Ja, vi har gjort skade på naturen, men bliver det bedre ved at gøre skade på kunsten?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Splash. Så skete det igen. Tre unge aktivister fra klimaorganisationen Nødbremsen smed for nylig orange farve på André Derains ikoniske maleri ”Woman in a Chemise”fra 1906 ophængt på Statens Museum for Kunst. Det er ikke første gang, vi har set den slags aktioner, som ifølge aktivisternes forklaringer af deres motiver i bl.a. nærværende avis har til formål at åbne folks øjne for klimakrisens alvorlighed.

Ingen tvivl om, at klimakrisen er en af vor tids største udfordringer. Får vi ikke styr på den, går vi en meget usikker fremtid i møde. I den grad tvivlsomme er derimod de unge aktivisters metoder. Tankegangen synes at være, at de ved at ødelægge værdifuld kunst kan åbne vores øjne for, at vi har ødelagt noget endnu mere værdifuldt, nemlig naturen. Ja, ”vi” har gjort skade på naturen, men det virker ikke indlysende, hvordan det skulle kunne afhjælpes ved også at gøre skade på dyrebare kunstværker, som ikke har noget som helst med klimakrisen at gøre.

Aktivisterne hævder, at regeringen ikke ”gør noget” ved klimakrisen og dermed er ansvarlig for, at vi styrer direkte mod et ”eskalerende klimakollaps”, hvor en milliard mennesker vil miste livet. De føler sig derfor berettiget til at tage sagen i egne hænder, idet de ikke har ”tid til” at vente på demokratiet.

Uanset hvad man måtte mene om regeringen, er det ikke fair at hævde, at den bare lader stå til i forbindelse med klimakrisen. Det virker, som om det helt er forbigået aktivisternes opmærksomhed eller bare ikke passer ind i deres selektive verdensbillede, at regeringen i samarbejde med landbruget og en række organisationer just har vedtaget den grønne trepartsaftale 2024, som indebærer en historisk stor omlægning af landbruget, som vil gavne både klima, vandmiljø, natur og biodiversitet.

Som følge af aftalen pålægger vi som det første land i verden landbruget en CO₂-afgift. Man kan med rette kritisere politikerne for, at afgiften er alt for lille. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det er en vigtig begyndelse, som kan bane vejen for yderligere reguleringer i forbindelse med den nødvendige omstilling i landbruget ikke bare herhjemme, men også i EU.

Hertil kommer, at aktivisternes tankegang er udtryk for den velkendte politiske logik om, at ”målet helliger midlet”, som ofte har været benyttet af bevægelser på både den yderste venstre- og højrefløj til at legitimere anvendelse af hærværk og vold i en ”højere sags” tjeneste.

Jeg har selv mødt denne logik på første hånd, da jeg i min pure ungdom havde en heldigvis kortvarig ”flirt” med en marxistisk-leninistisk sekt på den yderste venstrefløj, som støttede anvendelsen af vold i den ”revolutionære sags tjeneste”. Og jeg indrømmer gerne, at det givetvis er grunden til, at jeg reagerer ekstra stærkt, når jeg møder den blandt nutidens idealistiske, unge mennesker, også selvom det som i det aktuelle tilfælde heldigvis er i en mere afdæmpet, ikke-voldelig form.

Men hvis klimakrisen er ekstraordinær, må det så ikke være tilladt at tage ekstraordinære midler i brug? Tja, problemet er bare, at det kan enhver jo komme at sige. I nutidens højt differentierede, pluralistiske samfund kæmper alle mulige mennesker for alt muligt. Og de mener alle sammen, at lige netop deres sag er den vigtigste. Hvis det er legitimt for aktivisterne at benytte sig af antidemokratiske midler, så må det, hvis man følger deres politiske logik, også gælde religiøse fundamentalister, coronaskeptikere eller indvandringskritikere.

I så fald er det imidlertid selve demokratiet, der er på spil, idet ”ordet”, dvs. samtalen og den indbyrdes forståelse, som professor i kirkehistorie Hal Koch i sin stadigvæk højaktuelle bog ”Hvad er demokrati?” definerer som demokratiets væsen, erstattes med ”sværdet”, dvs. den rene magtudøvelse.

I sin yderste konsekvens er tanken om, at ”målet helliger midlet” således totalitær, idet befolkningens demokratiske viljedannelse sættes ud af kraft til fordel for hin enkeltes vilkårlige magtanvendelse.

Aktivisterne siger godt nok, at de med deres aktioner vil indlede den ”ubehagelige samtale” om klimaets tilstand. Men hvis de vil samtalen, hvorfor holder de sig så ikke til den? De er veluddannede og lever i et højtudviklet demokrati, hvor de har et hav af muligheder for legitimt at give udtryk for deres synspunkter. Som Hal Koch siger: »Det autoritære trav kan altid kendes på dette: om man er villig til at tale om tingene eller ej.«

De henviser også til, at ”civil ulydighed” historisk har skabt forandringer i forbindelse med kvinders og sortes ligestilling i bl.a. USA. Men hvem skal afgøre, om ”civil ulydighed” eventuelt måtte være berettiget i forbindelse med givne sager? Og hvordan kan man sikre sig imod, at det ikke bare bliver en bekvem legitimering af ulovligheder?

Aktivisternes fremgangsmåder rejser spørgsmålet, om ikke de stik imod hensigten om at bevidstgøre om klimakrisens alvorlighed opnår det modsatte, nemlig at folk tager afstand. Med hensyn til dette hævder en af aktivisterne i Radio IIII’s program ”Morgen”, at deres aktion bevirker, at »folk kommer enten til at sympatisere mere, eller i det mindste bliver de ikke frastødt«.

Som belæg for sin påstand henviser han til en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse foretaget af professor Michael Mann fra november 2022 på Penn Center for Science, Sustainability and the Media ved University of Pennsylvania, USA.

Som det journalistiske faktatjekmedie Tjek Det har gjort opmærksom på, viser denne undersøgelse imidlertid det stik modsatte.

Nemlig, at aktioner, hvor klimaaktivister ødelægger eller foregiver at ødelægge kunstværker, enten mindsker en betydelig del af svarpersonernes opbakning til klimasagen eller lader dem uberørte.

Efter at have læst undersøgelsen kan jeg kun bekræfte Michael Manns sammenfatning af dens resultater i en mail til Tjek Det: »Undersøgelsen bekræfter, hvad mange har mistænkt. Offentligheden kan generelt bare ikke lide den slags.«

Heldigvis tyder det på, at selve maleriet ikke har taget varig skade, idet det var beskyttet af en glasplade. Det ændrer imidlertid ikke ved, at aktivisternes vandalisering ikke blot skader klimasagen, men også skaber utryghed blandt museets gæster, medfører en masse besvær og udgifter for museet samt forringer kunstoplevelsen for alle os kunstinteresserede, som på grund af risikoen for hærværk i stigende grad er henvist til at opleve kunstværker beskyttet af glas med de ulemper, det giver i form af generende refleksioner.

Endelig rejser det spørgsmålet om, hvorvidt også danske museer, som det allerede kendes fra en række storbyer rundtom i verden, må se sig nødsaget til at indføre sikkerhedskontrol ved indgangen med de uheldige konsekvenser, det vil have for tilgængeligheden af vores fælles kulturarv.

De unge aktivister er nu sigtet for hærværk. Jeg håber, at de får en retfærdig straf, måske i form af samfundstjeneste, hvor de jo passende kunne beskæftiges med klimavenlige aktiviteter såsom genbrug, affaldssortering eller oprensning af plasticaffald. I så fald ville de kunne yde et både samfundsnyttigt og konstruktivt bidrag til den grønne omstilling.