Sundhedsvæsenet står i et vadested

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Sundhedsudgifterne stiger i næsten alle lande – Danmark er ingen undtagelse. Det skyldes ikke mindst borgernes voksende og ofte velbegrundede forventninger til sundhedsvæsenet. Forventninger, som ingen regering kan tillade sig at ignorere, og som lægemiddelindustrien med betydelige økonomiske muskler ikke er sen til at understøtte. Resultatet er et sundhedsvæsen, der konstant balancerer mellem ønskeliste og betalingskort.

Frygten for alvorlig sygdom sidder dybt i os alle. Den forstærkes af tidens ideal om det grænseløse liv, hvor sundhed nærmest opfattes som en borgerret – uanset om der er tale om livstruende sygdom eller lettere ubehag. Men forestillingen om ubegrænset sundhed kolliderer uundgåeligt med et offentligt system, hvor ressourcerne er endelige.

Den tidligere amtsborgmester i Vejle, Erling Tiedemann, beskrev situationen præcist: Når båden er så fuld, at den truer med at tage vand ind, er det tid til at tale om, hvordan vi ror videre – uden at kæntre. I samme ånd tog han initiativ til Dansk Selskab for Medicinsk Prioritering, hvor borgere, fagfolk og politikere mødtes i ligeværdige debatter om sundhedsvæsenets svære valg. At et sådant forum i dag savnes, er en svaghed i den offentlige debat.

Samtidig har vores forståelse af sygdom, forebyggelse og behandling ændret sig. Nye teknologier og behandlingsmuligheder åbner store perspektiver, men gør det også vanskeligere at bevare overblik og prioritere på en måde, der er både fagligt forsvarlig og politisk acceptabel. Alligevel findes der løsninger. De kræver mod: til at ændre lovgivning, organisering, anvende kunstig intelligens mere konsekvent og flytte personale derhen, hvor behovet reelt er størst.

Sundhedsreformen fra 2024 er et velment forsøg på at adressere mange af disse udfordringer, men næppe et afgørende vendepunkt. Demokratiets forkærlighed for konsensus betyder ofte, at veldokumenterede – men politisk ubekvemme – løsninger udskydes. Når der er fagligt belæg for handling, må der skabes borgfred for at sikre gennemførelse af de nødvendige tiltag.

Hvis sundhedsvæsenet også fremover skal levere kvalitet til en rimelig pris, kræver det grundlæggende ændringer. To principper bør stå centralt: For det første skal patienter så vidt muligt behandles uden for hospitalet og helst i hjemmet. For det andet skal patienter, der kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, hurtigt bringes i den bedst mulige sundhedstilstand – som siden løbende skal vedligeholdes. Lidt i stil med bilen: For at undgå den store reparation er det nødvendigt med regelmæssig, men overkommelig, kontrol og justering.

Det forudsætter en styrket rolle til almen praksis. Egen læge skal kende patienten – ikke kun journalen, men også de sociale og praktiske forhold – for at kunne afgøre, hvornår hjemmet er det rigtige sted, og hvornår hospitalet er nødvendigt. Det kræver ændrede overenskomster og honorering, men potentialet for besparelser er betydeligt: Et ambulant hospitalsbesøg koster let over 2.000 kr., mens en gennemsnitlig indlæggelse løber op i omkring 8.000 kr. pr. døgn i dagens Danmark.

Et system, hvor patienten bringes i optimal tilstand fra starten, vil reducere både indlæggelser og ambulante besøg markant. Samtidigt bliver det nemmere at behandle i hjemmet, når mange patienters sygdomme er bragt mere under kontrol. Den samlede besparelse vil i nogen tid gradvist stige, formentlig til 25 procent eller mere af de samlede udgifter. Dermed frigøres ressourcer, ikke mindst personale, som der er akut mangel på i resten af samfundet.

Vejen dertil kræver rationalisering, reorganisation og mod til at skære overflødige arbejdsgange væk. Her spiller kunstig intelligens en nøglerolle. Ikke som et truende fænomen, men en forholdsvis enkel form for systematisk og klogt anvendt statistik, som gør det muligt at optimere og herunder vurdere, hvilke undersøgelser der er nødvendige, og hvilke der kan skæres fra, samt bedømme, hvilken behandling der er den bedste ledsaget af færrest mulige bivirkninger.

Kunstig intelligens er ikke en erstatning for den erfarne lægers skøn, men et effektivt redskab til at analysere data, understøtte beslutninger og sikre kvalitet. Det forudsætter fri – og ansvarlig – adgang til sundhedsdata. I et gratis sundhedsvæsen burde det være en selvfølge.

Uddannelse og efteruddannelse i sundhedssystemet må samtidig gentænkes. Løbende opdatering af viden bør være et krav for at bestride centrale funktioner – i modsætning til i dag, hvor mange kan forblive i samme stilling livet igennem uden krav om efteruddannelse, også når verden har ændret sig omkring én.

I den forbindelse er det betænkeligt, at lægers efteruddannelse, som – bortset fra speciallægeuddannelsen, der i de fleste specialer er baseret på fremmøde i stedet for eksamen – stort set finansieres, ikke af det offentlige, men af lægemiddelindustrien. Det er måske bekvemt og billigt, men hvem sætter fokus og dagsorden for prioritering?

Et konkret forslag er etableringen af et ”prøvehospital”, hvor nye arbejdsgange kan afprøves uden de vante snærende regler. Her modtages patienten af mennesker – ikke skærme – og diagnosticeres og behandles hurtigt og sammenhængende. Patienten møder en erfaren læge, som uden at skele til sin pc kender navn og sygehistorie og fortæller, hvad der skal ske med hensyn til undersøgelse og behandling, som påbegyndes med det samme uden spildtid.

Ved første besøg bliver patienten gennemundersøgt og bragt i den bedst mulige sundhedstilstand før hjemsendelse. Opholdet slutter med en samtale med oplysning om status og råd for fremtiden. Epikrisen sendes samme dag, så egen læge er klar til opfølgning uden forsinkelse og bl.a. kan arrangere nødvendig genoptræning, så behandlingsresultatet ikke går tabt.

Et sådant hospital kunne med fordel placeres i grænselandet ved Kruså og udnytte erfaringer og fordele fra både Danmark og Tyskland – måske endda med EU-støtte. Hvis nogen hævder, at det ikke kan lade sig gøre, er svaret enkelt: Det kan det. Men kun hvis politikerne tør give forsøget mangeårig arbejdsro og et budget, der ikke kan barberes væk ved næste finanslov.

Hvis det lykkes at drive et prøvehospital som anført, vil den største udfordring måske blive det frie sygehusvalg. For hvem vil ikke gerne undgå ventetid og langvarig sygemelding? Det kræver kloge aftaler om patientfordeling og modsvarende reduktioner i budgetterne på de traditionelle hospitaler.

Det hjælper ikke at bevilge flere midler til den eller hin funktion, hvis ikke der sker gennemgribende organisatoriske ændringer. Uden dem er flere penge kun et plaster på såret, som med næsten usvigelig sikkerhed fører til flere ansatte uden at ændre arbejdsgange og medføre væsentlig forbedret behandlingskvalitet.

Håbet er, at en kommende regering gør dette til mere end endnu et nytårsforsæt – og faktisk gennemfører en reform, der mærkes. Ikke mindst af hensyn til de borgere, som sundhedsvæsenet trods alt er sat i verden for, og hvis ønsker det er politikernes opgave at imødekomme bedst muligt.