Langfredag giver ateismen baghjul

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I efteråret deltog jeg i en glimrende dag i København om Friederich Nietzsches filosofi og tænkning. Jeg har som andre af min generation læst Nietzsche siden gymnasiet og har gennem årene haft glæde af hans vilje til at tænke tingene til bunds – helt derud, hvor kun det nøgne ord er tilbage uden henvisning og betydning. Det kunne være en befrielse som ung mand i slut-80’erne.

Dagen i København var på mange måder øjenåbnende. For selvfølgelig kom vi omkring begrebet ”Guds død”, som virkelig har gjort Nietzsche berømt og berygtet i vide kredse.

Nietzsche peger på umuligheden af den metafysiske Gud, men det er mere end som så: Han peger også på umuligheden af enhver form for forløsning. Det, han grundlæggende peger på, er filosofiens umulighed, som det også sker hos Søren Kierkegaard. Altså umuligheden af at tænke sig ud af livet og finde det sted, hvor tilværelsen kan overskues.

Kierkegaards kendte billede er af filosoffen Hegel, der laver et absolut tilværelsens system, men selv bor i et hundehus ved siden af.

Begrebet ”Guds død” er mere omfattende end blot umuligheden af at tro på en gammel mand med skæg på en sky. Det peger også på, at vi ikke kan trække os ud af livet. Vi er dømt til livet og i videre forstand til døden.

Det forunderlige ved mødet i København var blot, at man begyndte at læse Nietzsche som en selvhjælpsbog. Som om man kunne forløse sig ud af livet ved hans tænkning. Men Nietzsche ender jo alene ved den store ener, der i trods mod enhver meningsløshed og absurditet rejser sig i livet. Uden mening. Uden egentlig hensigt. Uden program.

Guds død er ordet om enhver menings død. Og det er ofte mit problem med ateismen: at den simpelthen tror for meget. Den tager ikke konsekvensen af sin egen tænkning.

For ateismen er som udgangspunkt en langfredagsposition, hvor Gud dør på korset, og døden derved er eneste virkelige magt. Det er en reel position, og hver gang ateismen forlader den for at give verden mening og betydning, er det en flugt; så begynder ateismen at tro i en vis forstand.

Martin Luther kunne helt i tråd med Nietzsche tale om ”korsteologi”. Korsteologien er den bevægelse, der fører langfredag til ende. Her ophører menneskets vilje til magt, her ophører tanker om forløsning, her dør al tro og religion og al mening. Luther kunne tale om en »regression til intet«, som korsets bevægelse. Korset er religionens død.

For langfredags kors er udsagnet om, at filosofien er umulig, og selv religionen er umulig. Hvis religionen var mulig, så var den jo et alternativ til korset, og korset en overflødighed. Korset lukker for al religiøs stræben, også stræben ved den filosofi, der tror, den kan finde mening.

Langfredag er den dag, hvor menneskets liv afsløres som et liv til døden; at uanset hvor meget vi indøver os og stræber, så er døden livets største almagt.

Den moderne ateisme er, hvad man ofte kan kalde en svag korsteologi. Den tror stadig for meget. Den er stadig for religiøs. Selve en aggressiv ateist som Richard Dawkins fører ikke sin kritik til bunds, men kan tale om at »redde verden«. Men verden lader sig principielt ikke redde; den er, som Luther udtrykker det, som en fuld bonde, man hjælper op på den ene side af hesten for så at falde ned på den anden side. Det er alt for meget.

Den svage korsteologi imødegår kun bestemte positioner og ikke alle positioner og slet ikke sin egen. Den svage korsteologi fører korstog mod et eller nogle særlige gudsbilleder. Men vi skal lære med Nietzsche at »filosofere med hammeren«, altså at se korset som et opgør med alle gudsbilleder. Alle gudsbilleder, der ikke tager vores liv alvorligt som et liv til døden og peger på forløsningsveje, om det så er moderne selvhjælp eller filosofisk tænkning.

Guds død er faldet af ethvert absolut standpunkt undtagen døden. Alt står i relation til den. Det er langfredag. Dødens dag. Det er derfor vi flager på halvt.

Den svage korsteologi er den moderne ateisme, der ikke tænker sin egen position til bunds og virkelig trænger til at blive udsat for religionskritik, da den gør et særligt standpunkt absolut.

Når alle absolutter falder med langfredag, hvordan fastholder man så et samfund? Det gør man ved hjælp af lov, som der står på Retsbygningen i København med citat af Jyske Lov: »Med lov skal land bygges.«

Med lov, så viljerne holdes i skak, men også således, at der ikke er forløsning i samfundet, men kun retfærdighed viljerne imellem. Vi kan sagtens opleve, at vi handler spontant godt uden lov, men loven er til for at fastholde alle os, der ikke handler sådan.

Således er langfredag Guds død i dybere forstand end blot metafysikkens Guds død eller Gud som objekt i universet. Langfredag er alts ophør, også vores dom over verden og også over al stræben og mening. Derfor ender langfredag med Jesu ord: »Min Gud, hvorfor har du forladt mig?«

Langfredag er ophør. Her ender alt dybest set i tavshed. Langfredag oplever vi alle, når vi i livet kommer til kort; om ikke før så ved døden.

Det er også filosofiens umulighed, hvis filosofi forstås som selvhjælp eller eksistenshjælp, hvilket ofte sker med både Kierkegaard og Nietzsche, selvom de reelt indtager den stik modsatte position.

Filosofi kan efter Guds død kun være sprogteori, logik og videnskabsteori. Alt andet er, sagt med dyb respekt, poesi, litteratur og kunst. Det er fortællinger i mørket. Mennesket kan ikke nå til Gud, hvad det så end er for den enkelte, vi kan kun nå til erkendelse af vores egen endelighed.

Der står man så langfredag. Det står vi med vores endelighed, og det gjorde disciplene også på Jesu tid. Der er sådan set ikke nogen forskel. Langfredag stiller os samme sted.

Og påskemorgen, fortælles det, bevæger nogle kvinder sig ud til graven. Der er intet religiøst i deres bevægelse, for de kommer med salver og lignende for at berede liget efter deres skikke. De kommer med tradition og ikke med religion. Der er intet håb om, at endeligheden er ophævet.

De finder graven tom, hvilket den kunne være blevet på så mange måder. Der er intet i en tom grav, der med nødvendighed peger på, at endeligheden er ophævet. De får kun et ord om, at han er opstanden. Intet bevis. Ingen sandsynliggørelse. Kun ordet alene.

Midt i deres endelighed får de nåden tilsagt. Det sker ikke ved deduktion. Det sker ikke ved deres stræben. Det sker ikke ved, at de med fromhed og tro får det til at ske.

Det sker ved ordet alene.

Og fordi det sker ved ordet alene, så er vores verden stadig endelig. Det kan ske, at påskemorgens ord fylder os med tro. Men det kommer udefra, hvilket betyder, at al kultur, tanke, videnskab og kunst stadig er foreløbighed og end ikke støtte til ordet andet end som endeligheds erfaring.

Langfredag er erfaring. Påskemorgen er tro.

Langfredag beskriver menneskets situation i verden, og den tænkes igennem af tænkere som Nietzsche og Kierkegaard. Troens indhold er ikke, om verden er skabt på en uge, eller om Jesus nu også gik på vandet.

Troen er, om du tror, at kærligheden er større end døden. Hvis man ikke tror det, bliver man stående ved langfredag, hvor døden er størst af alt. Hvis man tror, at kærligheden er størst af alt, bevæger man sig til påskemorgen.

Det er trosspørgsmålet og ikke alverdens gudsbegreb eller religiøse forestillinger. Det er den tilsigelse, vi skal ind til ved at tænke en stærk korsteologi, der opløser alle absolutter. Det er langfredags opgave.