Står Nato umiddelbart foran et kollaps?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det var den amerikanske præsident Donald Trump, der under sin første præsidentperiode stillede sig tvivlende i forhold til, om han i det hele taget ville komme lande til hjælp, som ikke formåede at bidrage med 2 pct. af deres bnp til alliancen. Ligeledes udtalte han for nyligt offentligt, at Putin kunne gøre »hvad fanden han ville« med disse lande. Det er ikke kun en skelsættende udtalelse, men særdeles bekymrende, da det virkelig stiller spørgsmål ved medlemslandenes indbyrdes solidaritet.

Den Nordatlantiske Traktat, der er Natos ”grundlov”, indeholder to vigtige afsnit: artikel 3, der pålægger et medlemsland at kunne forsvare sig selv, indtil hjælp er nået frem, og artikel 5, der også kaldes musketereden, der siger, at et angreb på et medlemsland er at betragte som et angreb på alle medlemslandene. Danmark har faktisk forsømt artikel 3, da vi har tilladt ikke at være i besiddelse af et tilstrækkeligt forsvar de seneste 10 år.

Uden USA er der ikke noget Nato, da landet alene dækker 75 pct. af omkostningerne i form af økonomi og materiel – resten, de ca. 25 pct., fordeles blandt de øvrige medlemslande. Når man så som Danmark yderligere nedsparer sit bidrag ved afvikling af store dele af forsvaret, hvorved vi ramte bunden i 2022/23 med sølle 1,3 pct. af bnp, så belaster det jo troværdigheden væsentligt hos vore allierede. Nogle vittige hoveder i mediedebatten har omtalt Danmarks bidrag som ren og skær »beskyttelsespenge«.

Uanset hvor lidt eller meget USA med Trump i spidsen vender ryggen til Nato, så vil det have stor indflydelse på ikke bare Natos virke fremover, men især på krigen i Ukraine. Her skal man som minimum forvente en mærkbar neddrosling af både økonomisk og militær hjælp i form af avancerede våben. Kunne man tænke sig, at han simpelt hen ”trækker stikket” til Nato og lader de europæiske lande klare sig selv? Det kan han ikke umiddelbart uden Kongressens godkendelse, men her er han i den heldige situation, at han har flertallet i begge kamre – Senatet og Repræsentanternes Hus. At trække sig 100 pct. vil nok være urealistisk i første omgang, men en vis langmodighed må vi forvente, hvilket vil have stor betydning for såvel Nato som støtten til Ukraine.

USA’s præsident er øverstbefalende for landets militære styrker, og den øverstkommanderende for Natos militære styrker er permanent en amerikansk general. Hvis præsidenten er tilbageholdende, må man forvente en vis afsmitning hos hans general og hans forsvarsminister, der sidder med til møderne i hovedkvarteret i Bruxelles. Så derfor: Hvis Nato er uden et USA, så vil der for alvor blive uro i geledderne i den europæiske lejr, for her er uenigheden markant, især vedrørende støtten til Ukraine. Nogle lande vil ikke støtte militært, andre kun økonomisk og med vidt forskellige ydelser.

Danmark yder mere totalt, end lande som Frankrig, Italien og Spanien hver især yder – det viser forskellen i viljen til at hjælpe Ukraine på trods af skåltalerne og alle flosklerne som ”Ukraine må ikke tabe”, ”Ukraines krig er også vores krig”, ”taber Ukraine, så taber Europa”.

Champagnen og skåltalerne vil ingen ende tage, men i virkeligheden ser det sløjt ud, for mens Ukraine er ved at forbløde og bliver terroriseret af drone- og missilangreb, så kan et samlet Europa ikke engang forsyne landet med et tilstrækkeligt antal artillerigranater, hvorved Rusland har kunnet avancere konstant på slagmarken det seneste års tid.

Hvis USA svigter, hvem skal så føre taktstokken? Frankrig? Næppe, for landet har praktiseret et mangeårigt svigt af samarbejdet, idet den daværende franske præsident De Gaulle i 1966 påstod, at Nato var intet andet end et amerikansk protektorat i Europa.

Derfor smed han nærmest over natten Natos hovedkvarter ud af Paris, hvorefter det ”landede” i Bruxelles. Frankrig meldte sig ud af det militære samarbejde, men var formelt medlem af alliancen indtil 2009, hvor man genoptog samarbejdet. Altså i 43 år deltog Frankrig ikke. Hvad så med Tyskland? Heller ikke, for landet besidder en traumatisk berøringsangst, når det kommer til væbnede konflikter qua sin fortid under nazismen og Anden Verdenskrig.

Det vil blive lande som Holland, Storbritannien, de nordiske lande og Baltikum, som vil forsøge at sætte dagsordenen, men uenighederne vil være udtalte på grund af nogle øst- og sydeuropæiske medlemmer. Vi taler om handlingslammelse, og dermed er Natos svaghed åbenlys.

Svagheden vil blive udnyttet af Putin, der helt klart vil afprøve musketereden, hvilket kan gøres med en mindre hændelse i form af en mindre grænseoverskridelse, besættelse af et eller andet ”småt” eller andet ikke for voluminøst, men holdt i det små for at måle, hvor meget eller lidt der skal til for at aktivere Nato.

Hvem skal hjælpe hvem, og hvem skal komme først? Danmark har en fortid med sin fodnotepolitik fra 1980’erne, hvor vi rendte fra alt, hvad der var aftalt, i tilfælde af at Nato skulle opsætte mellemdistanceraketter i Europa. Vil det komme os til skade? Det er altid kedeligt at skulle kæmpe andres krige – historien taler for sig selv, når det gælder fordums alliancer vedrørende hjælp i en krigssituation.

Nato kan kun hjælpe Ukraine begrænset med noget økonomisk støtte, men ellers er det landene individuelt, der støtter – nogle med lidt, andre med mere. Når der støttes med materiel og våben, er der for mange ”røde linjer” – altså pålagte begrænsninger i anvendelsen mod Rusland. Krigstrætheden har sat sine tydelige spor. Derfor er der flere og flere, der taler om en fredsløsning, men den vil kun blive til Ruslands fordel.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er blevet skoset for at give udtryk for, at Ukraine kommer til at afstå landområder og aldrig bliver medlem af Nato. Han er udråbt som både defaitist og forræder.

Jeg vil derimod mene, at han i modsætning til mange politikere er mere realist, for en fredsaftale med Rusland vil medføre tab af allerede besatte områder. Krim er for evigt tabt, og spørgsmålet er, om ikke også de øvrige fire besatte provinser er tabt. Hertil kommer en garanti for ikke at blive medlem af Nato – ellers bliver der ingen aftale. Rusland vil ikke rykke sig så meget som en meter baglæns – det har man tradition for her.

Tænk på Stalins og Hitlers deling af Polen – den grænse er stadig Polens østgrænse. Den blev ikke flyttet under Potsdam-konferencen efter krigen, hvor nye grænser skulle trækkes i Europa. Rusland giver sig ikke.

Rusland forstår kun rå våbenmagt, derfor skal der væbnede styrker til på slagmarken for at få dem drevet ud af de besatte områder. Det kan Ukraine ikke selv, uanset hvor meget militært isenkram der bliver tilført udefra. Nato kan og vil ikke sende tropper ind i Ukraine, for det vil være starten på en tredje verdenskrig. Rusland vil vinde, og Europa vil udstille sin handlingslammelse og svaghed.

Trumps tilstedeværelse i Det Hvide Hus er starten på en ny æra, hvor europæerne må indse, at de selv skal til lommerne og tage ansvar for egen sikkerhed. Nu har Europa i snart 75 år hængt sin hat på den ”sikkerhedsknage”, der hedder ”den til enhver tid siddende præsident i Det Hvide Hus”, og hvor USA har holdt en bred sikkerhedsparaply over Europa, samtidig med at mange lande – herunder ikke mindst Danmark – har kørt en hel del på frihjul. Den amerikanske befolkning er blevet opmærksom på, at Europa i højere grad selv skal betale for deres egen sikkerhed.