Private fonde er mere end filantropi

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De fleste har hørt om private fondes pengegaver til velgørenhedsprojekter, kulturstøtte og byudvikling. Men de færreste ville nok forbinde fondene med rigets sikkerhed og teknologiske kapacitet. Ikke desto mindre er det helt oplagt at lave den kobling – og værdsætte dens betydning.

Aldrig før har de private erhvervsdrivende fonde som Novo Nordisk Fonden, A.P. Møller Fonden, Lundbeckfonden og Carlsbergfondet været et større strategisk aktiv for Danmark end lige nu. For med deres betydelige kapaciteter – i form af uddelinger til almennyttige formål, f.eks. forskning og innovation, kapitalinvesteringer og ejerskab af nogle af landets største og mest innovative virksomheder – agerer disse fonde som centrale aktører i udviklingen af Danmarks teknologiske og industrielle kapacitet.

Ud over de erhvervsdrivende fondes store donationer til almennyttige formål (18 mia. kr. i 2023) spiller de således en betydelig strukturel rolle for den teknologiske udvikling. Gennem støtte til forskning og fondenes tætte kobling til erhvervslivet understøtter de teknologisk udvikling med strategisk betydning for samfundet.

Set fra et samfundsmæssigt perspektiv er det en unik dansk styrke, der har potentiale til at understøtte vores konkurrenceevne mere strategisk, end det sker i dag.

Mens dansk forskning – bl.a. takket være støtten fra de private fonde – på mange områder er i verdensklasse, viser en nylig rapport fra Deloitte Economics og PÒMUS en række problematiske kløfter i det danske forsknings- og innovationssystem. Kløfterne skal mindskes, hvis den danske innovationskapacitet skal styrkes.

Der skal en fokuseret indsats til for at bygge bro mellem de forskellige aktører og områder – forskning, innovation og kommercialisering – fordi de i dag ikke er på en fælles mission. Men det er en ”must win battle”: Netop innovationskraften er en af nøglerne til at udløse betydelig samfundsøkonomisk værdi og dermed bidrage til at fremtidssikre Danmark i en stadig mere usikker og teknologidrevet verden.

Rapporten fremhæver, at fondene har både en særposition og et særansvar. Med mere end 10 mia. kr. i årlig støtte til dansk forskning – et tal, som forventes at stige – spiller de private fonde ubestrideligt en afgørende rolle, hvis kløfterne skal mindskes og innovationskraften skal op.

En væsentlig udfordring er dog, at offentlige midler og private fondes uddelinger i dag kun i begrænset omfang koordineres. Det kan svække Danmarks samlede evne til at adressere store strategiske dagsordener som grøn og digital omstilling, sundhedsinnovation og forsyningssikkerhed. Samtidig ser vi et uudnyttet potentiale i samspillet mellem fondenes donationer og den offentlige forskningsinfrastruktur. Derfor er der behov for bedre synergi mellem forskningsinstitutionerne, staten og fondene.

De private fonde er uafhængige aktører – og sådan skal det forblive. Det er afgørende, at de fortsat kan agere frit og til enhver tid uafhængigt disponere over egne midler. Men de bærer også et særansvar og er i en unik position til at styrke det strategiske samspil mellem investeringer i forskning og innovation og den bredere samfundsudvikling. Derfor bør deres rolle tænkes mere aktivt ind, hvis vi skal løfte Danmarks samlede innovationskapacitet, styrke konkurrenceevnen og øge modstandskraften.

En visionær dansk forsknings- og innovationspolitik bør aktivt integrere fondenes perspektiv, når det kommer til prioritering og udmøntning af investeringer i forskning, innovation og teknologisk kapacitetsopbygning. Fondene skal have en plads om bordet i en koordineret platform side om side med staten, forskningsinstitutioner og erhvervslivet med fokus på langsigtede teknologiske og industrielle mål.

De private fonde råder i dag over store midler og dermed samfundsmæssig indflydelse, og med det følger en forpligtelse til at koordinere med de øvrige aktører. Uden et koordineret og forpligtende samarbejde mellem aktører risikerer vi at forstærke de to følgende tendenser inden for forskningsfinansiering, som i dag hæmmer innovationskraften:

Den ene er, at der i stigende grad uddeles midler til strategisk forskning – f.eks. inden for klima eller AI – og relativt færre midler til fri forskning. Fri forskning, hvor forskere frit kan forfølge idéer uden politiske eller økonomiske begrænsninger, har historisk ført til banebrydende opdagelser og teknologiske gennembrud.

Den anden tendens handler om ubalancen mellem eksterne midler og universiteternes basismidler. Over de seneste 10 år er støtten fra private fonde steget med 135 pct., og den ligger nu på omtrent samme niveau som det offentlige forskningsbudget.

Samtidig har de offentlige basisbevillinger været relativt stabile. Det betyder, at basismidlerne i højere grad skal understøtte driften af eksternt finansierede projekter, hvilket reducerer universiteternes råderum til andre vigtige formål.

Disse dynamikker risikerer at skabe blinde vinkler og begrænse udviklingen af nye forskningsområder, som kunne være fremtidens vinderteknologier.

Første skridt kan derfor være en mere formel dialog mellem aktørerne om, hvordan de kan mødes og dele prioriteter i strategiske procesforløb om nationale forskningsmål.

Det kan også være gavnligt at udvikle fælles målsætninger og indikatorer for samfundsmæssig og industriel impact, som alle aktører kan navigere efter – f.eks. et nationalt forsknings- og innovationsbarometer, der måler udviklingen i Danmarks innovationskapacitet. Her har Danmark mulighed for at gå forrest og skabe et unikt styringsredskab, som ingen andre lande i dag har.

Udgangspunktet for et styrket samarbejde er solidt. En ny undersøgelse foretaget af MBC i samarbejde med Fondenes Videnscenter blandt 31 fonde viser nemlig, at kun fire fonde slet ikke har dialog og/eller samarbejde med ministerier og styrelser i dag.

Samtidig forventer 91 pct. øget dialog/og eller samarbejde med folketingspolitikere frem mod 2030. Undersøgelsen siger dog ikke noget om, hvor strategisk denne dialog og/eller samarbejde i dag udspiller sig, men det understreger, at fondene allerede selv ser behovet for bedre synergi – og det kan de bygge videre på. Regeringsgrundlaget understreger også entydigt regeringens ambition om at styrke relationen til fondene.

Vores opfordring er, at dialoger og samarbejder bliver mere strategiske med henblik på at styrke Danmarks teknologiske og industrielle kapacitet.

Men det er afgørende, at fondenes uafhængighed respekteres i processen, ligesom det er vigtigt, at fondene er meget opmærksomme på åbenhed og transparens i arbejdet.

Danmark har en enestående mulighed for at styrke sin position i en verden, hvor teknologisk lederskab og industriel kapacitet er tæt forbundet med geopolitisk styrke. Hvis vi skal indfri dette potentiale, skal vi mobilisere alle samfundets kræfter.

De erhvervsdrivende fonde er i den sammenhæng en nøgleaktør – ikke blot som finansieringskilder, men som strategiske partnere i at forme fremtidens samfund gennem viden, teknologi og innovation.