De første 10 måneders udenrigspolitik med Trump 2.0: En særpræget cocktail af instinkt, beskyldninger og ego

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 4. november rundede vi étårsdagen for valget af Donald Trump til præsident for anden gang.

Det betyder, at verden igennem de seneste 10 måneder har oplevet USA’s nye udenrigspolitik officielt under bannerne ”Make America Great Again” og ”America First”.

Der er nu ikke megen isolationisme over udenrigspolitikken under Trump 2.0. De mange forudsigelser blev gjort til skamme om, at USA ville trække sig tilbage fra verden og føre en udenrigspolitik, der alene ville fokusere på USA’s snævre nationale interesser.

I stedet har vi fået en amerikansk udenrigspolitik, som er en uforudsigelig blanding af instinkt, beskyldninger og ego, som det for nylig blev hævdet af David Sanger i New York Times.

Trumps udenrigspolitik er produkt af impulsivitet, humør og de konkrete omstændigheder den pågældende dag. Den er under ingen omstændigheder strategisk, fortsatte Sanger. Der er næppe mange, som bliver overrasket over dén karakteristik af den aktuelle amerikanske udenrigspolitik.

Det betyder ikke, at der kan være grund til at spørge: ”Hvordan er USA kommet så langt væk fra den gammeldags udenrigspolitik?” Den udenrigspolitik, som blev ført til og med den 19. januar i år, var præget af en tiltro til værdien af internationalt samarbejde og dermed også af en støtte til internationale organisationer som FN.

Det kaldes normalt liberal internationalisme. Det er ikke det samme som konservativ internationalisme, som faktisk deler den liberale internationalismes mål. Til gengæld har konservativ internationalisme en såkaldt realistisk tilgang til midlerne i international politik og dermed en tiltro til, at militær magt kan hjælpe til at opnå de mål, som USA har.

Man kan forstå den nye situation for amerikansk udenrigspolitik ved at se på fænomenet hofpolitik. Fænomenet hører sådan set hjemme i Enevældens tid, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Det er en måde at lave politik på, som adskiller sig fra den måde, tingene foregår i moderne demokratier.

Hofpolitik er kendetegnet ved en stærk personliggørelse og centralisering af beslutningskompetencen, i dette tilfælde i amerikansk udenrigspolitik. Hofpolitik afhænger af præsidentens personlighed, af personlige alliancer og af en samtidig konkurrence mellem forskellige persongrupper om at opnå herskerens opmærksomhed og gunst.

Påstanden er altså, at amerikansk udenrigspolitik siden den 20. januar i år har udspillet sig i Trumps ”hof”, hvor personlig loyalitet og ideologisk opportunisme har været vigtigere end indsigt og viden om internationale forhold. Man holder sig på god fod med herskeren ved at tale ham efter munden, og man begynder ikke at argumentere imod ham.

Trumps hof består af hans nærmeste udenrigspolitiske rådgivere. Den snævre kreds af udenrigspolitiske rådgivere er fuldt klar over, at de kun har deres position takket være deres loyalitet over for præsidenten. Hvis man udviser illoyalitet som den tidligere leder af det Nationale Sikkerhedsråd Mike Waltz, bortvises man. I tilfældet Waltz blev han ”udvist” af Washington og sendt til New York som ambassadør ved FN.

Da Mike Waltz blev fyret, blev Marco Rubio, som i forvejen var udenrigsminister, gjort til leder af Det Nationale Sikkerhedsråd og dermed national sikkerhedsrådgiver.

Rubio har næppe tid til at konspirere mod præsidenten, da han oven i de to tunge job også har to andre hverv. Marco Rubio blev oprindeligt anset for at være en traditionel konservativ politiker, men allerede efter få uger som udenrigsminister fremstod han som en ukritisk støtte af Trumps udenrigspolitik.

»Rubio er en fortabt mand og en sjælløs vendekåbe, som ikke har andre principper end at tjene den mand, som har udnævnt ham,« slog tidsskriftet Foreign Policy fast.

Vicepræsident J.D. Vance har ingen nævneværdig erfaring eller indsigt i internationale forhold og amerikansk udenrigspolitik. Men han er loyal for ikke at sige superloyal over for præsidenten og hans politik. Han deler Trumps foragt for europæerne, og han betragter dem som en flok nassere, der udnytter USA og kører på frihjul i international politik. Det fik de som bekendt læst og påskrevet under sikkerhedstopmødet i München i foråret.

Krigsminister Pete Hegseth er formodentlig den mindst kvalificerede af de personer, der udgør Trumps udenrigspolitiske inderkreds. Der er bred enighed om, at Hegseth alene blev valgt på grund af sin stærke offentlige modstand mod enhver form for wokeness og tiltag, der støtter lighed og minoriteter.

Han har demonstreret sin loyalitet over for præsidenten ved utallige fyringer af kvindelige officerer og sorte officerer i alle grene af de væbnede styrker. Toplederen af samtlige væbnede styrker, general Charles Brown, blev hurtigt afskediget. Han er sort; mens chefen for sø-operationer, admiral Lisa Franchetti, som navnet antyder, er kvinde. Hun blev ligeledes fyret med det samme.

Hofpolitikken har haft en lang række alvorlige konsekvenser for det apparat og den ekspertise, der oprindeligt var tiltænkt at understøtte amerikansk udenrigspolitik. Udenrigsministeriet er skåret ned med mindst 2.000 personer, mens personalet i Det Nationale Sikkerhedsråd er halveret. Det Nationale Sikkerhedsråd blev i sin tid etableret for at give præsidenten et kompetent redskab i tilfælde af internationale kriser.

Også i Pentagon er der sket markante afskedigelser af både civile og af uniformeret personale. Bundlinjen efter de dramatiske nedskæringer er, at viden og indsigt i det udenrigspolitiske apparat er nærmest ikkeeksisterende. Dermed er mulighederne for at give kvalificerede råd stærkt begrænsede i et beslutningssystem, hvor kritik anses for illoyalitet.

Fraværet af kontrol og begrænsninger på præsident Trump gør amerikansk udenrigspolitik netop så uforudsigelig, som verden har været vidne til siden den 20. januar i år. Resultaterne har på den ene side været noget, der ligner politisk teater. Det strækker sig fra trusler om annektering af suveræne lande over ændring af navnet på Den Mexicanske Golf til løfter om væbnet forsvar af kristne i Nigeria.

På den anden side har man oplevet en forbavsende beredvillighed til at bruge væbnet magt uden tilhørende åbning til forhandlinger. Mest tydeligt har den nyaktivistiske politik vist sig i de massive bombninger af Houthi-bevægelsen i Yemen, de omfattende bombardementer af de iranske atomanlæg og angrebene på smuglerbåde i Caribien.

Der er flere forsøg på at beskrive udenrigspolitikken under Trump 2.0. At den er hverken konservativ eller isolationistisk, har ført til forslag om at kalde Trumps udenrigspolitik for ”neandertal-realisme”.

Det er en usofistikeret og stærkt pragmatisk tilgang til udenrigspolitik, hvor rå magt prioriteres over samarbejde. Den bygger på en »markant overvurdering af amerikansk magt«, slog den konservative udenrigspolitiske ekspert Kori Shake for nylig fast i tidsskriftet Foreign Affairs. En sådan overvurdering kan gå hen at blive særdeles farlig i en situation, hvor USA mangler udenrigspolitisk viden og ekspertise blandt de centrale beslutningstagere.