Kulturelle forskelle i børneopdragelse er en overset barriere for integration

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når vi i Danmark taler om integration, handler det mest om, hvordan mennesker fra forskellige baggrunde kan blive en del af vores fællesskab. Det danske samfund bygger på værdier som demokrati, ligestilling og individets frihed, og vores uddannelsessystem er designet til at understøtte disse værdier.

Børn lærer fra en tidlig alder at tage ansvar for egen læring, samarbejde på tværs af forskelle og udvikle empati for andre. Men der er et område, som ofte overses i debatten om integration, nemlig børneopdragelsens betydning i kulturelle og religiøse parallelsamfund, hvor normerne og værdierne adskiller sig markant fra de danske.

I kulturelle og religiøse parallelsamfund opdrages børn til at indgå i et familiekollektivistisk og hierarkisk system, hvor familiens ære og position er altoverskyggende. Børn lærer tidligt, at det er familiens behov og ære, der er vigtigst, og de forventes at tilpasse sig disse strukturer. Denne opdragelse står i skarp kontrast til de individualistiske værdier, der præger det danske samfund. I parallelsamfund forventes det, at børn adlyder og respekterer familiens ældste uden spørgsmål, hvilket kan hæmme deres evne til at udvikle den selvstændighed, der kræves i Danmark.

Eksempelvis i mange familier fra Menapt-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet) er respekt for hierarki grundlæggende, og børnene opdrages med en klar opdeling af autoriteter. Denne form for opdragelse skaber udfordringer i skolen, hvor selvstændighed og kritisk tænkning vægtes højt. Demokratiske samarbejdsformer, som er centrale i det danske uddannelsessystem, kan være svære at håndtere for børn, der er opvokset med et autoritært hierarki, hvor initiativ og selvstændig tænkning ikke er forventet eller fremmet.

En undersøgelse af Fremtidens Dagtilbud, der inkluderede 13.000 børnehavebørn, viste, at der er væsentlige forskelle i sociale færdigheder mellem børn af ikkevestlige forældre og etnisk danske børn. Undersøgelsen fandt, at børn af ikkevestlige forældre i gennemsnit har lavere sociale færdigheder såsom empati, samarbejdsevne og evnen til at udtrykke følelser. Dette afspejler den måde, hvorpå familiekollektivistisk opdragelse påvirker børns evne til at agere i de danske institutioner og skoler, hvor sociale og kognitive evner spiller en afgørende rolle for succes.

I de mest belastede parallelsamfund ser vi desværre også, hvordan kriminalitet bliver en integreret del af opdragelsen. I multikriminelle storfamilier bliver kriminalitet en familiearv, hvor både børn og voksne er involveret.

Gellerupparken i Aarhus er et godt eksempel, hvor Østjyllands Politi anslår, at 60 multikriminelle storfamilier har mellem 1.000 og 1.500 medlemmer. Fire af disse familier har tilsammen ca. 5.000 sigtelser og mistanke om kriminalitet mod sig. 26 af familiernes mindreårige børn er sigtet 226 gange for kriminalitet. Det viser et bekymrende mønster, hvor kriminalitet ikke blot er en individuel handling, men en social struktur, der fastholder børn og unge i en destruktiv livsstil.

Disse børn vokser op med kriminalitet som en del af deres daglige liv, og det forventes af dem, at de bidrager til familiens overlevelse og sammenhængskraft, også gennem kriminalitet. De bliver fanget i en situation, hvor loyalitet mod familien går forud for loven og samfundets normer, og mange af dem ser ingen vej ud af denne kriminelle spiral. Dette gør det endnu sværere for børnene at bryde fri og skabe sig et selvstændigt liv uden for parallelsamfundets indflydelse.

Det danske uddannelsessystem er bygget på idéen om, at elever skal lære at samarbejde i grupper og tage aktivt ansvar for deres egen læring. Gruppearbejde og selvstændig problemløsning er centrale elementer, som eleverne møder fra en tidlig alder.

Men for børn, der kommer fra familiekollektivistiske miljøer, kan disse metoder være fremmede. Når børnene i deres hverdag har lært at underordne sig og ikke udfordre autoriteter, kan de opleve gruppearbejde som en svær opgave, da det bygger på en flad, demokratisk samarbejdsform. De kan have svært ved at tage initiativ, komme med egne meninger eller samarbejde på lige fod med deres jævnaldrende.

Ifølge Danmarks Statistik klarer efterkommerbørn fra Menapt-landene sig dårligere i skolen, især i fag som dansk og matematik. Dette kan ofte spores tilbage til den hierarkiske opdragelse, som hæmmer udviklingen af kompetencer som selvstændighed, kritisk tænkning og samarbejdsevner, som er egenskaber, der er afgørende for succes i det danske uddannelsessystem.

Et andet område, hvor opdragelsen i parallelsamfund adskiller sig, er manglen på selvregulering. I Danmark lærer børn tidligt at tage ansvar for deres egne handlinger, mens børn i parallelsamfund ofte adfærdsreguleres af familien og parallelsamfund.

De lærer derfor ikke at regulere deres egne impulser, hvilket gør det svært for dem at navigere uden for autoritære kontrol. Dette kan føre til udfordringer, både i skolen og på arbejdsmarkedet, hvor selvregulering og ansvarsfølelse er helt afgørende.

Den sociale kontrol, der præger parallelsamfundene, udgør en af de største barrierer for børnenes frie udvikling og integration. Børnene bliver ikke kun kontrolleret af deres familie, men de bliver også selv aktive udøvere af social kontrol. De bringer denne kontrol med sig ind i skoler og institutioner, hvor de overvåger deres jævnaldrendes adfærd og sikrer, at ingen tilpasser sig for meget til danske normer. Dette hæmmer børnenes personlige udvikling og integration, da de fastholder hinanden i kulturelle normer, der modarbejder det danske samfunds værdier.

Konsekvenserne af de kulturelle forskelle i opdragelsen rækker langt ud over børnenes trivsel i skolen. Mange unge fra parallelsamfund oplever, at de hverken passer ind i det danske samfund eller lever op til familiens forventninger. Denne kulturelle splittelse kan føre til isolation, mistrivsel og i visse tilfælde radikalisering. For nogle bliver religiøs radikalisering en vej til at finde identitet og et fast ståsted, som de ikke oplever at have i hverken familien eller det danske samfund.

Skal vi skabe reel forandring, må vi erkende de kulturelle forskelle i børneopdragelsen som en central barriere for integration. Vi kan ikke længere ignorere disse forskelle eller nedtone deres betydning. Fagprofessionelle og politikere må turde tage denne diskussion åbent og ærligt uden frygt for at træde nogen over tæerne. Et uafhængigt nationalt forskningscenter bør oprettes for at indsamle data om integrationsproblemer og tilbyde forskningsbaserede løsninger.

Skal vi forbedre integrationen, må vi begynde med at forstå de kulturelle forskelle, der eksisterer, og basere vores indsatser på solid viden frem for ideologi. Vi har alle et ansvar for at sikre, at integrationen lykkes, og det begynder med at erkende virkeligheden, som den er.

Desuden skal vi sætte massivt ind i nul-seksårsområdet, hvor vi kan gøre den største forskel for børnenes demokratiske og individualistiske udvikling. Det er her, vi kan skabe den nødvendige forandring for at give børnene fra parallelsamfund de samme muligheder som deres jævnaldrende.