Nogle børn behandles stadig af myndighederne, som om de befinder sig i en fjern fortid

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Børnespecialister taler ofte om, at vi skal have et tidssvarende børnesyn. Det har også været et slagord hos skiftende socialministre fra Astrid Kragh til Pernillle Rosenkrantz-Theil, og det er fortsat højt på dagsordenen. Med et tidssvarende børnesyn menes, at vi anerkender børn i deres egen ret og ikke bare ser dem som underlagt deres mor og far.

I Barnets Lov fra 2024 er det ”tidssvarende børnesyn” især blevet fremhævet som baggrund for, at det skal være nemmere at tvangsbortadoptere børn fra forældre, som hverken på kort eller lang sigt kan have den daglige omsorg for barnet.

Synspunktet er, at der har været for stor tålmodighed med ”dårlige forældre” og for lidt vilje til at gribe ind for at beskytte barnet. Med bortadoptionen får disse børn ”en ny familie”, som det siges i Barnets Lov.

Antallet af tvangsbortadopterede har været i stigning allerede i nogle år, især af de helt små børn. I 2022 behandlede Ankestyrelsen 45 tvangsbortadoptionssager, hvor tallet få år før lå omkring 10 børn om året. Der har været et tydeligt politisk ønske om at gå i den retning, og lovgivningen er blevet lempet betydeligt, især siden 2015. Med Barnets Lov kan vi forvente endnu flere bortadoptioner de kommende år.

Men trods den høje profil for det tidssvarende børnesyn har vi fået skabt et adoptionssystem, der på flere områder er temmelig gammeldags. Det er anbefalet i lovgivningen, at alle bånd til den oprindelige familie brydes. Logikken er, at de biologiske forældres manglende evne til at tage sig af barnet i det daglige taler imod, at de får samvær med barnet efter adoptionen.

Al opmærksomhed skal rettes mod, at den lille bortadopterede kan knytte sig til sine nye forældre. Derfor har domstolene da også afslået alle ansøgninger fra biologiske forældre om at få samvær med deres bortadopterede børn – med to nylige undtagelser, som jeg kommer tilbage til.

Hvorfor er den praksis så ikke tidssvarende? Det er der to hovedgrunde til. Den første handler om tilknytning. Her er problemet, at lovgiver som udgangspunkt antager, at et lille barn dårligt kan tåle kontakt med andre end sin nye adoptivfamilie, hvis det ikke skal risikere at skade dets tilknytningsmønster. Men dette meget fremtrædende forsigtighedsprincip er ikke velbegrundet.

Der er en voksende forskning, der beskæftiger sig med barnets såkaldte prænatale tilknytning, altså de kognitive og emotionelle relationer, der udvikles mellem mor og barn, allerede inden barnet fødes. Der er endnu ikke nogen færdig model for måling af prænatal tilknytning. Men der er dog en betydelig viden på feltet, der tilsiger, at børn ikke kommer til verden som psykologisk tomme tavler. Der er allerede etableret et tilknytningsmønster i fostertilstanden, som barnet bærer med sig videre i livet som del af sin psykiske struktur.

Det er derfor en problematisk antagelse, at barnet så at sige kan begynde på en frisk i en ny familie. Tværtimod er det vigtigt også for det barn, der bliver bortadopteret, at der er velvilje og tid til at søge at opbygge et respektfuldt samarbejde mellem barnets tidligere og kommende omsorgspersoner, også selvom det kan være svært både for adoptivforældrene og biologiske forældre.

Klinisk erfarne danske psykologer hævder, at når vi skærer barnets tidlige historie fra, gør vi det sværere for barnet at blive sig selv med de særlige forudsætninger, det har, i reglen med flere brud i den allertidligste barndom.

Man kan yderligere problematisere den danske lovgivning, når et barn bortadopteres kort efter fødslen. Det er nemlig forbudt at lade muligheden for samvær og kontakt med de biologiske forældre indgå som en del af overvejelserne om, hvorvidt der skal vælges bortadoption frem for en plejeanbringelse.

Denne tilgang er ret særegen for Danmark. I Storbritannien og Norge, som hører til de lande, der har flest tvangsbortadoptioner, kan samværsmuligheder tages med i overvejelserne, når der træffes beslutning om adoption.

Også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har udtalt i flere afgørelser, at kontakt og samvær med de oprindelige forældre kan betyde, at tvangsadoption kan blive et lidt mindre definitivt indgreb i børns og forældres ret til familieliv.

Hertil kommer, at en mulighed for kontakt og samvær efter en adoption måske kan tage noget af den ekstreme stress, som langt de fleste mødre oplever, når de har en sag om adoption hængende over sig under graviditeten.

Sundhedsstyrelsen har fået lavet en forskningsoversigt over betydningen af gravides angst, stress og depression for fødselsfaktorer og for barnets tidlige udvikling. Den viser øget risiko for at føde mindre børn og for at føde for tidligt.

Der er ikke så mange undersøgelser af sammenhænge til barnets tidlige udvikling. Sundhedsstyrelsens oversigt konkluderer dog, at videnskaben ser tegn på, at mødres stress og angst under graviditeten har indvirkning på barnets adfærd, temperament og regulatoriske vanskeligheder op til toårsalderen.

Og så er der den anden hovedgrund til, at den danske lovgivning om post-adoptionssamvær er utidssvarende. Der er ganske meget forskning, der viser, at kontakt med de biologiske forældre har positiv betydning for de fleste adoptivbørn. Det gælder selvsagt ikke for alle – der er bred enighed om, at enhver sag skal vurderes individuelt.

Men den grundlæggende holdning om, at kontakt er risikabelt for barnets tilknytning til den nye familie, er forældet. Tværtimod viser et oversigtsstudium af John Triselotis, en grand old man i adoptionsforskningen, at også adoptivforældre har gavn af barnets kontakt med de oprindelige forældre.

Højesteret har i flere domme udtalt, at den danske praksis, hvor der konsekvent ikke bevilges samvær efter en adoption, ikke flugter med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols tolkning af børns og forældres ret til familieliv. Det har desværre ikke haft nogen effekt på afgørelserne ved by- og landsretterne – indtil for ganske nylig.

I november og december tog Retten i Viborg flere bemærkelsesværdige skridt i to sager om samvær efter tvangsbortadoption: dels ved selvstændigt at analysere menneskeretsdomstolens praksis og dels ved i begge sager at bevilge samvær mellem barnet og dets biologiske forældre. Dommene fra Viborg er dog samtidig ret forsigtige: Det bevilgede samvær skal finde sted én gang om året, vare maks. en-to timer tilpasset barnets signaler og være overvåget eller støttet af en person, som adoptivforældrene udpeger.

Afgørelserne er begge blevet anket til landsretten, så vi ved endnu ikke, om der faktisk bliver tale om et gennembrud for at kunne få tildelt samvær efter en adoption. Men man kan håbe på, at dommene virkelig er tegn på et mere tidssvarende børnesyn, også for brudte og genetablerede familier, som vi ser i tvangsbortadoptioner, og som alt tyder på, vi får stadig flere af.