SF: En progressiv sikkerhedsskat vil kunne finansiere Forsvaret på en retfærdig måde

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi står midt i de mest dramatiske sikkerheds- og geopolitiske forandringer i en menneskealder. Ruslands krig i Ukraine og kontinuerlige trusler mod Europa er i årets første uger blevet blandet grundigt sammen med usikkerhed om USA’s fremtidige engagement i Nato samt præsident Trumps slet skjulte trusler mod rigsfællesskabet. Deraf følger et stadig mere presserende behov for at sikre, at de europæiske lande kan forsvare sig selv.

Så da den polske premierminister, Donald Tusk, forleden i Strasbourg holdt den tale, der officielt indledte det polske formandskab af EU, var det på et alvorligt bagtæppe og tydeligt, at Europa står ved en korsvej. Talen handlede næsten udelukkende om det tema, som Polen har sat for sit formandskab: europæisk sikkerhed.

Tusk, der de seneste år har ledt Polen tilbage på den demokratiske sti, understregede, at Polens – massive – oprustning de seneste år skal ses i et både klart og historisk lys: Vi opruster ikke for at gå i krig, men for at undgå den. Udskyder vi at styrke vores sikkerhed nu, vil regningen kun blive større senere. Polen ved om nogen, hvad det vil sige at have Rusland som sin aggressive nabo.

Tusk sendte på en og samme tid et alvorstungt og et håbefuldt budskab: Europa kan godt. Vi kan godt tage vare på vores egen sikkerhed, hvis vi går i gang og gør det rigtigt. Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus må få Europa til at se det krystalklart: at Europa må stå i egen ret. Europa må kunne forsvare sig selv og de værdier, vi tror på.

Også i Danmark har vi diskussionen. En del handler om procentsatserne for, hvor meget forsvarsudgifterne kan udgøre af bnp. Men det centrale i diskussionen er den sikkerhed, vi får for pengene. Intet tyder på forbedringer i det sikkerhedspolitiske billede eller stabilisering, så langt øjet rækker. Vi skal derfor have en ærlig og nøgtern vurdering af, hvad vores investeringer i vores sikkerhed kræver – og i forlængelse af det, hvad prisen bliver.

Virkeligheden er, at Rusland har etableret en krigsøkonomi, der understøttes direkte af dets venner i Kina, Iran og Nordkorea. Realiteterne er desværre også, at selv om Europa burde være Rusland overlegent på ethvert punkt, økonomisk og i effektivitet, så producerer Rusland flere raketter og granater end hele EU til sammen. Danmark har end ikke noget luftforsvar – og i Europa er flere landes ammunitionslagre halvtomme.

Der er samtidig gennem et årti pågået en monumental russisk oprustning i de arktiske områder – mens vi først nu har besluttet at erstatte vores aldrende arktiske flåde.

I Rusland køres unge mænd i busser ufrivilligt ind fra de østlige provinser til fronten i Ukraine, hvor de uforberedte sendes i kamp. Foragten for liv er forskellen på Putins Rusland og på det Europa, som ukrainerne på snart fjerde år så heltemodigt forsvarer.

Det er derfor afgørende vigtigt for SF, at vi får det danske forsvar op på det niveau – kvalitativt såvel som kvantitativt – som den dramatisk forværrede sikkerhedspolitiske situation kræver. Vores eget forsvar og vores eget Nato-bidrag må og skal prioriteres. Hvis ikke alvoren stod klar, da Putins tropper rykkede ind i Ukraine for tre år siden, så må de seneste ugers begivenheder få det til at stå lysende klart. Vi kan ikke lukke øjnene for, at præsident Trump både sår tvivl om USA’s fremtidige engagement i Nato, kræver Nato-landenes forsvarsbudgetter hævet og truer sine allierede, mens han flirter med Putin. Det kan vi ikke sidde overhørig.

Det betyder så også, at vi i Danmark står over for en benhård prioritering. For SF står flere ting klart: Vi ønsker velfærd, vi ønsker balance i arbejdslivet og retfærdig pension, vi ønsker grøn omstilling – og vi ønsker sikkerhed gennem et solidt forsvar. Alt det, der handler om vores fællesskab og ansvar for at passe på det. Tiden er derfor ikke til uansvarlige, ulighedsskabende skattelettelser. Vi ønsker faktisk det stik modsatte af regeringen – nemlig et opgør med skattestoppet, så vi både kan prioritere vores forsvar og sikkerhed og samtidig kan værne om fællesskabet gennem investeringer i vores velfærd og grønne omstilling. Vi kan ikke risikere at opbakningen til de store forsvarsinvesteringer står og falder med viljen og evnen til samtidig at prioritere vores velfærd og den grønne omstilling.

Samtidig er det vigtigt, at vi husker læringen fra tidligere kriser. Efter finanskrisen skulle de fattigste spænde livremmen ind, mens de rigeste blev belønnet med skattelettelser. Det skabte utryghed, ulighed og en langvarig krise. Da corona ramte, håndterede vi det med solidaritet som den røde tråd. Vi rykkede tættere sammen og minimerede dermed tabet og oplevede ikke de økonomiske chok, som verdensomspændende kriser før har ført til.

Denne udfordring er anderledes, men vi skal stadig løse den solidarisk. At slække på ambitionsniveauet i vores velfærd vil være et svigt over for de mennesker, som vi opruster for at forsvare. Det er det, vi ser i Rusland, hvor man sparer massivt på uddannelse og sociale ydelser. For os er forsvaret for landet og fællesskabet én og samme sag. Det bliver dyrt, og der skal træffes svære beslutninger. Både forsvar, velfærd og klima kræver langsigtede investeringer. Vi må insistere på, at vi kan løse flere problemer samtidig. Det kræver svære valg og politiske prioriteringer.

Men vi står heldigvis på et historisk stærkt økonomisk grundlag. Det giver os gode forudsætninger for at komme bedst muligt igennem en periode med historisk høje udgifter – til sikkerhed, velfærd og den grønne omstilling. Vi har haft systematiske overskud i en årrække – langt højere end forudset. I dag er Danmarks nettoformue over 500 mia. kr. Den store opsparing afspejler i princippet en fredsdividende, og derfor er det naturligt at tænke noget af det ind i den aktuelle udfordring. Hvis den finansielle polstring ikke er relevant at tage i brug nu, hvor verden omkring os står i brand, hvornår er den så?

Regeringen bør droppe de skæve skattelettelser, der skal rulles ud i 2026. Topskattelettelser og ekstra glasur til rige virksomhedsarvinger og kapitalfonde bør derimod – krone for krone – tilføres vores trængte velfærd. Dels fordi den halter mange steder, dels fordi opbakningen til vores forsvar risikerer at belastes, hvis man som borger oplever de nære ting forringes.

Samtidig bør vi overveje indførelsen en progressiv ”sikkerhedsskat”. En skat, som alle danskere – også vores virksomheder – skal bidrage til, men på en måde, som tager højde for de økonomiske forskelle. Vi kan f.eks. forestille os en skat, der designes sådan, at de virksomheder, der vil opleve markant øget indtjening af de kommende investeringer, også bliver bedt om at øge deres bidrag til fællesskabet. Ligesom EU bad energiselskaber om under energiprisernes himmelflugt, da Rusland invaderede Ukraine.

Vi ønsker ikke at lægge os fast på en model for sikkerhedsskatten, for vi kender ikke regningens størrelse, og finansieringen skal nok findes som en kombination af flere finansieringskilder. En sikkerhedsskat kan designes klogt og solidarisk og med en indfasning, så man ikke rammes hård fra den ene dag til den anden.

Dermed frigives der yderligere midler til investeringer i både velfærd og grøn omstilling herhjemme, samtidig med at vi opretholder et øget tempo i genopretningen af dansk forsvar. En skat med en ”solnedgangsklausul”, så den skal genforhandles eller helt bortfalde, når indeværende forsvarsforlig udløber. Til den tid vil vi så kunne tage fornyet stilling til behovet eller niveauet efter 10 år med mange forsvarsinvesteringer, samtidig med at vi alligevel skal prioritere fremadrettet i et nyt forsvarsforlig.

Det er klart, at EU også må spille en rolle. Vi er dog udfordret af, at de to drivende magter, Tyskland og Frankrig, befinder sig i politisk svære situationer med en grad af ustabilitet, som vi ikke er vant til. Begge lande kan dog formentlig se enorme fordele i, at vi i fællesskab sætter tryk på den europæiske forsvarsindustri, som de to lande i høj grad udgør rygraden af.

Kun sådan kan vi over tid skabe en forsyningssikkerhed, der kan styrke os alle økonomisk såvel som militært. Fælles lån og øget gældsætning ligger ligefor – i en afgrænset periode og med et klart defineret mål.

Når vi fremover ikke kan regne med USA, må vi selv stå stærkt i det, som Emmanuel Macron har defineret som strategisk autonomi. En manglende europæisk oprustning på europæiske præmisser vil ikke løsrive os fra amerikanerne, selvom de løsriver sig fra os. Derfor er der ikke noget gangbart alternativ. Vi skal se denne periode som Europas og Danmarks mulighed for at sikre mere uafhængighed af USA og stå stærkere over for Putin og Xi.

En del af denne erkendelse er, at Europa og Danmarks samlede forsvarsbudget de kommende år må øges. Det handler ikke om at lade sig presse af Trumps USA. Det handler om at vågne op. At sidde på hænderne nu er at lade Danmark og Europa i stikken. For som Donald Tusk i Strasbourg-talen så fint parafraserede John F. Kennedy: Vi skal væk fra spørge os selv, hvad USA kan gøre for vores sikkerhed. I stedet må vi spørge os selv, hvad vi kan gøre for vores egen sikkerhed.