Vores stærkeste forsvar er at have et fælles nordisk-baltisk pulsslag

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når vores kongepar besøger de baltiske lande, sender Danmark et tydeligt signal om solidaritet med vores naboer på den anden side af Østersøen.

Det er et stærkt og utvetydigt signal om samhørighed i en tid, hvor de baltiske lande igen befinder sig i skyggen af en truende stormagt, og hvor vores fælles værdier – frihed, demokrati og kulturel åbenhed – ikke kan tages for givet.

Når bandet Hugorm, med Simon Kvamm i front, netop nu synger “Vi nedlægger forsvaret”, rammer de ind i en følelse, som mange i Norden og de baltiske lande genkender – ambivalensen mellem frygten for krig og ønsket om fred. Sangen er en kunstnerisk kommentar til den uro, mange mærker i mødet med oprustningens nødvendighed, og et godt eksempel på, hvordan musik kan give form til utryghed, tvivl og længsel – og samtidig skabe håb og et fælles pulsslag, der minder os om, hvad vi kæmper for – og hvorfor.

Et styrket nordisk-baltisk samarbejde er en forudsætning for at sikre fred, frihed og sikkerhed i Østersøregionen og Europa. Hvis vi i Norden vender blikket væk fra de baltiske lande nu, vil vi ikke blot svigte dem, men også vores eget ansvar som demokratiske naboer.

I 2026 får Danmark formandskabet for Nordisk Ministerråd. Det er en historisk mulighed for at styrke samarbejdet i Norden og med vores baltiske naboer – og for at forankre det i en ny virkelighed, hvor sikkerhed ikke længere kun forstås militært, men som et prisme, der gennemlyser alle samfundets dimensioner – herunder også kultur.

Sikkerhed er ikke en sektor. Det er en lyskaster, der sætter spot på, hvad modstandskraft egentlig betyder. Det handler ikke kun om energiuafhængighed og territorialt forsvar, men om mental robusthed, kulturelle fællesskaber og demokratisk tillid.

Eller som de europæiske kulturministre siger i deres fælles deklaration fra den 5. november 2025: »We believe that the protection and promotion of our cultures and cultural heritage (…) should be considered as an integral part of European security policy.«

Efter Anden Verdenskrig blev der investeret massivt i uddannelse, kultur og folkeoplysning som politisk nødvendighed, fordi det udgør demokratiets rygrad. Det var den indsigt, der lagde grundlaget for det moderne Europa. Den tanke er lige så relevant i dag. De to professorer Morten Heiberg og Rasmus Mariager, formulerede det således i Altinget i september: »Det er vor tids største opgave at bringe Danmark sikkert ind i den nye verdensorden, der bliver formet i disse år. (…) Ekstraordinære kriser kræver ekstraordinær ekspertise i internationale forhold. Indsigt i historie og kulturforståelse på et højt niveau vil være ren og skær nødvendighed. Vi skal huske på, at kultur ofte trumfer strategi.«

Deres ord minder os om, at Europas styrke ikke kun hviler på teknologi og militær, men på dannelse, historisk bevidsthed og evnen til at forstå hinanden.

Krigen i Ukraine har bragt sikkerhedspolitikken tættere på hverdagen – også i de nordiske og baltiske grænseområder. Her, hvor demokratiet møder autokratiet, er det afgørende, at kulturen som fri meningsytring er til stede – synlig, levende og forankret i samarbejde.

Da de baltiske lande genvandt deres frihed for 35 år siden, etablerede Nordisk Ministerråd og Dansk Kulturinstitut kontorer i Tallinn, Riga og Vilnius, og med støtte fra stærke politiske skikkelser som Uffe Ellemann-Jensen blev partnerskaber og institutioner bygget op, der støttede de baltiske samfund tilbage i den demokratiske familie.

Dengang var der en klar bevidsthed om, at de baltiske landes stabilitet er en del af Nordens egen sikkerhedspolitiske virkelighed, og at investeringer i de baltiske lande ikke kun er støtte, men en investering i vores fælles fremtid i regionen.

Vores hjælp og udstrakte hænder er ikke glemt herovre. Litauen har besluttet at dedikere 2026 til et år med Kongeriget Danmark under overskriften ”Friends in Need” – et initiativ, der sætter fokus på nationer, som i særlig grad hjalp landet med at genopbygge demokratiske institutioner og genetablere samarbejde på tværs af Europa.

I dag står vi i en ny historisk situation. De baltiske lande lever med krigen som nærmeste nabo. Deres frihed er også vores. Norden og de baltiske lande deler de samme værdier: demokrati, ligestilling, ytringsfrihed og retsstat. Derfor bør Danmark bruge formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2026 til at intensivere samarbejdet – ikke mindst på kulturområdet, som udgør et kraftfelt med store potentialer.

At Nordisk Ministerråd og Dansk Kulturinstitut har været til stede i Estland, Letland og Litauen gennem mere end tre årtier og opbygget tillid og tætte relationer, betyder, at vi i dag kan spille en aktiv rolle i en tid, der kræver fornyet bekræftelse af vores gensidige forpligtelser og engagement. Vi må ikke tabe dette momentum til at sikre fælles indflydelse til gavn for det fælles baltisk-nordiske fællesskab. Vi behøver det.

Programmet lægger op til at styrke ligeværdige partnerskaber med de baltiske lande, og at tilbyde deltagelse i flere ministerrådsformationer. Jeg håber, Danmark vil bruge sit formandskab til at give samarbejdet den strategiske tyngde, situationen kalder på. Estland, Letland og Litauen bør inddrages mest muligt i det nordiske samarbejde. De deler vores historie, værdier og udfordringer – og de står tæt på os folkeligt, kulturelt, politisk og militært.

Parallelt med samarbejde om fælles udfordringer som at beskytte de store dele af kulturlivet, der bidrager til at øge de særlige nordisk-baltiske menneskelige og samfundsmæssige værdier – styrkelse af adgang til kulturen, beskyttelse af materiel og immateriel kulturarv, øget læselyst blandt børn og voksne, medielitteracy og AI – har jeg et bud på et helt konkret initiativ: en gigantisk nordisk-baltisk kulturmanifestation – en armada af lys og venskab på tværs af Østersøen.

Inspireret af Next Stop Soviet-bevægelsen, der i 1988 bragte tusindvis af unge skandinaver til Sovjetunionen – og unge sovjetborgere den anden vej – for at skabe menneskelige kontakter og kulturel udveksling, foreslår jeg nu en ny manifestation: en fælles nordisk-baltisk folkerejsning for frihed og demokrati.

Initiativet har ikke politisk rygmærkepartifarve, som man roligt kan sige, at Next Stop havde, men derimod tager det afsæt i idéen om at samle mennesker gennem kultur, hvor simultankoncerter, performances og fællessang skal skabe håb fra Klaipėda til Finsk Karelen, fra Daugavpils til Dueodde og fra Narva til Nordnorge.

Et stærkt kultur- og kontaktdiplomati viser verden – og ikke mindst Rusland – at vi står sammen og har viljen til at forsvare vores fælles værdier, og at vores styrke bygger på menneskelighed, sammenhold og frihed.