Den grønne trepart sender landbruget på kollisionskurs
Spørgsmålet er, om den grønne trepart er en lappeløsning, der vil komme til at koste dyrt på et senere tidspunkt, eller om det reelt er svaret på udfordringerne. Politikerne gør klogt i at overveje det igen.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Dansk landbrug står ved en skillevej. På den ene side ser vi investeringer i moderne staldanlæg og teknologi, som skal bringe os et skridt nærmere klimamålene.
På den anden side venter de reelle udfordringer mod at opfylde de nødvendige klimamål i horisonten.
Den grønne trepart med sin lave CO2-afgift og generøse bundfradrag opfordrer landmændene til at træffe investeringer, der på overfladen kan synes attraktive, men som hurtigt kan vise sig at være økonomiske dødssejlere.
Mens Landbrug & Fødevarer siger, at aftalen er »klogt grebet an«, bør vi spørge os selv, om dette blot er en kortsigtet lappeløsning eller en reel langsigtet plan.
Hvert år beløber landbrugets investeringer sig til et næsten tocifret milliardbeløb, hvor en betydelig del går til bygninger, herunder staldanlæg. Med den nuværende CO2e-afgiftsats og generøse bundfradrag i trepartsaftalen opmuntres landmændene til at fortsætte disse investeringer.
Disse investeringer har dog en tidshorisont på 20-30 år, mens de politiske rammer slet ikke rækker så langt. Selvom Danmark har fastlagt et mål om 110 pct. reduktion i 2050, er vejen derhen stadig fyldt med usikkerhed og risiko for uforudsete stramninger eller reguleringer, som hurtigt kan ændre de økonomiske vilkår.
Med andre ord er den grønne trepart i store træk en invitation til at fortsætte som hidtil – men spørgsmålet er, hvor længe den invitation reelt varer.
Finansministeriets egne beregninger viser, at produktionen af kvæg forventes at falde med 9,3 pct., og produktionen af grise med 6,3 pct. inden 2035 som følge af CO2e-afgiften samt tilskud til fodertilsætningsstoffer og regulering af gødning.
Men det står i skarp kontrast til Klimarådets vurdering, hvor selv det mest teknologioptimistiske scenarie kræver en reduktion på 40 pct. i husdyrproduktionen inden 2050 for at nå klimamålene – og op til 80 pct., hvis teknologiudviklingen ikke lever op til forventningerne.
Som Klimarådet selv skriver: »En realistisk fremtid vil formentlig ligge et sted imellem de to scenarier.« Kort sagt: Trepartens incitamenter fører landmændene ad en vej, der bringer dem på kollisionskurs med de langsigtede klimamål.
Når vi når til 2032, og det går op for os, at de teknologiske mirakler ikke har indfundet sig, vil vi derfor stå over for et uundgåeligt valg: Enten opjusterer vi CO2e-afgiften drastisk, eller også falder vi bagud i kampen mod klimaforandringer – en kamp, vi absolut ikke har råd til at tabe.
Derfor bør vi allerede nu fastsætte et mere ambitiøst afgiftsniveau på kort og lang sigt i tråd med eksperternes anbefalinger. Dette ville signalere den nødvendige retning og forberede landbruget på fremtidens krav.
Ifølge en nylig FN-rapport står verden over for en dramatisk temperaturstigning på op til 2,8 grader, hvis vi ikke handler langt mere ambitiøst. For at holde temperaturstigningen på 1,5 grader kræves en årlig reduktion i CO2e-udledningen, der svarer til de reduktioner, vi så under coronapandemien – men hvert eneste år frem til 2035. Det understreger alvoren og behovet for hurtigere handling.
Landbruget står for cirka 33 pct. af Danmarks samlede territoriale udledninger af drivhusgasser – og ambitionsniveauet bør derfor unægteligt øges for omstillingen af det.
Med den nuværende aftale må vi regne med en senere markant forøgelse af afgiften, som vil sende chokbølger gennem landbruget, især for dem, der har bundet sig til de store investeringer i staldanlæg og husdyrproduktion. Her taler vi om teknologisk lock-in – en situation, hvor landmændene bliver fanget i dyre løsninger, der ikke er fleksible nok til at skifte kurs uden at pådrage sig store tab.
En markant opjustering af CO2e-afgiften betyder, at disse aktiver ikke længere kan sælges eller anvendes rentabelt og potentielt ender som strandede aktiver. Samtidig bør det noteres, at andelen af misligholdte lån – også kendt som non-performing lån (NPL) – i øjeblikket er ca. 22 pct. for landbruget, hvilket understreger den finansielle skrøbelighed, der allerede præger sektoren.
Den grønne trepart sætter med andre ord landbruget op til et økonomisk stormvejr, hvor gæld, store afskrivninger og manglende likviditet vil sætte sektoren under et enorm pres.
Det vil uundgåeligt føre til krav om økonomisk hjælp fra staten. Spørgsmålet er, om samfundet til den tid igen vil komme landbruget til undsætning med milliardstore støttepakker, eller om vi denne gang vil insistere på at ”forureneren betaler”, som det ellers gør sig gældende for industrien. Uanset hvilken vej vi går, vil regningen blive langt højere, end hvis vi fra starten havde sat barren højere. For uanset hvor meget vi måtte ønske det, vil fodertilsætningsstoffer aldrig gøre en ko grøn.
Landbrug & Fødevarer har naturligvis forsøgt at fremstille aftalen som en succes, men tjener de virkelig landbrugets interesser, når de fremmer investeringer, der kun ser gode ud på kort sigt?
Hvis vi ærligt erkendte, hvor markant højere CO2e-afgiften skal være for at nå vores klimamål, ville mange landmand i deres gode ret aldrig investere i et nyt staldanlæg i dag. I stedet ville det stå klart, at investeringer i konventionelle staldløsninger er en fejlslagen strategi – både for landmændene og for samfundet som helhed.
Landbrugets interesseorganisationer har en vigtig rolle i at beskytte deres medlemmer mod økonomiske faldgruber. Men når Landbrug & Fødevarer fungerer som cheerleader for en aftale, der tilskynder landmændene til at investere i animalsk produktion med lang investeringshorisont, svigter de deres opgave.
For de mere end halvdelen af landmændene, der er over 55 år, kan en kortsigtet tilgang måske virke tiltalende, da deres investeringshorisont er begrænset frem mod pensionen. Men det sætter en stopper for det nødvendige generationsskifte, som landbruget selv udtrykker bekymring for, og efterlader næste generation med gæld og forældede aktiver, når CO2-afgiften nødvendigvis øges markant.
Vi kan ikke nøjes med at love, at vi justerer afgiften, når det bliver nødvendigt – men uden at specificere yderligere. Allerede nu må vi sende klare signaler om, at en markant højere afgift er påkrævet på både kort og længere sigt. Det ville give landmændene mulighed for at plante de rette afgrøder allerede nu og sikre, at deres investeringer i dag også giver mening i fremtiden.
Så lad os skrotte idéen om, at en lav CO2e-afgift er løsningen på landbrugets klimaudfordringer. I stedet skal vi turde hæve barren, hæve afgiften og sende et tydeligt signal om, at fremtiden tilhører de landmænd, der investerer i et mere plantebaseret landbrug – og ikke dem, der luller os ind i en falsk følelse af fremskridt, men samtidig sender os på koalitionskurs.
Derfor vil jeg opfordre Folketingets partier til at tænke sig grundigt om og sikre, at de ikke fortsætter rækken af fejltagelser i reguleringen af landbruget. Det fortjener generationerne efter jer.