Mange lægefaglige ph.d.-projekter bidrager ikke til bedre patientbehandling. Det kan vi gøre bedre
Det er langtfra alle ph.d.-afhandlinger, der gør en afgørende forskel for dem, de skulle hjælpe: patienterne. Det er på tide, at forskningen i højere grad gavner patienterne og det samlede sundhedsvæsen.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
»Vælg klogt« er et mantra i sundhedsvæsenet. Det fremføres ofte, at meget af det, som sundhedsvæsenet gør, ikke har værdi for patienterne, og at vi skal blive bedre til at ”vælge klogt”. Heri ligger, at mange behandlinger, undersøgelser, blodprøver og ambulante kontroller ikke gavner patienten, og at vi indlægger for mange – og alt for længe.
Også internationalt taler man om 60-30-10-reglen. Tallene refererer til, at kun 60 pct. af vores behandlinger er gavnlige, 30 pct. er ligegyldige, og 10 pct. er direkte skadelige. »Vælg klogt« bygger på, at eksperterne inden for hvert område på et fagligt grundlag skal identificere – og fjerne – unødvendige undersøgelser, procedurer og behandlinger. Alt sammen relevant, nødvendigt og tiltrængt – men meget venter …
Det er på tide, at vi også i den sundhedsfaglige forskning ser kritisk på, om ressourcerne bruges klogt.
Forskning er afgørende for at udvikle sundhedsvæsenet og er grundlaget for udvikling af nye, bedre og mere effektive behandlinger. Vi forsker mere og mere og for flere og flere penge. Der blev i 2020 udgivet 1.162 artikler fra det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet – et tal, der var steget til 5.762 i 2023.
Antallet af ph.d.-studerende ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet er ligeledes stigende – fra 1.508 i 2013 til 1.870 i 2022. Af disse er ca. 40 pct. læger, dvs. at vi bruger 700-800 lægeårsværk på at skrive ph.d.er svarende til næsten en halv milliard kroner årligt til ph.d.-løn.
Bliver de mange ph.d.ere så gode forskere, der kan sikre det høje danske forskningsniveau nu og i fremtiden? Det er ikke entydigt. Til trods for at ph.d.-studiet er en forskeruddannelse, viste et dansk studie fra 2016, at ca. to år efter at ph.d.-graden var i hus, fortsatte kun 25 pct. med at være forskningsaktive.
Alligevel indskrives flere og flere ph.d.-studerende. Det kan virke kontraintuitivt, men det kan skyldes, at en ph.d.-grad vejer tungt i kampen om at komme i betragtning til speciallægeuddannelsen i de mest populære specialer. I en mindre undersøgelse angav næsten halvdelen af de ph.d.-studerende læger, at de primært havde valgt ph.d.-forløbet for at opnå den ønskede speciallægeuddannelse.
Til forsvar for den danske sundhedsfaglige forskning skrev 10 danske hospitalsdirektører i Altinget i 2024: »En meget stor del af forskningsprojekter falder faktisk inden for det, der kaldes klinisk forskning, og er derfor umiddelbart anvendelige og vigtige i forhold til de patientbehandlinger, der finder sted på danske hospitaler hver eneste dag.«
Som erfarne forskere og ph.d.-vejledere sætter vi spørgsmålstegn ved den påstand. Vi er enige i, at mange ph.d.er retter sig mod klinisk forskning, men dette sikrer ikke i sig selv, at forskningen er hverken klinisk anvendelig eller vigtig i forhold til patientbehandlingen.
Ph.d.-uddannelsen er en forskeruddannelse, og det er ikke et formelt krav, at den er klinisk relevant eller genererer viden, der er klinisk anvendelig. Således er en betydelig del af ph.d.-forskningen primært akademisk interessant uden afdækning af vigtige biologiske mekanismer eller sammenhænge eller med afprøvning af nye behandlinger.
Mens mange ph.d.-studerende drives af en stærk lyst til forskning og udvikling af sundhedsvæsenet, bekræfter vores erfaring desværre også, at det betydelige antal læger, der primært vælger ph.d.-studiet for at opnå de eftertragtede uddannelsesstillinger, ikke sjældent leverer knap så vigtige resultater. Altså forskning, der mere synes at være udført af pligt og karrierehensyn end til gavn for patienterne.
Hvor fordelingen 60-30-10 gælder det kliniske arbejde, er der ingen solide opgørelser over, hvordan fordelingen er for ph.d.-forskningen, dvs. over hvor meget der har reel klinisk værdi eller bidrager substantielt til vigtige indsigter. Vores personlige erfaringer er dog, at antallet af pligt-ph.d.er er substantielt.
Man kunne – med rette – lægge ansvaret for den mindre vigtige forskning på os vejledere – dvs. lægelige professorer og/eller lektorer, altså aktive og erfarne forskere, der bør tage ansvar for at drive vigtig og nyttig forskning. Vi griber gerne i egen barm, men må samtidig erkende, at så længe kvantitet og ikke nødvendigvis kvalitet af forskningen er den stærkeste valuta for at opnå stillinger, prestige og fondsbevillinger, bliver enhver forskningsartikel hurtigt til en god artikel. Og når alle andre gør det …
Kvaliteten af forskeruddannelserne på de danske ph.d.-skoler er generelt høj. Og vi er overbeviste om, at man bliver en bedre læge af at have forskningserfaring.
Spørgsmålet er dog, om en treårig uddannelse med en typisk ”produktion” af tre videnskabelige artikler – til en samlet pris på ca. 2 mio. kr. for hvert ph.d.-forløb – er nødvendig for at tilegne sig denne viden. Og hvad med de ca. 75 pct. af hver lægeårgang, som ikke gennemfører et ph.d.-forløb – er de så ikke helt så dygtige læger?
Når vi mener, at indsigt i forskning gør os til bedre læger, burde alle læger vel sikres denne indsigt – og gerne på et niveau, der er højere end de typisk ca. 20 dages forskningstræning, der tilbydes i den nuværende speciallægeuddannelse.
Før indskrivning som ph.d.-studerende skal projektet formelt godkendes af universitetet. Kravene til sådanne projektbeskrivelse er dog ofte ikke høje og er nok mest af formel karakter. Man kan ikke udelukke nogen indflydelse af, at universitetet har økonomisk interesse i at uddanne mange ph.d.-studerende.
Vi foreslår: Sundhedsvæsenet kan styrke forskningen markant, hvis forskningen i højere grad drives af erfarne forskere, og vi foreslår, at dette bl.a. kunne finansieres ved at begrænse antallet af ph.d.-studerende læger til dem, der kan forventes at forblive forskningsaktive på lang sigt.
Universiteterne kunne sammen med sundhedssektoren etablere metoder til at sikre, at kun de mest forskningsinteresserede læger og kun ph.d.-projekter med betydelig forskningsmæssigt potentiale og af høj kvalitet igangsættes – dvs. forskningskvaliteten og fremtidsperspektivet for lægen skal være styrende. Som for andre stillinger i sundhedsvæsenet bør antallet af ph.d.-stillinger til læger nok også være inden for en defineret ramme.
En omstilling til færre ph.d.-studerende og til flere erfarne forskere kræver klarere og tydelige karriereveje fra at være yngre læge til positionen som den erfarne forskningsaktive læge.
Efter ph.d.-uddannelsen bør muligheden for forskning under den kliniske speciallægeuddannelse prioriteres – og herefter skal der skabes mulighed for delestillinger, der kombiner en klinisk speciallægestilling med forskning. En sådan styrket sammensmeltning af klinik og forskning er bydende nødvendig for at styrke et mere og mere kompliceret sundhedsvæsen med flere og flere undersøgelses- og behandlingsmuligheder.
Vores forslag vil primært styrke den forskning, som er afgørende for at udvikle og omsætte nye medicinske landvindinger til et endnu bedre sundhedsvæsen. Samtidig vil forslagene frisætte ressourcer til, at alle læger under deres speciallægeuddannelse tilbydes bedre indsigt i klinisk forskning – så alle patienter får gavn af, at læger generelt i deres almindelige lægearbejde anvender denne indsigt – både på kort sigt og i takt med at lægen bliver ældre.
Det er på tide, at »vælg klogt«-mantraet også indtager den medicinske forskningsverden, så forskningen i højere grad gavner patienterne og det samlede sundhedsvæsen.