesfære: den vestlige halvkugle, inklusive Grønland.

”America First” har i det første år af Trumps anden regeringstid tvunget de fleste til at acceptere USA’s toldsatser og Nato-lande til en oprustning, der gavner dets våbenindustri; kuppet Venezuela; ommøbleret Mellemøsten til Israels og USA’s fordel og reduceret internationalt klimasamarbejde.

Det var muligt, fordi den potentielle europæiske rival har gjort sig afhængig af USA’s våben- og it-industri, mens den låste sig fast i en konflikt med Rusland og lod sig presse af USA til at definere Kina som en modstander. Rusland har potentiale til at modarbejde USA, men er nødt til at satse på dets støtte for at få afsluttet Ukrainekrigen på en måde, styret kan leve med. Del og hersk!

Det kan blive afgørende for Trumps succes, om dominans af omverdenen vil bringe hans vælgere lovet forbedring af deres levevilkår. Eller om de bare vil opleve, at importerede varer bliver dyrere. Og af hvordan de rammes af klimaforandringer, som ikke forsvinder, fordi Trump benægter dem.

Den økonomiske akilleshæl får Trump til at reagere på dårlige ”regnskabstal” ved at fyre afsendere, om det så er direktøren for nationalbanken. Også internationalt sætter den begrænsninger på politisk og militær magt. Når Trump vil dominere Latinamerika og lukke Kina ude, er hans problem, at det er blevet kontinentets største økonomiske partner, fordi det er mere konkurrencedygtigt end USA. Det ændrer militære interventioner ikke på.

USA’s hævdelse af en vis overhøjhed over Latinamerika under et par hundrede års Monroe-doktrin førte til anti-USA-holdninger på kontinentet. De forstærkes efter Venezuela og kan styrke Kinas forsøg på at samle et globalt syd mod vestlig dominans.

Trumps problemer med at levere brød gør skuespil til folket endnu vigtigere. Det er, hvad indlemmelse af Grønland handler om, eftersom USA allerede kan investere og opruste så meget, de vil, deroppe. Mere end støtte fra europæiske lande består chancen for at bevare rigsfællesskabet derfor i, at de fleste amerikanere tager afstand fra indlemmelse – at dømme efter meningsmålinger.

For at bremse de negative konsekvenser af Pax Americana for international ret, klimasamarbejde og -økonomi er det nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at Europa står samlet. Det bliver også nødt til at besvare USA’s nye ”del og hersk”-strategi med kompromisfred i Ukraine, inden det umuliggøres af militært sammenbrud uden USA’s støtte – og til at ”slutte fred” med Kina. Ideologi overtrumfes af interesser.