Hvis Hummelgaard virkelig vil gøre op med vold mod kvinder, skal han starte her

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»For nogle kvinder er utrygheden en realitet, der gør, at de tager deres forbehold. En hånd, der knuger en nøgle i lommen til selvforsvar, et blik over skulderen, en fiktiv telefonsamtale for at signalere, at der er nogen, der venter derhjemme.«

Sådan sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S), da regeringen for nylig præsenterede sit udspil ”Et trygt Danmark for alle”.

Ministeren har bestemt en pointe. For kvinder er frygten for vold nemlig langt mere nærværende. Ifølge den seneste offerundersøgelse er dobbelt så mange kvinder som mænd meget bekymrede for at blive udsat for kriminalitet.

Kvinders bekymringer er da også til at tage at føle på. Og de er berettigede. Det er kvinder, der i langt overvejende grad risikerer voldtægt. Men også noget så grundlæggende menneskeligt som at indgå et romantisk forhold er for nogle kvinder forbundet med en enorm risiko. Halvdelen af alle dræbte kvinder bliver dræbt af en partner eller tidligere partner. Og ifølge den nye offerundersøgelse er kvinder oftest udsat for den alvorligere form for partnervold.

Der kan altså ikke herske nogen tvivl om, at vold – og frygten for vold – også er en ligestillingsudfordring, som justitsministeren rettelig påpeger. Ønsker vi et samfund, hvor enhver uanset køn kan træffe sine egne valg uden frygt eller tvang, er vold et problem, der kalder på resolut handling.

Desværre lever ministerens udspil ikke op til de ambitioner, han selv formulerer.

Udspillet består af 15 initiativer. Nogle kan måske nok øge trygheden en smule i bybilledet, men de fleste er fortrinsvis af symbolsk karakter. Der lægges op til øget brug af videoovervågning, men vi kan ikke se, at der afsættes midler, der kan sikre, at politiet faktisk har ressourcerne til at indhente og analysere overvågningsmateriale. Nogle bøder hæves, men det har næppe forebyggende effekt på kriminaliteten.

Men udspillet mangler mest af alt handling mod den kønnede vold. Her er udspillet en tynd kop te. De fleste af de 15 initiativer relaterer sig kun perifert til partnervold, og ingen af dem trækker på de erfaringer fra udlandet, der viser, at vold mod kvinder kræver stærke politiske valg, og at de rette politikker kan reducere den markant.

Derfor vil vi i SF gerne foreslå regeringen tre tiltag, som faktisk kan gøre betydelige indhug i problemet.

Vi skal have en partnerdrabskommission. Der er nemlig først og fremmest brug for mere viden om partnervold og særligt partnerdrab. Partnervold lever sjældent op til filmklichéerne om den kuede kvinde, der må ty til dårlige løgnehistorier, når middagsgæsterne spørger, hvor hendes seneste blå mærke kommer fra. Det er derfor afgørende, at politi og andre myndigheder ved, hvilke tegn de skal være på udkig efter, hvis et potentielt partnerdrab skal forhindres. I Norge har myndighederne fået den viden af den partnerdrabskommission, som man besluttede at oprette allerede i 2012. Som resultat af dens anbefalinger har nordmændene reduceret antallet af partnerdrab med mere end 10 pct.

Et andet nødvendigt skridt, regeringen bør tage i kampen mod partnervold, er at indføre mulighed for tvungen behandling som en del af straffen for nogle af dem, der dømmes for partnervold.

Et studie i tidsskriftet Nature har dokumenteret, at man ved at dømme voldelige mænd til behandling omtrent kan halvere deres kriminalitetsrate – endda for alle typer forbrydelser, ikke kun partnervold. Det gør op med tidligere forestillinger om, at behandling ikke kan virke, hvis den er tvungen.

Et udbredt angreb på den model er påstanden om, at behandling så ville fungere som en ”billigere” straf for voldsudøvere, men der burde ikke stå noget i vejen for, at behandlingen kunne være et supplement til en mere konventionel straf. Alligevel nægtede regeringen at støtte selv en forsøgsordning med behandlingsdomme, da SF for nylig foreslog det i folketingssalen.

Endelig er der den såkaldte omvendte fodlænke, som vi i SF foreslog allerede for et år siden.

En omvendt fodlænke sikrer, at voldelige ekspartnere, stalkere og andre med tilhold ikke kan bevæge sig i nærheden af deres offer, uden at fodlænken med det samme informerer politiet. I justitsministerens nye udspil har regeringen endelig samlet mod til at sende et symbolsk kip med hatten i retning af den idé. Men desværre i en helt minimal og utilstrækkelig udgave: 15 omvendte fodlænker, men i kun tre sjællandske politikredse er dens oplæg til forsøgsordning.

Det er slet ikke godt nok. Vi ved – igen fra Norge, hvor man har taget partnervold langt mere alvorligt end herhjemme – at omvendte fodlænker er usædvanligt effektive. Ikke et eneste tilholdsbrud for dem med omvendt fodlænke blev der registreret, da nordmændene i 2020 evaluerede på ordningen. En ordning, som man der har haft siden 2013.

Når regeringen alligevel insisterer på, at det er nødvendigt at indsamle viden om de omvendte fodlænker, lugter det mest af, at man ikke er villig til at afsætte de ellers beskedne ressourcer, der er forbundet med en fuld national ordning.

Samme bemærkelsesværdige sparsommelighed gør sig desuden gældende i skiftende regeringers håndtering af indsatsen ”Sig det til nogen”, som yder ambulant rådgivning og hjælp til voldsramte kvinder. Det er et afgørende supplement til de konventionelle krisecentre, da beslutningen om at flygte fra sit hjem ikke er den rigtige for alle ofre for partnervold.

Den indsats er en af få succeshistorier på partnervoldsområdet de seneste år, og alligevel skal vi kæmpe for at sikre tilbuddet igen og igen, når skiftende bevillinger udløber. Konsekvensen er, at der igen og igen skabes usikkerhed for de kvinder, der søger ambulant hjælp, og som ikke kan vide sig sikre på, at muligheden består til næste år.

Trods justitsministerens flotte ord er der altså ikke tale om et udspil, der faktisk vil gøre op med den kønnede vold, som direkte rammer titusindvis af kvinder årligt og gennem frygt indskrænker friheden for endnu flere. Symbolske initiativer prioriteres over de økonomisk dyrere, men mere effektive tiltag, vi ved virker. Samtidig er der ingen garanti for, at den afgørende ambulante hjælp holdes i live mere end nogle måneder endnu.

Det er en skam. For vi skylder landets piger og kvinder at tage den vold, der rammer dem, langt mere seriøst. At mange kvinder føler sig nødsaget til at ty til fiktive telefonsamtaler for at føle sig sikre, er – som justitsministeren med rette påpeger – ikke holdbart. Men svaret på fiktive telefonsamtaler kan ikke være løsninger, der selv tangerer det imaginære.

For nu har regeringen ladet snævre økonomiske hensyn trumfe målet om et Danmark, hvor alle uanset køn kan leve og handle fri for vold, frygt og tvang.

Når ministerholdet en dag fatter mod til at gøre, hvad der rent faktisk skal til for at skabe et Danmark, der er trygt for alle, ligger de reelle løsninger der heldigvis allerede og venter på dem.