Vores børn vil ikke spørge: »Hvorfor gjorde I ikke noget?« – men »hvorfor gad I arbejde så meget?«

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I en meget dyster kronik kalder Iben Krogsdal og Morten Skovsted alarmen for menneskeheden. Jeg vil vove at komme med et modsvar, der ser AI som en positiv udvikling, så længe vi formår at tage ansvar for vores eget liv, når vi ikke længere skal sidde bag skærmen og lave det, Dennis Nørmark ville kalde pseudoarbejde.

Hvad nu, hvis vores børn ikke spørger »hvorfor gjorde I ikke noget?«, men »hvorfor gad I arbejde så meget?«

De vil undre sig over, at vi holdt fast i 37-timers uger med opgaver, som en maskine kunne klare på sekunder. At vi målte mennesker på, hvor længe de sad ved en skærm, i stedet for hvad de faktisk skabte. At vi arbejdede, til vi var 72 år for at holde en velfærdsmaskine kørende.

Det burde være omvendt: Brug værktøjerne til at fjerne det trivielle, og brug tiden på at skabe med hoved og hænder. Det er det ”noget”, vi bør gøre.

I spørger, hvad verden skal med forfattere, kunstnere, filosoffer og andre i den kreative klasse, når maskinerne bliver bedre og bedre til at skrive, tegne og komponere. Det spørgsmål hviler på en fejlslutning. AI kan tage sig af rutineopgaverne og være god til at brainstorme med, men den kan ikke afgøre, hvad der er værd at skabe, eller have modet til at skabe det. Hvis teknologi kunne slukke den menneskelige skabertrang, var maleriet forsvundet med fotografiet – og fotografiet med Photoshop.

Alligevel maler vi stadig på lærred, og vi spiller stadig ældgammel musik på 100 år gamle instrumenter, ikke fordi det er nemt, men netop fordi det er svært og meningsfuldt.

I skriver, at »der sker stort set ingenting«, at ingen protesterer, og at der mangler en stor, fælles kritik. Måske er problemet ikke, at der ikke protesteres nok, men at I forventer 1970’er-aktivisme i en 2020’er-verden. Dagens indflydelse sker gennem kode, kapital og kompetencer, ikke gennem slagsange.

I spørger også, hvorfor »den kreative klasse« tier, og om algoritmerne snart tager »styringen«. Nogle job vil ændre sig markant; det er sandt. Men pointen er større: Det er måske ikke så slemt, at den »dannede elite« ikke længere har patent på mikrofonen. Der er noget ironisk over panikken nu: Vi har i årtier accepteret, at globalisering flyttede andre folks job, men når AI truer vores egne, går alarmen pludselig.

Med AI falder adgangsbarriererne, så almindelige mennesker kan skabe det, der før krævede store budgetter eller lange uddannelser. Jeg har mødt arkitekter, der har bygget AI’er, som hjælper med investeringer, og jeg har selv bygget en virksomhed i samspil med AI – noget, der ville have været uopnåeligt for mig for få år siden.

Jeres hånlige omtale af »unge mænd med Asperger-træk« afslører et problem: I bekymrer jer ikke for, at de forkerte mennesker mister indflydelse, men at de forkerte får den. AI demokratiserer adgangen til at skabe, også for dem, der ikke har den rigtige baggrund eller deler de ”rigtige” holdninger.

Måske er vi på vej mod en renæssance for netop de fag, der lever af nærvær og hænder: sygepleje, jordemødre, social- og sundhedsarbejde, handicaphjælp. Job, hvor AI ikke umiddelbart kan erstatte den menneskelige relation uden et markant tab i værdi. Det er ikke slutningen på faglighed. Det er begyndelsen på, at flere kan deltage, og at vi får tid til det, kun mennesker kan gøre for hinanden.

Når I forbinder apati med Netflix og doomscrolling, rammer I noget rigtigt, men skylden er ikke AI i sig selv. Brain-rot bor også i timerne med pseudoarbejde og i det uendelige feed på sociale medier og tomme nyhedsopdateringer. Det føles som arbejde og vigtigt, men spiser opmærksomheden og efterlader os udmattede uden at have skabt noget.

Her er AI ikke problemet; her er AI kuren. Automatisér det, der ikke fortjener en menneskehjerne, og brug hjernen på det, der faktisk kræver en. Men det kræver også, at man selv tager ansvar for sit forbrug og løfter blikket fra skærmen. Det kan hverken EU eller andre instanser gøre for dig.

I efterlyser en fælles vision for, hvilken verden vi vil leve i. Den begynder med at justere vores syn på arbejde. Vi har gjort det til vane som gode protestanter at måle værdi i timer og slid – som om noget først tæller, når det gør ondt og tager lang tid.

Men når værdi i stigende grad skabes med værktøjer, der forkorter processer, bliver timesedlen en dårlig målestok. I stedet for at tælle timer skal vi spørge: Hvad kom der egentlig ud af det? Det handler ikke om at afskaffe arbejde, men om at gøre det bedre.

Til jeres grundspørgsmål – hvad skal den nye verden bruge mennesker til – er svaret det samme som altid: til at sætte mål, ikke bare midler. Til at formulere problemer, før nogen løser dem. Til at skabe kultur. Til at være nysgerrige og skabende i samspil med teknologien, ikke fanget i et hamsterhjul af trivialiteter forklædt som ”rigtigt arbejde”.

Keynes’ pointe var ikke bare, at vi kunne arbejde mindre. I 1930 skrev han, at tre timer om dagen – 15 timer om ugen – i længden burde række til at dække vores grundlæggende behov.

Resten af tiden skulle bruges på det sværeste af alt: at leve godt. Han så for sig, at teknologien ville løfte produktiviteten så meget, at knapheden ikke længere sad i timerne, men i vores evne til at bruge dem meningsfuldt.

Det er præcis dér, AI bringer os hen: væk fra at måle værdi i rå arbejdstid og hen imod at måle i læring, relationer, kvalitet og skabelse.

Vi har allerede eksempler på, hvad mennesker kan udrette, selv når hverdagen er fyldt af almindeligt arbejde. Franz Kafka arbejdede med forsikring og skrev om aftenen. Herman Melville var toldinspektør i New Yorks havn i årevis efter ”Moby Dick”. Philip Glass kørte taxi og tog småjob som blikkenslager og flyttemand, mens han skrev banebrydende musik.

De skabte i sprækkerne mellem pligterne. Forestil dig, hvad samme slags mennesker, og alle os andre, kan skabe, hvis rutinen og hjernedød scrolling skæres væk af bedre værktøjer, og vi bevidst bruger de frigivne timer på det, der kræver menneskelig dømmekraft og mod.

AI bør ikke være en genvej til mere brain-rot eller den passivitet, som Pixar-animationsfilmen ”WALL-E” viser så glimrende. Den kan fjerne det trivielle og frigøre tid til det, der gør os til mennesker. Man kan også se styrken i muligheden for, at AI sammen med medicinalfirmaer kan udrydde sygdomme hurtigere og billigere end hidtil. Det kommer til gavn for fattige, der ikke har råd til dyr medicin.

Før I stempler mig som jubelidiot: Jeg anerkender, at AI rummer reelle risici, som kræver klare rammer og mennesker, der forstår risikoen. Jeg er bare ikke så alarmistisk som jer; jeg tror mere på at styre teknologien end at standse den.

Og jeg tror på den enkeltes ansvar for at finde sin egen vej i den nye virkelighed, uden at en ”dannet klasse” skal udstede kørekort til, hvem der er værdige til at bruge og forme teknologien.

Man kan se AI som verdens ende. Man kan også se den som begyndelsen på en renæssance: et samfund, hvor vi sættes fri fra endeløse trivialiteter og bruger tiden på det svære, nyskabende og værdifulde. Valget står ikke mellem naiv begejstring og total nedlukning. Hvis vi vil ”gøre noget”, så begynd her: Brug værktøjerne på det kedelige, brug tiden på det krævende og spændende, drop tidsrøverne på mobilen, og mål indsatsen på reel værdi.

Så forsvinder hverken kunstnere eller filosoffer. Måske vil vi i fremtiden se, at ”Human Made” bliver et kvalitetsstempel.