Tesfaye skal have ros i stedet for kritik. Regeringens uddannelsesudspil er godt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Mattias Tesfayes (S) udspil til en reform af ungdomsuddannelserne diskuteres heftigt i politiske kredse og i uddannelseskredse. Er det et forsøg i stor skala? Tager man med et adgangskrav på 6 muligheden for at få en studentereksamen fra mange? Deler vi eleverne på gymnasierne op i A- og B-hold? Hvad med 10. klasse? Hvad med hf?

Vi fremsatte allerede i 2018 i JP et forslag, som ligner ministerens udspil til forveksling. Der er nemlig et stærkt behov for en særlig indsats i ungdomsuddannelserne.

For 10 år siden satte man sig det ”klare mål”, at 25 pct. af en ungdomsårgang i 2020 skulle vælge en erhvervsuddannelse, og at 30 pct. skulle gøre det i 2025. Siden har skiftende ministre forsøgt sig med småjusteringer og omfordelinger af økonomi, men intet har ført til, at erhvervsuddannelserne er blevet mere attraktive for de unge i folkeskolens udskolingsklasser. Og uanset hvad man har forsøgt, er det i dag stadig under 20 pct., som vælger en erhvervsuddannelse.

Undervisningsministeren og SVM-regeringen skal derfor have ros for at ville give alle unge, der består folkeskolens afgangsprøve, tilknytning til et motiverende ungdoms- og læringsmiljø og til at udskyde erhvervsvalget, indtil eleverne er blevet mere afklaret.

Gymnasiet er en ubetinget succes, og det er derfor særdeles fornuftigt at tilknytte indledningen på en erhvervsuddannelse tættere herpå. Og det er altså ikke gymnasiets få fester, som mange peger på er det, der trækker de unge til gymnasierne, men derimod dygtige lærere, spændende fag og mange attraktive arrangementer, som motiverer de unge, og som skaber en god kønsfordeling, en dejlig kultur og et godt fællesskab.

Vi er f.eks. helt enige i, at det er nødvendigt med et skærpet adgangskrav til stx og hhx. Mange lærere beklager sig over, at nogle elevers faglige indgangsniveau er for lavt ved gymnasiestart.

Udspillet argumenterer for karakteren 6 som adgangskrav. Det er et godt vejledende krav. Ministeriets undersøgelse viser, at 42 pct. af folkeskoleeleverne, som starter i gymnasiet med en indgangskarakter under 5,0 falder fra. Det er naturligvis mange, men omvendt viser det jo også, at 58 pct. faktisk opnår en studentereksamen.

For eleverne med karakterer mellem 5,0 og 5,9 gælder det, at 22 pct. ikke består studentereksamen, og altså at 78 pct. faktisk gør det. Det viser i sig selv, at døren bør stå på klem for at kunne kvalificere sig til en længere videregående uddannelse, og at det i starten af forløbet bør være muligt at placere eleverne på en hylde, de vil trives på.

Det må altså være gymnasiet, som for de elever, der ligger lige under 6 i sidste instans, afgør, hvilken gymnasial retning (stx, hhx, epx) den enkelte elev vurderes at kunne klare. Det afgøres ved den optagelsesprøve, som gymnasiet afholder med de elever, som ønsker stx/hhx gymnasiet, og som altså ikke har opnået karakteren 6. Vi tror, at muligheden for kunne flytte eleverne mellem stx, hhx og epx’en vil gøre det attraktivt for gymnasierne også at kunne udbyde epx.

Også tanken om, at elever, som efter afsluttet epx, måtte have fået smag for det boglige, kan bygge oven på epx og opnå kompetencer, som giver adgang til mellemlange videregående uddannelser eller til universitetsuddannelser, er helt rigtig. Det var også vores tanke.

Beslutningen om at fastholde de nuværende muligheder for at påbegynde en erhvervsuddannelse er også rigtig. Dels er der elever, som er trætte af skolelivet, og som gerne vil ud i praksis, og dels vil der være elever, som i det gymnasiale forløb finder ud af, at de ikke trives i gymnasiet og derfor i stedet kan vælge et mesterlæreforløb.

Al snak om A- og B-hold bør høre op. En ny uddannelsesreform kan ikke gøre det af med, at unge og voksne vurderes i forhold til specifikke krav om faglighed og kompetencer. I dag møder eleverne i folkeskolerne især en opdeling, når nogle erklæres for uddannelsesparate og andre erklæres ikke-parate.

Denne opdeling cementeres, når nogle kan optages på gymnasiet, og andre henvises til erhvervsuddannelserne eller 10. klasse. Der er i dag erhvervsskoler, som også udbyder studentereksamener, og der er gymnasier, som udbyder hf, og de forskellige elevgrupper, som har opfyldt forskellige adgangskrav, ser ud til at kunne trives fint side om side. Når man senere i livet kommer på jobmarkedet, må man også lære, at man kan få afslag på jobansøgninger.

Flere beklager bortfaldet af 10. klasse og frygter en social skævhed, ved at nogle får mulighed for at tage 10. klasse på efterskole, og andre ikke. 10. klasse er for de elever, som har behov for yderligere faglig kvalificering og for afklaring af uddannelsesvalg for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

Vi finder, at disse elever bør starte på en epx. Skulle lysten være til at begynde i en 1.g på en studieretning i gymnasiet efter første år på epx, så er det jo blot at søge om et skifte. Styrken her er, at gymnasiet vil kunne give en velkvalificeret vurdering i forhold til skiftet.

Hf var oprindeligt tænkt som et toårigt forløb, som forbereder kursisten til en videregående uddannelse. Hf var især tiltænkt voksne, som ikke fik taget en studentereksamen, men som har været ude i arbejdslivet nogle år, og som har fundet ud af, at de gerne vil læse videre.

Men hf er også gradvist blevet en ungdomsuddannelse, hvor studiestarten i gennemsnit kun er marginalt højere (et-to år) end på gymnasiet. Mange hf-kursister uddanner sig efterfølgende til professionsbachelorer. Det vil kun i begrænset omfang være tilfældet, hvis man erstatter hf med en epx. Regeringens forslag lægger op til, at der skal en overbygning til, hvis man skal kunne komme ind på alle professionsuddannelser, og endnu en overbygning til, hvis man vil på lange videregående uddannelser.

Kursister, som på forhånd ved, at de vil den vej, må således vælge et studenterkursus, som på de to år fører til det samme brede spektrum af uddannelser, som stx og hhx uddannelserne gør det.

Regeringen foreslår tre forskellige linjer på epx: 1) Velfærd og sikkerhed, 2) Håndværk og teknik og 3) Handel og kontor. Men regeringen forslår også, at uanset hvilken linje man har valgt, vil man frit kunne vælge erhvervsuddannelse efterfølgende. Det var – og er – vi helt enige i.

Det væsentlige er, at uddannelsen er præget af stærke koblinger af teori og praktik. De 87 institutioner, som både kommer til at udbyde en gymnasial uddannelse og en epx uddannelse, bør således selv kunne tone epx-uddannelsens indhold i forhold til de muligheder, som især måtte findes lokalt.

De tre linjer bør derfor – foruden teoretiske kompetencer i både almene fag og erhvervsrettede fag – give eleverne grundlæggende erhvervsfaglige kompetencer, som gør, at de efterfølgende kan komme lidt hurtigere gennem erhvervsuddannelsen.

Vi er fortrøstningsfulde og opfordrer alle partier til at gå ind i konstruktive forhandling om at give alle de unge, som ønsker det, et godt afsæt til valget af uddannelsesvej.