Vi er blevet et folk, der undskylder forud

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Nu er jeg jo ikke racist, men …«

Det var svært for mig at høre resten af sætningen, for jeg var så fokuseret på at tolke, hvorfor det var nødvendigt for ham at sige.

Så jeg hørte ikke mere efter det »men«.

Da det skete igen i en anden samtale med en helt anden, som åbnede med: »Jeg er selvfølgelig ikke racist … men …«, tænkte jeg godt nok mit og overvejede, om jeg var kommet lidt for langt ud på landet.

For herude er tingene lidt anderledes. Hvis man er vant til storbyens overlegenhed med veganerbarer, Kvinfo-demoer og blege mennesker, der skyder sig med heroin i parken, så får man sig nok et kulturchok på de vestfynske marker. Her er der mere plads, både til stilheden og til ærligheden.

Når naboen banker på, er det ikke for at diskutere kønsnormer eller klimamål, men for at spørge, om man kan låne en trailer.

Når man går tur, hilser man på folk, også selvom man ikke kender dem. Her snakker man ikke om, hvem der har den rigtige holdning, men om, hvem der kan hjælpe med at få traktoren fri af mudderet.

Selvom jeg befinder mig godt blandt køer og marker og 15 km til den nærmeste købmand, så var der alligevel ting, der overraskede mig, da jeg for fem år siden flyttede væk fra lejligheder og viceværter. Jeg havde ikke forventet, at folk ville starte en samtale med at undskylde for sig selv – og da slet ikke, når det, de sagde, viste sig at være ganske jordnært og helt uden spor af racisme.

Det, der slog mig, var ikke så meget ordene efter »men«, men selve undskyldningen, der gik forud. En slags sprogets håndsprit, som man lige gnider af på tungen, inden man tør sige, hvad man egentlig mener.

Vi er blevet et folk, der undskylder forud.

»Jeg er jo ikke ekspert, men …«

»Jeg har jo ikke prøvet det selv, men …«

»Jeg ved godt, det lyder gammeldags, men …«

Undskyldningerne bliver et skjold mod at blive stemplet, et forsøg på at pakke al varme ind i vat, inden det får lov at møde verden. Måske kender du det selv? At du står i en samtale og mærker, hvordan ordene tripper på tungen, men i samme øjeblik, du vil til at sige dem, sniger der sig et lille »jeg er jo ikke …« ind først.

Eller du kigger dig nærmest over skulderen bare for at sikre dig, at ingen misforstår dig, inden du når til pointen. »Misforstå mig nu ikke, men …« – måske den mest danske sætning af dem alle.

Vi har gjort undskyldningen til en fast indledning, en sproglig refleks, vi ikke engang lægger mærke til længere. Det er jo paradoksalt. For vi er samtidig et folk, der bader os i godgørenhed. Vi sender penge til nødhjælp, vi donerer tøj til genbrug og mobilepayer til alverdens ting og sager. Vi strør om os med venlighed, med hjælpsomhed, med alt det, der burde tale for, at vi kunne stå ranke og trygge i vores egen godhed.

Men selv dér, midt i al generøsiteten, føler vi et behov for at forsikre, at vi altså ikke mener noget ondt, når vi åbner munden. Som om sproget altid skal smøres ind i et lag af undskyldninger, før vi tør bruge det frit.

Så hvor genkender du dig selv? Er du en af dem, der pakker ind, en af dem, der tier, eller en af de få, der tør sige det rent?

Jeg tror, det handler om noget mere grundlæggende. Nemlig vores forhold til at være danske. Vi er blevet så bange for at virke selvgode, at vi næsten hellere vil virke selvudslettende.

Men der er intet galt i at elske sit hjem. Det betyder ikke, at man hader naboens. Når jeg hejser Dannebrog på en sommerdag, er det ikke et statement imod EU, FN eller verden. Det er bare glæden over, at Solen skinner på mit eget hus, i mit eget land. At være dansk er ikke en modsætning til at være verdensborger. Tværtimod. Det er netop, fordi vi står fast i vores egen kultur, at vi kan møde andre med åbenhed.

Når vi synger salmer juleaften, selvom halvdelen af os sjældent sætter benene i kirken resten af året, så er det ikke hykleri. Det er en del af vores arv – et fællesskab i toner og tro, som både er højtideligt og hyggeligt. Når vi samles til grundlovsmøder eller synger “Det haver så nyligen regnet”, så gør vi det ikke for at markere afstand, men for at markere tilhør.

Måske er du en af dem, der synger med til salmerne juleaften, selvom du ikke har sat dine ben i kirken siden sidste jul. Eller en af dem, der hejser Dannebrog, men forsikrer naboen om, at det altså bare er fødselsdag. Eller måske en af dem, der inderst inde får et sug i maven, når nationalsangen spilles, men alligevel ser dig omkring, inden du nynner med.

For mig er det de små scener, der viser, hvem vi er. Når vi samles til sankthans, når vi hjælper hinanden med at bære borde ind til forsamlingshuset, når vi synger foråret ind. Det er ikke store ord, men små handlinger, der bærer en dyb kærlighed til landet. Som Grundtvig skrev: »Menneske først, kristen så.« For mig: menneske først – dansk så. Ikke som modsætning til det internationale, men som forudsætning for det. For uden et hjem at stå i har man intet sted at række hånden ud fra.

Jeg tror, vi skal passe på med at forveksle stolthed med pral. Når jeg taler om, at vi skal turde stå ved os selv, så handler det ikke om at marchere med trommer og faner. Det handler om at finde styrken i den stille kærlighed til det, vi kommer af. Niels Hausgaard sagde engang: »Jeg er ikke stolt af at være nordjyde. Jeg er taknemmelig.« Og måske er det dér, vi finder den særlige danske balance.

Nu skal man kende lidt til jysk underdrivelse for at forstå, hvad det egentlig betyder. For i københavnerens øre kan det lyde næsten forbeholdent. Men i min bog er det den største ros, man kan give sin hjemstavn.

Taknemmelighed er i virkeligheden dybere end stolthed, for det rummer en erkendelse af, at man har fået noget givet, som man ikke selv kan tage æren for. Måske er det i virkeligheden det, vi skal turde sige: Vi kan godt være både stolte og taknemmelige. Stolte, fordi vi har et land, der er værd at stå ved. Taknemmelige, fordi vi ikke står her alene, men på skuldrene af generationer, som har kæmpet for den frihed, vi nogle gange tager for givet.

Vi opfører os til tider som den utaknemmelige teenager, der bor frit hjemme hos sine forældre, har alt, hvad han behøver, men alligevel finder tid til at bebrejde dem. Måske er det på tide, at vi i stedet viser, at vi faktisk sætter pris på alt det, vi har fået.

Så lad mig vende tilbage til de to mænd, jeg mødte. Det, de sagde, var på ingen måde racistisk. Det var bare jordnært, bondsk og lidt direkte. Alligevel følte de, at de måtte forsikre mig om deres uskyld, inden de åbnede munden. Som om meninger i sig selv kræver tilgivelse. Og dér går grænsen for mig.

Jeg er fandeme træt af, at folk skal undskylde for dit og dat.

Det er o.k. at sige, at man elsker Danmark. Det er o.k. at sige, at man holder mere af flæskesvær end quinoa. Det er o.k. at bære et kors i stedet for en badge.

Danmark er ikke perfekt – men det er vores. Vi har lov til at være stolte, uden at det betyder, at vi ser ned på andre. Det er sådan, man elsker sit land: ikke ved at pege fingre ad de andre, men ved at åbne døren for dem og stadig turde sige, at herinde, i vores hjem, der er noget at værne om.

Så spørg dig selv: Er du en af dem, der starter med »misforstå mig nu ikke« – eller tør du bare sige, hvad der ligger dig på sinde? Det er ikke farligt at stå ved, hvem man er.

For måske er det netop, når vi tør lade være med at starte med en undskyldning, at vi kan begynde at tale frit igen. Ikke som teenagere, der skammer sig over deres forældre, men som voksne mennesker, der tør sige: Tak. Og samtidig: Jeg er stolt.