Historien om Danmarks glemte kolonifortid er en myte

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

DR har netop sendt serien ”Slave af Danmark”, som endnu en gang er blevet solgt som en fortælling om kolonitiden som et glemt eller muligvis skjult kapitel af danmarkshistorien.

Mange steder på DR’s hjemmeside finder man formuleringer som »Der er dele af danmarkshistorien, som vi helst vil glemme. Mørke kapitler fyldt med ekstrem menneskelig lidelse og skabelsen af enorm rigdom«. Marstrands fine maleri med en sort barnepige i centrum »minder os om, at der er noget, vi bliver nødt til at tale om«, får vi at vide.

Og selv det normalt lødige program ”Kampen om historien” spørger undrende: »Hvorfor er det først inden for de seneste otte til 10 år, at vi for alvor har sat fokus på dette sted i vores kollektive historie?«

Hvis det virkelig skulle være tilfældet, at dansk kolonitid er gemt og glemt, så er det i hvert fald ikke DR’s skyld, for DR’s hjemmeside er et overflødighedshorn af udsendelser om Danmarks tid som kolonimagt. Bare på tv-siden finder vi således, udover de fire nye “Slave af Danmark”-afsnit, programmerne: ”Farver fra fortiden” (to afsnit, 2025), ”Slaveri gennem tiderne” (et afsnit i serien ”Danmarkshistorien på vrangen”, 2020), ”Slavenation Danmark” (Tre afsnit, 2017), ”De Vestindiske Øer – Historien om dansk slavehandel” ( 2017), ”Slavernes slægt” (Fire afsnit, 2005), ”Vagn på rejse” (om den danske koloni Tranquebar, 2004), ”Gyldne tider på St. Croix” (1967), ”Omkring en havn på St. Thomas” (1967) og ”Helved eller Himmerig – Piet van Deurs i Ghana”, (1967).

Omtrent 15 timers tv om kolonitiden og slaveriet, frit tilgængeligt. Hertil kommer en hel del radioudsendelser og adskillige artikler og nyheder på hjemmesiden. Der er nok at tage fat på, hvis man skulle mangle informationer om dansk kolonialisme. Søgning på ordet ”kolonitid” giver 153 resultater, og ordet ”slaveri” hele 449.

Lidt mere beskedent ser det ud, hvis vi ser på andre, måske endda vigtigere begivenheder i danmarkshistorien, som det også ville klæde DR at interessere sig for (og nej, det ene udelukker bestemt ikke det andet med et budget som DR’s). Søgning på ”Kalmarunionen” på hjemmesiden giver to resultater, ”Svenskekrigene” afsnit et og ”Stavnsbåndet” afsnit tre. Ellers prægnante danmarkshistoriske temaer, som nok har præget dagens Danmark og danskerne ikke så lidt mere end vores små kolonier. Så måske skulle DR udvide sin historiske interesse lidt og give kolonitiden et lille pusterum?

Men selvom DR holder fanen højt, så kan det måske godt tænkes, at der har været for lidt information og opmærksomhed om dansk kolonihistorie i andre sammenhænge? Det synes dog knap at være tilfældet. Både skøn- og faglitterært såvel som i film og tegnefilm synes kolonihistorien at have været ganske tilstedeværende, også i væsentlig længere tid end det seneste årti.

Forfatteren Kay Larsen var en pioner inden for dansk kolonihistorie med et romantisk syn på kolonitiden, som vi i dag finder bedaget, men med stor flid udgav han i perioden 1907-1940 hele 14 værker om emnet. Den i dag glemte, men dengang meget populære forfatter Kelvin Lindemann, vandt i 1942 Hasselbalchs Forlags konkurrence om det bedste romanmanuskript med “Huset med det grønne træ. Roman om de danske tropekolonier”. Den blev en gigantisk succes, som blev trykt i mere end 100.000 eksemplarer.

På den mere forskningsmæssige front kan nævnes værket “Vore gamle tropekolonier”, redigeret af rigsantikvar Johannes Brøndsted, som blev udgivet i en pragtfuld tobindsudgave i 1952-53 og genudgivet i otte bind i 1966-68.

Det vakte enorm opsigt, da den kendte forfatter Thorkild Hansen i perioden 1967-70 udgav sin trilogi om den danske slavehandel med bøgerne ”Slavernes kyst”, ”Slavernes skibe” og ”Slavernes øer”, som i 1971 indbragte ham Nordisk Råds litteraturpris. Omtrent samtidig kom forfatteren Preben Ramløvs roman ”Massa Peter” om forløbet omkring generalguvernør Peter von Scholtens frigivelse af slaverne i 1848.

Romanen blev senere omsat til en tegnefilm, som fyldte en del i monopolfjernsynets stærkt rationerede børne-tv omkring 1980. Samme tema blev udfoldet på film af Palle Kjærulff-Schmidt i det historiske drama ”Peter von Scholten”, som havde premiere i 1987. Siden tog det ganske rigtigt for alvor fart med en række film og bøger i de seneste 10 år, ikke mindst omkring 100-års jubilæet for salget af de dansk-vestindiske øer i 2017, hvor det monumentale fembindsværk ”Danmark og kolonierne” udkom.

Samme år udvidede Nationalmuseet sin kolonihistoriske formidling betragteligt med udstillingen “Stemmer fra kolonierne” – som i hele seks rum (udover det udstillingsrum om kolonierne, der var der i forvejen) i høj grad søger at se historien fra de koloniseredes perspektiv.

Så det er og bliver en falsk fortælling, at dansk kolonihistorie har været glemt eller skjult, og først for ganske nylig er dukket op til overfladen.

Har synsvinklen skiftet i årenes løb, og forsøger vi i stadig stigende grad at nuancere synet på historien? Ja, utvivlsomt, og sådan skal og må synet på historien udvikle sig over tid. Men det er ikke det samme, som at man ikke har kendt til kolonihistorien.

Det ville i den forbindelse nok heller ikke være urimeligt at spørge, om der ikke snarere er tale om en vis overeksponering af kolonihistorien, i forhold til hvor relativt beskeden en kolonimagt Danmark egentlig var. De store europæiske lande gav os i den grad baghjul, og selv de lidt mindre europæiske lande som Portugal, Holland og Belgien var langt større kolonimagter end Danmark.

De dansk-vestindiske øer, som oftest er i centrum for diskussionen, havde samlet set et areal på størrelse med Falster. Og omkring år 1900 boede der omkring 30.000 mennesker på øerne, alt inklusive. Danmark var i 1700-1800-tallet et landbrugsland, hvor en stor del af økonomien stammede fra indenlandsk handel med landbrugsvarer og eksport af landbrugsvarer til andre europæiske lande.

De penge, der blev tjent på international handel kom i større grad fra handel med Asien end fra sukkerproduktionen i Vestindien. Samt fra de store fordele, der knyttede sig til, at Danmark i sidste halvdel af 1700-tallet holdt sig neutral i periodens store krige, og danskere derfor kunne handle frit på verdensmarkederne.

Og meget store dele af det moderne Danmarks velstand skyldes industriproduktion og hittepåsomhed inden for mange områder, eksempelvis medicinalvarer, legetøj, kabler, skibstransport og byggematerialer.

I november 2024 udkom historikerne Jeppe Nevers og Per Bojes banebrydende værk ”Vejen til velstand”, som giver hovedrollen i at skabe det moderne Danmarks velstand til iværksættere og virksomhedsejere, der etablerede det solide økonomiske fundament, som velfærdsstaten senere kunne finansieres af.

Den historie trives dog noget mere i skyggerne end kolonihistorien, og man går forgæves til DR, hvis man vil vide noget som helst om enten bogen eller dens to forfattere, som mediemastodonten ikke har haft ressourcer til eller har fundet relevans i at omtale.

Men hvorfra kommer i grunden den tilbagevendende påstand om, at vi skulle have glemt vores kolonihistorie?

Det er svært at sige, men ser man på bl.a. DR’s behandling af stofområdet og negligering af mange andre vigtigere aspekter af danmarkshistorien, så er det vanskeligt ikke at få den tanke, at det passer lidt for godt ind i et politisk narrativ, hvor velstand er et nulsumsspil, og danskerne kollektivt er blevet rige på baggrund af udbytning af andre folkeslag.

At vi selv gennem flid, innovation og samarbejde skulle have skabt et af verdens mest velstående og velfungerende samfund passer dårligt ind i den politiske skabelon, som har udbyttere og udbyttede som i de centrale roller, og hvor sympatien altid skal være på ofrenes side.

Og selvom slaverne er døde og borte tillige med deres ejere og så godt som ingen forarmede efterkommere har i dagens Danmark, så må de af al magt vækkes til live igen og igen, så vi kan skamme os over, at vi har gjort dem ondt og beriget os på deres bekostning.

Det er ikke historie, det er politik.