Ligestillingskampen starter i provinsens klasselokaler

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

På mit sengebord står en halvt fyldt kop kaffe, som jeg har glemt alt om. For jeg har ladet mig fange af de mange mails, som tikker ind med overskriften: Tillykke med valget som Radikale Ungdoms kultur-, ret- og ligestillingsordfører!

Men midt i dagdrømmeriet om storpolitik kan jeg ikke lade være med at tænke på den pige, som var lige ved at droppe politik fuldstændigt. Eller nærmere: droppe det hele.

For i et varmt klasselokale på et provinsgymnasium for to år siden sad jeg optaget i en samfundsfagstime og lærte om alt fra Butler til Beauvoir. Vores gymnasium var et oplyst sted, hvor kønsteorier ikke kun stod skrevet i lærebøgerne. En kendsgerning, du sikkert kunne have overbevist mig om, havde jeg ikke skævet mod sidemandens skærm, hvorpå der var et hånende meme om pigen siddende foran – med ryggen til. Hvis ikke mine klassekammerater i frikvarteret var gået direkte ud og reproduceret de strukturer, vi netop havde analyseret. Så piger i nederdel skulle finde sig i kommentarer fra drengene, når de gik op ad trappen – og de, der sagde fra, blev enten udskammet, ignoreret eller gjort til problemet selv.

Diskussionen om ligestilling bliver for ofte banaliseret til blot at omfatte de synlige symptomer på forskelsbehandling. Men den danske ligestillingskamp handler i langt højere grad om det, der sker på strukturniveau. Uddannelsessystemet i Danmark rummer en virkelighed, vi ikke taler højt nok om: en virkelighed, hvor mobning, sexistiske kommentarer og ulighed ikke er undtagelser – det er hverdag.

At sidde i det klasselokale som pige føltes som at navigere et minefelt, hvor hvert skridt kunne udløse en kønslig latterliggørelse. Jeg mærker stadig forventningernes vægt født af dagligdagens kommentarer som et tillært imposter-syndrom. Jeg troede, jeg var meget klogere, end jeg var. Jeg var for kedelig, for højtråbende, for underlig. Hver pige havde sin egen personlige liste af adjektiver.

Hvordan jeg holdt ud helt indtil 3.g, er et mysterie. Men det tror jeg netop vidner om den hverdag, mange kvinder ubevidst vandrer rundt i under et trykkende glasloft. Flokdyrsmentaliteten bliver en standardisering, og derfor er det nemmest bare at falde i ét med mængden.

Så min og flere andres beslutning om i 3.g at gå mod flokken var mere end usædvanligt hård. Men når man som ung henvender sig til en voksen og fortæller, at man føler sig mobbet, utryg eller seksuelt krænket, burde det sætte noget i gang – som jeg da også håber, er tilfældet mange steder.

Men vores erfaringer blev affejet som overfølsomhed. Skolen henviste til lovgivning frem for studiekontrakt og fritog sig ansvar.

Det handlede dog aldrig om jura – men om vilje. For da drengene i klassen begyndte at falde bagud fagligt, blev der handlet omgående. Trods lærernes bevidsthed om klassedynamikken blev pigerne placeret ved siden af drengene med målet om at hjælpe deres koncentrationsevne. Vores tryghed kom i anden række i missionen på at redde drengene. Eller måske rettere: redde flest muligt penge i taxametersystemet.

Til mit sidste møde på skolen blev det fortalt med al overbevisning, at det jo var søde og ordentlige drenge. Det var mødet, som i virkeligheden nok afgjorde min beslutning om skoleskift. I momentet prøvede jeg at visualisere, hvad det var, de forsøgte at sælge til mig som bortforklaring. En ordentlig dreng.

Jeg kender efterhånden et utal af ordentlige drenge i min omgangskreds, men ingen af dem virkede sammenlignelige med den karikerede version, som bar samme karakteristika, som drengene i min gymnasieklasse havde. For er det ordentligt at lave nedladende memes om klassekammerater?

Er det ordentligt at håne andres faglige indsats? Er det ordentligt at kommentere og nedgøre pigers kroppe? Eller skabe et miljø, hvor piger føler sig systematisk presset ude af fællesskabet?

Drengene slap afsted med en betydningsløs anmærkning. Et incitament til, at tiden derefter blev værre end nogensinde før. For nu var der givet tommel op fra ledelsen. En ledelse, som jeg havde siddet til utallige møder med som elevrådsformand eller elevrepræsentant i trivselsudvalget – en næsten tragikomisk situation.

Ikke desto mindre tog de ikke min etos for gode varer. Og netop fordi jeg sad med til de møder, forstår jeg godt ledelsens håndtering. For rent administrativt var en fralæggelse og forskydning af ansvar klart den nemmeste løsning i en konflikt som denne. Men det var netop det, som var problemet. Det var for nemt.

I politik påtales nedgangen i unges mentale helbred ofte. Og folketingspolitikere står nærmest i kø for at komme med lige netop deres bud på begrundelsen – selvom buddene for det meste udvikler sig til at blive en rangering over, hvilket sociale medie der er den værste syndebuk.

Opfattelsen af den tertiære socialisering som udelukkende et produkt af mediebilledet er en fejlslutning. Det bliver endnu en ansvarsfralæggelse, hvor vi som samfund ikke påtaler den konkrete kultur, børn og unge forsøger at navigere i – en kultur, vi alle har været med til at forme.

Det er en kultur båret af patriarkalske normer, hvor biologisk determinisme stadig dikterer forventninger til kønnene.

Min oplevelse vidner ikke om en enkelt lærer eller nogle umodne drenge, men om noget strukturelt. Der hersker en tavs medløberkultur på alt for mange ungdomsuddannelser, hvor normerne er så fastlåste, at det kræver gode lunger at stille sig op og råbe, så nogen kan høre det.

En kulturændring kræver, at vi tager en ærlig samtale om, hvordan vi bryder de negative mønstre – også selvom det usynlige kan virke uhåndgribeligt. Vi skal investere i ordentlige trivselsressourcer, og så skal vi stille højere krav til de adfærdskodekser, som forventes overholdt på landets uddannelsesinstitutioner.

Det er ikke tilstrækkeligt at tale om unges mentale helbred som en statistisk kendsgerning. Vi skal tale med de unge og høre på dem, der tør sige fra og råbe op. Skolerne er der, hvor nye generationer formes. Og det, vi inden for skolens rammer accepterer som enten rigtigt eller forkert, ordentligt eller følsomt, er det, som eleverne senere går ud og reproducerer i samfundet.

Hvis ikke vi tager ansvar nu, risikerer vi at miste en andel af den unge generation til ensomhed og en følelse af fejlagtighed, når systemet vender det blinde øje til. Skolen skal være et sted, hvor alle føler sig trygge og respekterede. Det kan lade sig gøre. Jeg så ved mit skoleskift, hvordan den strukturelle sexisme kan holdes på afstand, når tryghed og respekt prioriteres – og man siger tydeligt fra, hvis nogen truer den kultur.

Det er essentielt både for uddannelserne og for landets arbejdspladser, som ungdommen senere skal arve. Fordi det er en arv, de vil modtage med samme attitude og normsæt, som tidligere blev tillært i skolen. For det er uundgåeligt, at strukturer overlapper. Og derfor vil en indsats gavne alle – både på lang og på kort sigt.

Vigtigst er det dog, at vi griber de unge, som føler sig svigtet af de autoriteter, som havde lovet dem støtte. Der skal være plads til hvert enkelt barn eller ung i fællesskabet. Og det er alles ansvar at sørge for, at kønnene ikke følger forskellige normsæt, men bringes i samhørighed. Skolen skal være et sted, hvor ingen skal mærke byrden af at skulle agere det sorte får og bekæmpe en flokdyrsmekanisme alene.