Jeg forventer et blodbad til eksamen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I disse uger sveder 3. g’ere over hele landet ved eksamensbordene, som de altid har gjort på denne tid af året.

Men alt er ikke, som det plejer.

Denne gang er den naturlige nervøse perspiration afløst af en angstens koldsved fra en generation, der for manges vedkommende slet ikke har fået den skrivetræning, der er nødvendig for at mestre de forskellige skrivediscipliner i fag som dansk, engelsk og samfundsfag efter AI’s indtog.

Det kommer næppe som et chok for nogen, at utallige opgaver er blevet løst med AI ved hånden, siden ChatGPT blev offentligt tilgængelig i efteråret 2022. Låget til Pandoras kagedåse er åbnet på vid gab, og fristelsen til at tage ukritisk for sig af godterne er nærmest umulig at modstå for mange.

For en del elevers vedkommende er chatbotten utvivlsomt blevet anvendt som konstruktiv faglig sparringspartner, men for en langt større andel af eleverne har AI-værktøjer snarere været en smutvej til at få afleveringerne fyret af i en presset hverdag.

Jeg forventer et blodbad, når karaktererne fra de skriftlige eksaminer offentliggøres – gid, jeg tager fejl.

Inden man tror, dette er endnu et mavesurt indlæg fra en tweedklædt lektor om sædernes forfald, så vent lige et øjeblik. Det er ikke et udfald mod AI, men snarere mod gymnasiesektorens utrolige træghed i forhold til at omstille sig til en virkelighed, hvor AI kommer til at gennemsyre al vidensskabelse og -formidling.

Det er ikke et fremtidsscenarie, jeg fremmaner, det er virkeligheden her og nu.

Der er snarere brug for en revolution af eksamenssystemet, ikke mindre justeringer eller velmente og halvhjertede forsøg på gymnasierne med nye prøveformer.

Gentænkes undervisningen og eksamensformerne ikke i et tempo, der er langt højere, end Undervisningsministeriet har for vane, så vil frustrationen og afmægtigheden vokse yderligere blandt landets gymnasieundervisere. Lærere, der til stadighed kæmper en ulige kamp i et ”laden som om-skrivespil”, der ikke kan vindes, hvor taberne er eleverne og deres faglige læring.

Undervisningsminister Mattias Tesfayes løsning synes indtil videre først og fremmest at være en tilbagevenden til pen og papir, både i undervisningen og til eksaminer. Det kan lyde besnærende, og man kan bilde sig ind, at man dermed kan finde ud af, ”hvad eleverne i virkeligheden kan”.

Men logikken halter, for det drejer sig vel snarere om at finde ud af, hvad eleverne kan i virkeligheden?

I den virkelighed, eleverne allerede agerer i og kommer til at gøre det fremadrettet, kommer AI-værktøjer til at være allestedsnærværende.

Det er derfor altafgørende, at gymnasierne klæder eleverne på til at bruge de nye værktøjer reflekteret og kritisk, både til hverdag og til de prøver, der gerne skal afspejle de kompetencer, man har erhvervet i undervisningen.

Imidlertid er det lige så oplagt, at en kontinuerlig udlicitering af tænkekraft til AI vil føre til en faglig og dannelsesmæssig deroute, som ligger langt fra gymnasiernes formål om at fremme selvstændigt skabende og tænkende individer.

Vi er derfor nødt til at blive dygtige til at sondre mellem, hvornår det giver mening at invitere AI og andre it-værktøjer ind i undervisningen og til eksaminer, og hvornår det ikke gør.

Hvis man tager den herostratisk berømte ja-hat på, så kan AI’s indtog måske ligefrem betyde en frigørelse fra en efterhånden ret så gold og mekanisk tilgang til undervisningen, hvor mange elever er optagede af at lege ”gæt, hvad læreren tænker”, eller ”hvordan følger jeg skabelonen til dette essay, så jeg får 12”.

Sagen er jo den, at chatbots som ChatGPT, Gemini, Claude og Deepseek på nulkommafem kan levere umiddelbart fyldestgørende, men også inderligt sjælløse og upersonlige svar på analysespørgsmål til de fleste tekster og faglige problemstillinger.

Det opleves i stigende grad, både i de skriftlige afleveringer og i undervisningen, hvor eleverne lynhurtigt kan fodre chatbotten med lærerens spørgsmål og dermed få mulighed for at shine i kampen om de eftertragtede topkarakterer.

Det giver i bedste fald begrænset læring og i værste fald et lokale drænet for faglig motivation, faglig erkendelse og dannelse.

Vi må derfor arbejde på nye måder og samtidig genopfriske nogle af de arbejdsformer, der blev sat i skammekrogen under iPad-revolutionen i 00’erne.

Hvad nu, hvis vi i stedet arbejder med at opelske mere selvstændige og personlige læsninger af tekster, hvor vi starter uden AI? Når vi læser litteratur i undervisningen, så er det vel også for, at vi skal bevæges, og ikke kun til at rykke ludobrikken til næste uddannelsestrin.

Derefter kan vi med fordel invitere AI indenfor til sparring og inspiration til nye forståelser, når det giver mening for at udfordre vores faglige forståelse. AI rummer også store potentialer i forhold til at remediere skriftlige tekster til podcasts eller multimedieproduktioner.

At kunne anvende AI til at formidle viden gennem forskellige medieformer er også en del af digital dannelse, og der duer en snyd/ikke snyd-dikotomi ikke.

På samme måde i forhold til skriftlighed i dagligdagen og afsluttende eksamener. Som antydet i starten mener jeg, at der er brug for en revolution.

Hvorfor skal skriftlige opgaver i mange fag være voluminøse værker, skrevet hjemme uden mulighed for vejledning, hvor fristelsen til at få hjælp af moster Aileen bliver for overvældende?

Hvorfor integreres skrivningen ikke i endnu højere grad i den daglige undervisning, hvor eleverne kan sparre med læreren og hinanden om at udvikle deres skrivekompetencer – nogle med AI, andre uden? Det vil for de fleste elever føre til langt bedre læring end de forkætrede hjemmeopgaver.

Hvorfor har vi ikke flere skrivegenrer til hverdag, hvor eleverne opfordres til at anvende AI-værktøjer på nye og kreative måder i stedet for primært at anskue AI som et diabolsk snyderedskab?

Og i forhold til eksamen: Er fem timer med bagdelen i sædet til at besvare en opgave individuelt virkelig den bedste måde at vurdere elevernes faglighed og evne til tekstproduktion?

Er det den måde, de kommer til at udvikle deres viden og faglighed fremadrettet, eller er det blot en regressiv tankegang, der mest af alt er båret af ”sådan har vi jo altid holdt eksaminer i 100 år”-logik?

Kunne man ikke forestille sig eksaminer, der var en kombination af skrivning uden AI, skrivning med AI, skrivning med synopser og efterfølgende mundtligt forsvar?

Eller hvad med flere eksaminer med gruppeforberedelse efterfulgt af individuelle eksaminationer?

Nogle af disse ting afprøves allerede i de fire forsøg, Undervisningsministeriet har meldt ud for det kommende skoleår, men det er for lidt, det er for lunkent, og det går for langsomt.

Lad os droppe hele snydediskursen og i stedet se AI’s indtog som en kærkommen lejlighed til at gentænke måden, vi driver gymnasier på i Danmark. Toget ruller i en fart, der får et japansk højhastighedstog til at ligne et udrangeret godstog.

Hverken en tilbagevenden til blækhuset eller en ukritisk omfavnelse af alle AI-værktøjer er vejen frem. Hvad vi gør de kommende år, får stor betydning for fremtidens gymnasium, og dermed Danmark i det hele taget. Lad os håbe, at vi er opgaven voksne.

Ps. Kronikken er skrevet helt uden brug af AI, men kommateringen er gennemtjekket af Claude AI. Velkommen til virkeligheden.