Indfør automatisk navneforbud i straffesager

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tiltalen af tidligere minister og højtstående politiker Henrik Sass Larsen for besiddelse af børnepornografisk materiale har for alvor sat gang i debatten om navneforbud i straffesager.

Det har der været taget tilløb til igennem en del år på grund af den massive omtale af en række sager og navne på de sigtede/tiltalte samt de sociale mediers voksende indflydelse på rygtedannelser og lynchstemning i det offentlige rum samtidig med en langsom, men fremskreden erkendelse af, at den gode tone på de sociale medier er en illusion.

Fundamentet har således været lagt igennem nogle år for debatten, og tiltalen mod Henrik Sass Larsen har nu modnet tanken om automatisering af navneforbud i straffesager.

Den indledningsvise anonymiserede omtale fra de etablerede mediers side af tiltalen mod Henrik Sass Larsen fik en karakter, der spredte sig til de sociale medier i en hast, der i det digitale medielandskab anno 2025 viser, at det reelt er en umulighed at hemmeligholde en persons identitet. Henrik Sass Larsens advokat måtte da også meddele kort tid forinden et retsmøde om navneforbud, at det ikke længere gav mening at søge et navneforbud nedlagt som følge af sagens behandling i pressen.

Forløbet viser, at det reelt bliver ligegyldigt at anmode om et navneforbud, hvis pressen eller enkeltpersoner på de sociale medier skriver om en persons identitet forinden et navneforbud, fordi det breder sig med lynets hastighed, før retten finder tid til at finde en dato for behandling af et navneforbud. Derfor er det min opfattelse, at det retlige begreb ”navneforbud” reelt er afskaffet, da det er pressen og de sociale medier, der de facto bestemmer, om en persons identitet skal offentliggøres eller ej.

Som forsvarsadvokat repræsenterede jeg selv en offentligt kendt skuespiller, der blev varetægtsfængslet i december 2024 for vold, hvor jeg anmodede om navneforbud for at undgå en tivolisering af hans liv i en af de formentlig mest fortvivlende og afgørende faser i hans liv.

Retten valgte ikke at nedlægge navneforbuddet, »idet anholdelsen allerede er omtalt i medierne«, skrev retten i kendelsen.

Man skal huske på, at navneforbud har til formål at beskytte privatlivet og sikkerheden for personer, der er involveret i straffesager. Dette gælder sigtede/tiltalte, hvis identitet kan udsættes for unødvendig krænkelse eller fare ved offentliggørelse. For eksempel kan offentliggørelse af en sigtets navn føre til tab af omdømme, stigmatisering eller trusler mod den pågældendes sikkerhed.

Heroverfor skal navneforbud også afveje hensynet til offentlighedens interesse i at få adgang til informationer om straffesager. Dette afspejler en balance mellem individets ret til privatliv og offentlighedens ret til information.

Hensynet i dag er tippet til fordel for mediernes interesse for clickbait og breaking news, hvor skandaler og sensationer har fået en fremtrædende rolle i nyhedsdækningen, og hvor personer hænges ud for at fodre og fremme det ukultiverede menneskes indre sladderhund med argumentet om, at den slags ting har offentlighedens interesse. Reelt set er det, pressen bekymrer sig om, at kunne sælge og reproducere sig selv. Dækning af en sag er oftest ikke særlig interessant, hvis det er afkoblet fra navns nævnelse.

Navneforbuddet er – som kritikere af automatisk navneforbud siger – heller ikke en hæmsko for at kunne dække eller omtale en sag eller en indskrænkning af offentlighed i retsplejen, da borgere og pressen naturligvis fortsat kan møde i retten og overvære sager i retten, ligesom pressen frit kan dække sagen. Eneste forskel bliver, at vedkommendes navn ikke må nævnes offentligt, før der foreligger en fældende dom, hvorefter den dømte persons navn frit kan nævnes, da navneforbuddet bortfalder efter dom.

Herefter kan opfattelsen af den dømte hvile på et langt mere kvalificeret grundlag, fremfor at det sker på et løsagtigt og overskriftsmæssigt grundlag, da hverken pressen eller borgerne kender beviserne og dermed sagen andet end anklagemyndighedens opfattelse i et anklageskrift, der bliver offentlighedens eneste videnskilde. Det skyldes, at beviserne ikke må komme ud, og forsvarsadvokaten heller ikke må oplyse om beviserne andet end flosklen om, at klienten nægter sig skyldig.

Det er som bekendt langtfra givet, at en person kan eller skal dømmes, blot fordi der rejses tiltale. I et retssamfund er en person uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Med de sociale mediers dominans er det i dag omvendt. Man er dømt og persona non grata, indtil domstolene har frifundet den sigtede/tiltalte. Selv dér er opfattelsen ved folkedomstolen, at der ikke går røg af en brand uden ild, så det kan klæbe sig til folk uanset frifindelse og uskyld.

Straffesager er altid alvorlige for den sigtede/tiltalte og har potentiale til at destruere et menneskeliv på grund af de enorme sociale, økonomiske og psykologiske konsekvenser. Et menneske kan ofte miste sin selvtillid og selvværd, sit netværk og omgivelser samt livsværk, arbejde eller muligheden for at få et arbejde på grund af en plettet straffeattest, ligesom udsigten til en fængselsstraf er frygtindgydende.

At blive involveret i en straffesag er derfor en af de største katastrofer, et menneske kan havne i, nogenlunde på linje med samme livsomvæltende kategori som død, sygdom og skilsmisse. Derfor skal den indtil videre uskyldige medborger ikke alene have retsgarantier og -beskyttelse fra risikoen for statens vilkårlige overgreb, men også fra den glubske og frådende menneskemængde, der i dag med de sociale medier og blandt andet sladderplatformen Reddit i ryggen står på lur til at piske og slagte folk.

Middelalderens lynchstemning og gabestok, hvor straffen var fysisk ydmygelse ved et torturredskab bestående af en pæl eller et bræt med huller til ben, arme og hoved, som en forbryder blev lænket fast til offentligt, så de blev udstillet til hån, spyt og ydmygelse for borgerne, har fået en genfødsel de seneste år ved de sociale mediers opblomstring, hvor folk i stedet ydmyges psykisk.

I disse situationer har jeg klienter, der går ned med stress, depression, og nogle udvikler sågar ptsd, fordi den offentlige gabestok rammer folk som en tsunami og er en så belastende omstændighed, at det bliver svært for folk at indgå i sociale relationer og gå uden for en dør af frygt for, hvad folk vil sige, tænke eller gøre, vel at mærke inden de overhovedet er dømt.

Når en person sigtes/tiltales i en straffesag, rejser der sig ud fra ovenstående et vanskeligt spørgsmål om, hvor grænsen mellem offentlighedens ret til at vide og individets ret til beskyttelse ligger. Et navneforbud betyder, at medierne ikke må offentliggøre en sigtets/tiltaltes navn før dom.

Formålet er at beskytte den sigtede/tiltalte, hvis vedkommende senere viser sig at være uskyldig. Reglen kom ind i loven i 1999, hvor mobiltelefoner var nymoderne og internettet under udvikling med modem. Altså en markant anderledes tid uden smartphones, fibernet og de sociale medier fremfor i dag, hvor alt er digitaliseret, og alles liv ligger gemt på en telefon med billeder, videoer, dokumenter mv.

De nuværende regler om navneforbud er således helt ude af trit med virkeligheden her ca. 25 år efter, hvorfor det er nødvendigt at tilpasse reglerne til den nye digitale virkelighed, vi lever i.

Derfor bør det indføres i retsplejeloven, at navneforbuddet skal gælde helt automatisk i straffesager og må eventuelt søges ophævet ved et retsmøde eller i forbindelse med sagens start i retten, hvor domstolene må foretage en konkret afvejning af de forskellige hensyn af, hvorvidt navneforbuddet skal ophæves eller ej. I den afvejning vil naturligvis også indgå, om sagen har en samfundsmæssig relevans, og om sigtede/tiltalte har en offentlig betroet stilling, som det også gør i dag.

En sigtelse eller tiltale er ikke en dom, og retssystemet bør sikre, at uskyldige ikke får deres liv ødelagt af forhastede konklusioner i pressen eller igennem de (a)sociale medier.