Musketéred er blevet et sløvt sværd
Med præsident Trumps tolkning af Atlanttraktatens Artikel 5 er traktaten måske ikke længere det papir værd, den er skrevet på. Den amerikanske præsident vil ikke komme Europa til undsætning – og så er vejen fri for Putin.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Siden Natos oprettelse i 1949 har der ikke hersket tvivl om Atlanttraktatens artikel 5, hvordan den skulle tolkes: Et angreb på ét medlemsland vil være at betragte som et angreb på alle medlemslandene, hvorefter alliancen samlet set kan gå til angreb på en mulig aggressor, men forinden vil der stadig være nogle handlinger og procedurer, der skal være på plads.
Med Trump i Det Hvide Hus er der for alvor sået tvivl om denne opfattelse. Trump blev tidligere i år spurgt, om han ville komme et medlemsland til undsætning, hvis landet blev angrebet af en fremmed magt, men svaret fra Trump var, at det vil komme an på, »hvordan man tolker artikel 5«. Altså vil det være præsident Trumps egen tolkning, der er afgørende for, om artikel 5 kan aktiveres.
Aldrig nogensinde i Natos historie har der hersket tvivl om tolkningen af artikel 5, for det er selve kernen i hele alliancen og danner baggrund for alle landenes bestræbelser for at opstille og vedligeholde et individuelt forsvar og dermed en fælles militær styrke klar til indsættelse der, hvor det er nødvendigt.
Nato er en organisation, der kun kan handle i konsensus, hvilket betyder, at alle beslutninger skal foretages i enighed. Artikel 5 kan derfor kun aktiveres, hvis alle medlemslande er enige herom, og med et USA, der på forhånd stiller sig tvivlende og er afhængig af præsident Trumps ”humørbarometer”, der som bekendt altid vil stå på ”foranderligt”, så kan Europa ikke længere regne med USA.
Atlanttraktaten er forholdsvis kortfattet og enkelt at læse. Den består af 14 artikler eller afsnit, hvor nogle artikler er mere væsentlige end andre, men overordnet refererer den til De Forenede Nationers pagt vedrørende bilæggelse af enhver international stridighed og ved fredelige midler at sikre fred og stabilitet samt afstå fra trusler eller magtanvendelse, der er uforenelig med FN’s formål. Traktaten er ikke kun tænkt som en forsvarstraktat, men også en fredstraktat, der skal kunne skabe fred.
Artikel 3 pålægger de enkelte medlemmer ved selvhjælp eller i fællesskab at opretholde og udvikle evnen til at imødegå et væbnet angreb og dermed opretholde robusthed. Artikel 5 siger, at et angreb på et medlemsland vil være at betragte som et angreb på alle medlemmer – derfor kaldes den i daglig tale ”musketereden”. Artikel 5 skal aktiveres i »forståelse med de øvrige deltagerlande«; det vil sige konsensus.
Af artikel 9 fremgår det, at Militærkomitéen, der er sammensat af landenes forsvarschefer, indstiller til Det Nordatlantiske Råd, der er det øverste politiske beslutningsorgan, om nødvendige forholdsregler til gennemførelse af bestemmelserne i artiklerne 3 og 5. Først derefter er det muligt i fællesskab at bekæmpe en mulig aggressor. Det kræver altså en form for konference, før artikel 5 kan aktiveres, men herefter er alle landene i princippet lige forpligtede til at bidrage med fornødne ressourcer for gennemførelsen af en give handling eller operation.
Det har altid været opfattelsen blandt medlemslandene, at uden et USA, så er der ikke noget Nato, for den amerikanske militære kapacitet er enorm, og medlemslandenes individuelle forsvar har altid kun været at betragte som et tillæg til USA’s i forvejen kolossale militære formåen. Europa skal påregne, at det er slut, og man må selv foranstalte et troværdigt forsvar.
Det er USA, der reelt besidder ”ejerskabet” af Nato. Det bekræftes af, at landenes ratificeringsdokumenter skal tilsendes og opbevares af USA’s regering. Nato har tillige en permanent opstillet militær kommandostruktur, og her er det også tydeligt, at USA alene har ejerskabet. Stillingen som øverstkommanderende er permanent besat med en amerikansk general. På trods af at alle medlemslande har samme stemmeret, så er det USA, der fører taktstokken, og nægter USA i en given situation at aktivere artikel 5, så er der ikke noget Nato i forhold til den handling, for landene individuelt kan ikke handle og påstå, at det er efter mandat fra Nato.
Hvis vi forestiller os, at russerne angriber et medlemsland i Baltikum og begrunder det med »en nødvendig beskyttelse af det russiske mindretal« i det pågældende land, så skal Nato derefter træde sammen og igangsætte proceduren med henblik på aktivering af artikel 5. Imidlertid har vi en præsident Trump i Det Hvide Hus, og hans tolkning af artiklen vil helt sikkert være forskellig fra øvrige medlemmers tolkning.
Man skal forvente, at han giver det pågældende medlemsland skylden selv, fordi han deler samme opfattelse som Rusland, hvorfor det efter hans opfattelse vil være rimeligt, at Rusland interfererer. Vi så noget tilsvarende med Ukraines præsident Zelenskyj kort efter præsident Trumps tiltrædelse som præsident, hvor han gav Ukraine skylden for at have startet krigen.
Trump vil ikke aktivere artikel 5. Dermed er Nato blokeret og handlingslammet. USA vil under ingen omstændigheder i en væbnet konflikt med Rusland, og kan man forestille sig, at noget europæisk land vil gå i kødet på Rusland? Næppe, for jeg kan ikke se, at nogen af de store medlemslande vil starte en konflikt med Rusland uden om USA. Natos kommandostruktur er også sat ud af spillet med en amerikansk general på toppen og et USA, der har sagt nej. Det vil betyde individuel krig mellem Rusland og de lande, som forsøger sig. En storkrig i Europa vil være resultatet.
Når krigen i Ukraine engang er overstået, og landet foræret til Rusland – for det er jo Trumps hensigt, hvilket tydeligt fremgår af hans nuværende fredsforslag – så kommer turen til Europa.
Trump vil ikke Europa, der efter hans mening kun er sat i verden for at snyde og udnytte USA. Hans fredsforslag giver mindelser om München-aftalen i 1938, hvor England og Frankrig ”forærede” Tjekkoslovakiet til Hitler i fredens navn – fuldstændig hen over hovedet på selve landet, hvilket var opløbet til Anden Verdenskrig. Trump vil for enhver pris holde sig gode venner med Putin på bekostning af såvel Ukraine som Europa.
Nato – og dermed Europa – har over tid i falsk tryghed gjort sig til intet andet end et ”vedhæng” til USA – et vedhæng, der lige nu ligger i Trumps lomme, hvor han kan bøje, forme og ikke mindst ydmyge et samlet Europa. Det sås sidst efter Alaska-mødet tidligere i år, hvor præsident Zelenskyj mødtes med Trump ledsaget af en hale af europæiske statsledere – alle krybende, leflende og sleske til det ukendelige. Det var amerikansk ydmygelse af Europa, hvor svagheden og handlingslammelsen i rigt mål blev udstillet.
Foruden USA er der tillige nogle medlemmer af alliancen, der er pro-russisk, og det vil medføre, at artikel 5 ikke vil kunne aktiveres, hvis det medfører en væbnet konflikt mod Rusland. Derfor skal der udfærdiges en ny forsvarstraktat, der tillader handling uden om USA, og den skal formuleres, så den entydigt skal kunne beskytte Europa mod en eventuel russisk aggression af enhver art. Konsensus er ikke et brugbart beslutningsprincip, så længe der er lande, som støtter Rusland, hvorfor man bør anvende flertalsprincippet, når vigtige beslutninger træffes.
Natos musketered, artikel 5, der har været det bærende princip i alliancen gennem snart 80 år, er afgået ved døden og vil ikke kunne benyttes i forhold til Europas sikkerhed, så længe præsident Donald Trump med sit slyngel-regime er til stede i Det Hvide Hus.