Derfor får vi aldrig bugt med bureaukratiet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Mette Frederiksen siger det. Oppositionen siger det. Ursula von der Leyen siger det. Snart sagt alle siger det: Europa – og Danmark – er ved at sande til i regler og bureaukrati. Det gør hverdagen besværlig, bøvlet og uoverskuelig for både virksomheder og borgere, og i sidste ende koster det så mange penge og så meget manøvrerum, at Europa – og Danmark – ender med at sakke bagud relativt til andre lande og områder.

Men oprydningen er svær. Meget svær faktisk. Det skorter ikke på gode intentioner, og f.eks. har afbureaukratisering i en eller anden form været en erklæret politisk prioritet for samtlige danske regeringer siden Poul Schlüter. Og selvom mange voksne læsere måske nemt husker tilbage til Schlüters tid, må vi også bare erkende, at det er i omegnen af 40 år siden, og at der er løbet meget vand i åen – og kommet rigtig mange regler til samlingen – siden da. Tæller man ord i lovgivningen, skal man have den store lommeregner frem for at kunne følge med udviklingen.

Men hvorfor skal det være så svært at få bugt med bureaukratiet, når alle politiske kræfter tilsyneladende gerne vil det? Jo, der er groft sagt – mindst – tre udfordringer. En demokratisk, en teknisk og en partipolitisk. For nu at begynde med de tre.

Den første årsag til, at det er svært at lave regelforenkling, er den måske vidtrækkende: Når vi lever i et demokrati – og det skal vi af virkelig mange årsager være glade for! – så er der et indbygget pres for flere regler og det modsatte for oprydning.

Alle regler er jo indført af en årsag og som regel endda også af velmenende mennesker. Vi vil gerne beskytte X eller fremme Y, fordi det er godt. Og derfor laver vi en regel om at passe på X og at gøre Y mere fordelagtigt. Men alle de gode intentioner hober sig op år efter år efter år, og til sidst står vi et sted, hvor det ikke er den enkelte regel, men den samlede regelbunke, der er problemet. Det er der, vi står i dag, hvis man som læser skulle være i tvivl.

Men netop fordi alle regler har et ophav, er der også altid nogen, der synes, at netop regel A eller regel B er god og meningsfyldt. Der er altid nogen, der vil råbe op, hvis eller når en regel kommer i oprydningens spotlys. Og demokratiet tilhører de aktive mindretal. Det ved enhver, der har prøvet at være aktiv i nogen som helst demokratisk forsamling fra elevråd til foreningsliv til folketingspolitik: Dem, der råber højest og er mest aktive, er også dem, der sætter dagsordenen. Selvom det store – og tavse – flertal måske mener noget modsat. De mener det bare ikke lige så meget.

Alle vil derfor have regelforenkling – bare ikke lige på dette eller hint meget specifikke felt. Og når den effekt gælder alle meget specifikke felter, så bliver det svært at pege på, hvor der reelt kan og skal ryddes op, uden at nogen bliver rigtig, rigtig sure. Og man ender med at holde hinanden i skak: Vi skal ikke rydde op lige her, for så skal der også ryddes op derovre!

Den demokratiske beslutning om oprydning, afbureaukratisering og forenkling er meget svær at træffe. Det gælder i Danmark, og det gælder så sandelig også – måske endda i højere grad – i EU, hvor borgerne er langt væk og særinteresserne tættere på.

Til gengæld betyder det omvendt, at regelmaskineriet kører videre. Hele tiden. Der er jo altid et aktivt mindretal, der vil beskytte, udvikle, passe på eller gøre godt for. Intentionerne er uendelige, og de højtråbende mindretal får (næsten) altid ret. Sådan er demokratiet, for sådan er mennesker: Vi kan ikke alle sammen interessere os lige intenst for alting, og så giver vi plads. Resultatet kender vi: flere regler – og umuligheden af oprydningen. Det ligger måske i selve demokratiets natur at sande til over tid?

I dag står vi derfor et sted med mange regler. Der er paragraffer for alting. Og selve omfanget og kompleksiteten af oprydningen gør opgaven uoverskuelig og svær. Det er den anden – og måske mere tekniske – årsag til, at regelforenkling er så svær: Fjerner vi ét tandhjul i det store maskineri, påvirker det en hel masse andre. Og effekten kan være svær at overskue endsige forudsige.

Kompleksiteten bliver jo ikke mindre af, at regelproduktionen i dag i høj grad sker i form af enten bekendtgørelser eller EU-regler – eller bekendtgørelser, der implementerer EU-regler. Set fra oprydderens perspektiv kan det være umuligt at få overblik over, hvad der reelt kan og må gøres.

Derfor tager oprydningen tid, er besværlig og drukner i andre og måske mere akutte, politiske prioriteter. Det er ganske enkelt både langsommeligt og svært at rydde op i paragrafferne, når regelbunken er så stor. Den kræver en målrettet, højlydt og meget bevidst politisk prioritering.

Derfor er det oplagt også at kigge nærmere på, om de politiske partier går til regelforenklingen på rette måde – om de virkelig har både vilje, evne og vilkår til reelt at prioritere afbureaukratisering? Her er svaret for alle, der ønsker mindre bøvl i hverdagen, nok en smule nedslående. Det er den tredje årsag til, at det er så svært at rydde op: at partiernes tilgang til regelforenkling ofte har svært ved at blive til andet og mere end paroler.

Hvis vi skal forstå hvorfor, skal vi forstå, at der er forskel på simpel oprydning, hvor vi fjerner de dummeste eller mest besværlige regler, og på egentlig reform af et område. Også selvom det i den daglige tale meget ofte sker, at man politisk kalder noget en reform, selvom det egentlig blot er en måske mindre tilpasning. Det politiske sprog er jo en hel verden for sig.

Tilpasninger kan være fine – og de kan endda gøre ting simplere, lettere og mere overskuelige – men de løser sjældent det grundlæggende problem: at tingene sander til over tid. Ellers var vi jo næppe landet der, hvor regelmængden er eksploderet over tid, og hvor man f.eks. i EU skriver både den ene og den anden rapport om behovet for oprydning og forenkling.

Et opgør med bureaukratiet betyder derfor, at de politiske partier skal prioritere deres politikudvikling højere end i dag: Måske er det ikke nok at overveje, hvordan man får færre regler for f.eks. regler for godstransport eller regler for dagtilbud – for nu at nævne to tilfældige og forhåbentlig ikke særlig beslægtede områder.

Måske skal man i stedet overveje, hvordan børnepasning eller godstransport egentlig bør organiseres, så det ikke drukner i regler over tid? Hvordan ser en konservativ, liberal, radikal, venstresocialistisk, socialdemokratisk, folkepartistisk ønskevision for et givent politisk område ud i det lys?

Jeg vil – måske lidt provokerende – tillade mig at påstå, at den slags vidtløftige og tidskrævende tanker har svære kår i partier, der arbejder i et forhastet og medialiseret demokrati. Og så ender regelforenklingen med at være et appendiks til alt andet, og lovmøllen – og bureaukratiet – fortsætter som hidtil.

Svaret på disse tre udfordringer er naturligvis ikke at give op. Svaret er derimod at overveje, om vi har skabt de rette rammer for at lave nye regler. Vi kan rydde op, herfra og til Månen falder ned, men hvis vi ikke har blik for, hvordan og under hvilke vilkår vi laver nye regler – herunder de tre udfordringer, jeg her har skitseret – vil oprydningen altid være forgæves.