De selvstændige fortjener større respekt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

”Et samfund skal vurderes på, hvordan det behandler sine svageste.”

Denne anskuelse bliver brugt i relation til behandlingen af borgere i et land, og vi i Danmark vil nok bryste os af, at vi tager hånd om vores svageste.

Men hvordan forholder det sig med de svageste virksomheder i Danmark? Tager samfundet hånd om dem, eller overlader vi dem og især de skæbner, der står bag, til sig selv?

Overordnet set opfattes alle virksomheder og virksomhedsejere som en samlet gruppe, på trods af at der er lige så stor forskel på dem, som der er på borgere i vores land.

Nogle har et stærkt økonomisk fundament og kan modstå de fleste udfordringer. Andre har en økonomi, der gør, at de lever fra dag til dag og derved er meget sårbare over for forandringer.

Jeg har i mange år oplevet på egen krop, hvordan opfattelsen af virksomheder og virksomhedsejere sjældent har de nuancer med, som er naturlige, når vi rubricerer borgere.

Oplevelsen er, at mange borgere og politikere grundlæggende ikke forstår, hvad den danske iværksætter og virksomhedsejer er for en størrelse. Deres erfaringsgrundlag bygger på to yderpoler: de rige og succesfulde, som man læser om i medierne og som f.eks. optræder som investorer i ”Løvens Hule”, og de pseudoiværksættere og virksomhedsejere, som skaber overskrifter ved at snyde skattevæsenet eller på anden måde svindle samfundet.

De 95 pct. andre, som driver små og mellemstore virksomheder i Danmark, ofte skabt af dem selv eller deres slægtninge ud af en passion for et erhverv eller håndværk, fylder ikke meget i bevidstheden.

Den manglende forståelse for livet som mindre erhvervsdrivende opleves på mange forskellige niveauer i samfundet.

Den, der rammer hårdest, er den, som kan opleves fra ens nærmeste.

Uforudsigelige arbejdsforpligtelser som pludselige sygdomstilfælde eller uventede opgaver kan tvinge selvstændige til at aflyse personlige aftaler, selvom de oprindeligt havde forpligtet sig til at deltage. Desuden kan bekymringer om virksomhedens udfordringer optage deres tanker så meget, at de virker fraværende, selv når de er til stede ved sociale begivenheder. Denne type adfærd forstås ikke altid af familie og venner og kan føre til følelser af skyld og frustration.

Mange tror også fejlagtigt, at man som selvstændig har den luksus, at man kan tilrettelægge sin egen arbejdstid. Det er en sandhed med modifikationer, for hvad gør man, når en medarbejder bliver syg, eller der kommer et uforudset stort arbejdspres? Så er man nødt til selv at træde til. Her er det også værd at bemærke, at i mange små virksomheder er ejeren den primære arbejdskraft.

Der er en tendens til at tro, at selvstændige tjener mange penge. Det er relativt, hvad mange penge er, men man vil ofte opleve, at når der ses nærmere på de timer, der skal investeres som selvstændig frisør, restauratør, håndværker o.lign., så viser det sig, at deres reelle timeløn ofte er lavere end deres ansattes.

Selvstændige må ofte prioritere virksomhedens cash flow, hvilket betyder at holde tilbage med egen løn for at dække medarbejderlønninger og driftsomkostninger.

I de situationer sætter man sin lid til, at man med tiden kan betale mere til sig selv og måske endda få lidt penge med til pensionen, den dag man stopper.

Så næste gang du er misundelig over, at din selvstændige nabo har en større bil end dig, så er det ikke, fordi økonomien er mærkbart bedre end din, men måske snarere den selvstændiges forsøg på at få noget anerkendelse via et statussymbol, alle forstår.

Selvstændige oplever sjældent omverdenens anerkendelse og respekt for det hårde arbejde, risikovilligheden og de mange afsavn væk fra familien.

Da mange danskere ikke kender præmissen for at overleve som mindre erhvervsdrivende, bliver den politiker- og medieskabte fortælling den, de forholder sig til. Det er ikke til de selvstændige erhvervsdrivendes fordel, og indtrykket er, at vi derfor er endt i en situation, hvor der ikke er den store sympati i befolkningen over for virksomhedsejere.

Vælgernes manglende opbakning og forståelse animerer derfor ikke politikerne til at fokusere på området, og det afspejles i deres beslutninger.

Et tydeligt bevis på det så vi under corona, hvor nogle af de mest sårbare sektorer som oplevelsesindustrien blev efterladt uden tilstrækkelig støtte. Efter de første kaotiske måneder i 2020 begyndte mange virksomheder gradvist at tilpasse sig og genoptage normal drift, nogle endda med øget aktivitet. For oplevelsesindustrien var situationen imidlertid en anden; de restriktive politiske tiltag forhindrede dem i at operere, som de plejede.

Kompensationspakkerne, som blev implementeret, var designet til at minimere omkostningerne for statskassen og samtidig give offentligheden og medierne indtryk af, at virksomhederne modtog tilstrækkelig kompensation for deres økonomiske tab. Det er bare langt fra sandheden.

Den ulige konsekvens af den første coronapolitik viste med al tydelighed, at solidaritet er noget, vi udelukkende forbinder med behandlingen af borgere. Når det kommer til virksomheder og virksomhedsejere, tænker man udelukkende på konsekvens i relation til virksomhedens økonomi og samfundsøkonomien, ikke de personer og deres familier, som kan blive påvirket for livet.

Et eksempel på det ses også i bankernes holdning til deres virksomhedskunder. For en bank er en virksomhedskunde udelukkende det cvr-nr., som det repræsenterer, og ikke personen eller personerne bag. Senest afspejlet i en artikel fra Finans, hvor bankdirektører udtaler sig om antallet af konkurser og den påvirkning, det har på bankens hensættelser.

Bankerne oplevede mange konkurser i 2023, men, som de siger: » … er det heldigvis kun selvstændige erhvervsdrivende, der ikke påvirker samfundsøkonomien så meget.«

Bankchefernes holdning bærer tydeligt præg af, at man ikke forstår de selvstændiges situation. En konkurs er rigtig hård og har ofte haft et langt forspil, hvor man har forsøgt at redde sit livsværk med alt, hvad man havde til rådighed.

Den kyniske tilgang til måden at anskue konkurser på har bankerne ikke alene, den deles også af politikerne. Som branche-bestyrelsesformand var jeg under corona i dialog med aktører fra den daværende socialdemokratiske regering, og de havde en tilsvarende kynisk tilgang. Uden for citat, selvfølgelig, måtte vi jo forstå, at det ikke var nødvendigt at tage specielle hensyn til oplevelsesindustrien, for hvis en restaurant eller café gik konkurs, så kom der bare en ny.

Denne reducering af en virksomhedskonkurs til kun at handle om samfundsøkonomi er usympatisk, usolidarisk og ødelæggende for motivationen blandt de mange små og mellemstore virksomheder.

Danskerne er på mange måder et veluddannet og veloplyst folk, men hvad angår de selvstændige, der driver virksomhed, er der et stort, sort hul.

De selvstændige er afhængige af befolkningens opbakning for at sikre en retfærdig behandling, der står mål med den indsats og den risiko, de og deres familier tager. Vi er ikke ens, men vi skal stræbe efter at forstå hinanden og værdsætte den plads, vi hver især indtager i samfundet. Den selvstændige erhvervsdrivende indtager en væsentlig plads, som har større værdi for os alle sammen, end hvad de får kredit for.

Nogle sikrer, at vi alle har nem adgang til et stort udvalg af serviceydelser, og andre lægger fundamentet til en fremtidig eksportvirksomhed. De fortjener alle vores respekt og opbakning.