Europas migrationsbarrikade smuldrer i Niger

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Turen fra lufthavnen i Niamey til byens centrum er den samme hektiske, men velkendte rejse – bortset fra de helt nye russiske flag i byens rundkørsler. Siden kupper mod den demokratisk valgte præsident Mohammed Bazoum i juli 2023 har Nigers militære herskere med general Tchiani i spidsen smidt den tidligere kolonimagt Frankrig ud og vendt ryggen til Europa og USA og dannet Alliancen af Sahelstater (AES) med politisk og militær opbakning fra Rusland.

Dette nye og udfordrende scenarie i Sahel har stor indvirkning på flere vigtige europæiske prioriteter i regionen – lige fra bekæmpelse af militant jihadisme, stormagtsrivalisering med Rusland og Kina, konkurrence om rige afrikanske energi- og naturressourcer, udviklingsbistand og fattigdomsbekæmpelse til reduktion af irregulær migration gennem ørkenen mod Sydeuropa. Niger er nemlig det centrale transitland, der forbinder Vestafrika med Nordafrika og Middelhavskysten.

En af militærregimets første handlinger var at annullere den upopulære smuglerlov, der blev vedtaget under den nu afsatte præsident Bazoum i 2015. Loven, der blev udarbejdet med støtte fra FN og finansiering af EU, forbød at fragte migranter mod Libyen. Den blev håndhævet med strenge fængselsstraffe op til 30 år og konfiskering af smuglerkøretøjer.

Loven stoppede dog ikke migration mod Europa, men pressede trafikken under jorden og reducerede og forskød de vigtigste ørkenruter. Loven kriminaliserede dog også førhen lovlige rejser og erhverv og blev derfor set af mange mennesker i Niger som endnu et eksempel på den nu afsatte præsidents vilje til at imødekomme europæiske dagsordener på bekostning af landets interesser. Særligt gik loven ud over de semi-nomadiske etniske i grænselandet op til Libyen, der lever af at fragte varer og mennesker på kryds og tværs af ørkenen, og som har et historisk anstrengt forhold til regeringen i syd.

Nu, hvor ruterne til Libyen er genåbnet under nigersk militærbeskyttelse (i det mindste en del af rejsen), har europæiske myndigheder advaret om, at migration fra Afrika kan blive instrumentaliseret til at lægge pres på Europa. I en risikoanalyse fra Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) 2024/2025 ses Ruslands stigende politiske og militære tilstedeværelse i Sahel og Libyen som en destabiliserende faktor i forhold til migration. Frontex advarer om, at Rusland vil »være i stand til at skabe og muligvis dirigere migrationsstrømme, hvis virkninger potentielt kan mærkes i de kommende år«.

Men udviklingen i Niger peger imidlertid i mange forskellige retninger. Og selvom Rusland beskyldes for at udnytte migranter som ”hybride våben” til at skabe panik ved grænserne i Europa – f.eks. ved grænserne til Norge, Finland og ved Polens grænse til Belarus – så er det mere kompliceret i Sahel.

Selvom det er klart, at antallet af vestafrikanske migranter på vej mod Libyen er støt stigende siden kuppet i 2023 – ifølge FN’s tal fordoblet – er effekten af Nigers ophævelse af smuglerloven stadig ikke synlig på Middelhavets ruter. Faktisk er antallet i det centrale Middelhav faldet med 64 pct. i de første otte måneder af 2024 ifølge Frontex. Samtidig rapporterer IOM dog, at 761.322 migranter nu opholder sig i Libyen, det højeste antal siden 2016, hvilket i høj grad kan tilskrives tilstrømningen af sudanesiske flygtninge, men som også kan indikere, at migrationen over Sahara er stigende.

Dette paradoks – med et stigende antal migranter i Libyen, mens antallet af mennesker, der opdages på de centrale søruter mod Europa, falder – kan delvist forklares med den europæiske aftale med Tunesiens autoritære leder, præsident Saied, om at bekæmpe migration. En anden forklaring er det kontroversielle samarbejde med de uregerlige og voldelige libyske militser, der opsnapper og fængsler migranter med støtte fra Europa, når de ikke selv faciliterer smugling, som bl.a. FN har dokumenteret.

Med andre ord, mens en betydelig migrationsblokade er smuldret i Sahel, er kontrollen og den voldelige militarisering af grænserne i Libyen og Tunesien taget til og udgør et forstærket europæisk grænseværn.

Algeriets og Libyens aggressive deportationer og dumpning af migranter i ørkenen udgør en anden væsentlige barriere, der har bremset migration hen over Sahara mod Nordafrika. Ghettoerne i Niamey er fulde af strandede migranter, der har mistet alt, og som har lidt både fysisk og psykisk overlast. En lokal ngo i ørkenbyen Agadez anslår, at omkring 20.000 mennesker blev efterladt i ingenmandsland fra januar til august 2024.

Brutaliteten i disse massefordrivelser fra Nordafrika – og de til tider dødelige konsekvenser, når mænd, kvinder og børn bliver efterladt i ørkenen – fik det nigerske militærregime til at indkalde den algeriske ambassadør til konsultationer i april. Den humanitære krise i ørkenen fortsætter imidlertid med at vokse.

De politiske konsekvenser af de seneste militærkup hæmmer også migration og mobilitet på ørkenruterne. Den vigtige grænseovergang over Nigerfloden, der forbinder Niger og Benin, har således været lukket siden konfrontationen mellem Niger og Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (Ecowas). Siden da har Ecowas ophævet sanktionerne mod Niger, og Benin har genåbnet grænsen, men grænsen er fortsat lukket på Niger-siden som gengældelse mod Benin for at støtte Ecowas-sanktionerne og for dets igangværende sikkerhedssamarbejde med Frankrig.

Migranter, der ønsker at krydse grænsen mellem Benin og Niger, må derfor stå af på Benin-siden og bruge det nu blomstrende smuglernetværk til at nå Niger med kano, hvilket igen drastisk bremser migrationsbevægelserne mellem landene.

Den traditionelle vestafrikanske busrute mellem Niger og Burkina Faso er også i store stræk ufarbar, fordi den løber igennem områder, der nu kontrolleres af to militante jihadist-organisationer, den al-Qaeda-tilknyttede Jama’a Nusrat ul-Islam wa al-Muslimin (JNIM) og Islamisk Stat i Storsahara (ISGS). Faktisk er centrum for militant terrorisme i de senere år svinget fra Mellemøsten til det centrale Sahel, hvor Burkina Faso tegner sig for de fleste terrordødsfald årligt på globalt plan. Landet har oplevet en forværring af sikkerhedssituationen hvert år siden 2014. Buslinjerne er derfor enten blevet afbrudt eller kører kun med militæreskorte, hvilket igen har bremset trafikken mod Niger og Libyen betydeligt.

Ville Rusland i dette scenarie være i stand til at ”skabe og dirigere” migrationsbevægelser fra Vestafrika mod Europa via det kriseramte centrale Sahel? Det kan naturligvis ikke afvises på den lange bane, men det er tvivlsomt, om russisk instrumentalisering af migration er muligt i det skiftende politiske terræn i Sahel, og uvist, om Rusland overhovedet vil forsøge det. Derudover bliver migrationskorridoren mellem Niger og Libyen stadig mere ustabil, uforudsigelig og voldelig og udgør en brutal prøvelse for de vestafrikanske migranter.