Det handler om meget andet end Ukraine. Det handler om at stække Putins trang til imperiebyggeri – og om vores frihed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kan 2025 blive året, hvor freden indfinder sig i Ukraine? Spørgsmålet er relevant, for Donald Trump har jo udtalt, at han vil få skabt en fred fra første dag i Det Ovale Værelse.

Men man gør klogt i at have sine forventninger under kontrol.

For det første løber Trumps udtalelser ind i en brutal virkelighed. Man kan ikke stoppe en krig ved at knipse med fingrene. Medmindre man helt giver efter for præsident Putins krav. Og det er næppe sandsynligt.

Skulle det ske, vil det få globale konsekvenser for USA. Hvorledes vil USA’s allierede i Asien reagere? Kan man nu stole på USA? Der vil være modstand i Kongressen – også fra centrale republikanere.

Dertil kommer, at præsident Putin vil fremstå som en klar vinder, og Trump kommer til at stå som en taber. Og det ligger ikke til Donald Trump at acceptere noget sådant.

For det andet er præsident Putin i gang med sit eget spil. Han vil genskabe Ruslands storhed. Imperietankegangen vejer tungt. Han opfatter dette som sin mission. Det indebærer, at Ukraine skal tilintetgøres som stat og nation. Derfor har den russiske krigsførelse en stil, der nærmer sig total krig. Tænk på angrebene på infrastruktur, energinet, hospitaler m.m.

Præsident Putin er ikke interesseret i ukrainsk territorium som sådan. Politikken går langt videre. Rusland ønsker sammen med en gruppe af lande med Kina, Iran og Nordkorea i spidsen at fremtvinge en ny verdensorden. Landene er ikke allierede, men de har sammenfaldende interesser. De bistår hinanden. De har en interesse i at holde USA og dets allierede beskæftiget med problemer rundtomkring på kloden. Rusland er en central og meget risikovillig spiller.

Dette punkt er vigtigt, for det adskiller sig væsentligt fra det verdensbillede, som Donald Trump stod over for, da han var præsident 2017-21.

Kina har vist sin hånd ved aktivt at støtte Rusland og holde hånden under russisk økonomi. Kina leverer ca. 90 pct. af alle mikrochips til russisk forsvarsindustri, hvilket er af stor betydning for produktion af bl.a. missiler. Kina har ikke de store interesser i Ukraine som sådan. Det kinesiske perspektiv er meget bredere. Man udnytter udviklingen til at fremme egne interesser.

Nordkorea har sendt kamptropper og store mængder ammunition og missiler til Rusland. Hvem havde forventet det for et år siden? Og hvad mon Nordkorea får til gengæld? Næppe noget, der fremmer stabiliteten i den del af Asien. Iran leverer våben til Rusland.

Alt dette burde få Vesten til at rejse sig lidt mere op i stolen og få formuleret en bredt anlagt politik.

Vesten har sine problemer. Mange af dem skyldes en fejllæsning af Rusland og dets udenrigspolitik. Denne politik har været belagt af dogmer. Der var en tro på, at man kunne tale sig til rette med Rusland, fordi det vil være ligesom os. Derfor skulle man handle med landet.

Vesten glemte at tænke i hård magt og geopolitik. Der var en Rusland først-politik. Betydningen af Ukraine kom langt nede på listen. Det er tankevækkende, at der stadig er stemmer, der advokerer, at Vesten trods alt kan tage det roligt. Det drejer sig jo kun om den tidligere Sovjetunion, som det anføres. Vores bnp er større, derfor vinder vi på den lange bane osv.

Russisk propaganda taler om, at Vesten fører en ”stedfortræderkrig” mod Rusland. Kendsgerningen er nok det modsatte: Rusland fører en krig mod Vesten, men det er en krig uden direkte anvendelse af væbnet magt – en såkaldt hybridkrig, hvor formålet er at svække modstandskraften og forsvarsviljen i de vestlige samfund.

Hvorfor anvendes sådanne midler? Fordi de er billige, og man kan gemme sig bag en anonymitet. Russisk propaganda vil altid hævde, at det ikke er bevist, at Rusland stod bag hændelser. Kor af stemmer i vestlige lande vil aktivt støtte dette indtryk.

Følgende instrumenter kan nævnes: påvirkning af valg i vestlige lande, misinformation, cyberangreb, som iværksættes af både statslige og ikke-statslige aktører, ødelæggelse af kritisk infrastruktur, jamming af gps-signaler, sabotage som f.eks. ildspåsættelse, afsporing af tog, man kan fremtvinge migrations-bølger, forsøg på drab af centrale personer i Vesten eller åbenlyse trusler om anvendelse af kernevåben.

Det gælder for dem alle, at de stiger i både kvantitet og kvalitet. Der sker løbende en produktudvikling. Nogle aktiviteter bliver endda foretaget af kriminelle strukturer, der hyres til formålet. Mange af dem ved slet ikke, at de finansieres af Rusland.

Rusland ønsker at fremtvinge en situation, hvor der er åbenbar uenighed mellem vestlige lande. Et land kan f.eks. blive offer for et alvorligt angreb og derfor påkalde sig Natos artikel 5 – den såkaldte sikkerhedsgaranti. Der er ikke enighed i Alliancen. Nogle lande er enige, andre uenige i, at der er tale om en artikel 5-situation. Det vil være et drømmescenarie for Rusland.

Det er tankevækkende, at man i Vesten – med undtagelse af Finland – ikke har reageret mere kontant over for disse angreb. Kernen er jo, at Rusland fortsætter, indtil der er modstand, og omkostningerne overstiger gevinsterne. Kort sagt: Reagerer man ikke, skruer Rusland op for blusset. Svaghed udnyttes.

Rusland synes fast besluttet på at fortsætte krigen mod Ukraine. Præsident Putin fornemmer medvind og synes overbevist om, at Vesten ikke står distancen. Man er rede til at betale prisen. Russisk økonomi har det ikke godt. Der er også store tabstal, men det er for ”fædrelandet”. Tabstallene er statistik.

Et betydeligt større politisk problem er, hvorledes man får nye tropper. Præsident Putin viger tilbage for at iværksætte en fuld mobilisering. Det vil nemlig indebære, at man skulle indkalde unge mennesker fra Moskva og St. Petersborg, dvs. elitens børn. I stedet rekrutterer man tropper fra bl.a. Nordkorea og lejesoldater fra lande i den såkaldt tredje verden. Fuld mobilisering synes at være en rød linje for den russiske befolkning, som Kreml ikke kan ignorere.

Der kommer flere bolde i luften med Donald Trump som præsident. Der er en handelskrig på vej. Det går stærkt i Mellemøsten. Hvad gør Kina over for Taiwan og i Det Sydkinesiske Hav?

Jeg vil ikke udelukke, at vi kan få en vis forhandlingsproces om Ukraine, men uden reelle forhandlinger. Korte våbenhviler kan opstå, som også kan give Rusland tid til at omgruppere tropper m.m. En sådan proces kan foregå sideløbende med dels udviklingen på slagmarken, hvor de reelle forhandlingspositioner formuleres, dels hybridkrigen.

Vi lever i interessante tider, men også i farlige tider. Vi skal formentlig tilbage til begyndelsen af Den Kolde Krig for at være i en tilsvarende situation. Dengang var der heller ikke mange spilleregler. De kom først senere under Den Kolde Krig. Der er lang vej, før de europæiske lande har genskabt et troværdigt forsvar. Kun Finland og Polen har sådanne i dag.

Det kan gå galt. Den russiske hybridkrig kan overskride en grænse. Fejltagelser sker. Den såkaldte lov om utilsigtede konsekvenser eksisterer stadig.

Ukraine kæmper. Men meget står og falder med Vestens – ja, Europas holdning. Forstår vi, at prisen for Vesten bliver meget høj, såfremt Ukraine taber?

Med små, principfaste skridt, herunder at styrke Ukraines position, kan man komme videre på den lange vej mod en egentlig sikkerhedsgaranti for Ukraine for uden en sådan: ingen fred. Optionerne bør derfor holdes åbne.

Fred i 2025? Tålmodighed anbefales.