Nordic Waste-sagen blive næppe den sidste af sin slags, så der er brug for mere kvalitet i lovgivningen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Sagen om Nordisk Waste har givet anledning til mange spørgsmål og markante udmeldinger ikke mindst fra politisk hold. Som advokat med mange års erfaring på området vil jeg i det følgende give mit bud nogle af de juridiske aspekter, og hvad de kan give anledning til af overvejelser i forhold til den fremtidige lovgivning.

Vi har en retlig grundmodel i Danmark, hvor aktiviteter, medmindre lovgivningen bestemmer andet, kan varetages i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. Dermed er defaultløsningen i dansk ret, at ejeren ikke hæfter for selskabets aktiviteter. Hvis det skal være anderledes, kræver det særskilt lovgivning.

Retligt set er Nordic Waste i sin gode ret til at undlade at skyde penge ind i selskabet og lade selskabet gå konkurs, inden selskabet har modtaget påbud om genopretning og sikkerhedsstillelse. Offentligretlige krav, der rejses mod selskabet efter konkurs, kan ikke gøres gældende mod selskabet eller dets ejer.

Selvom lovgivningen er indrettet sådan, at en ejer ikke juridisk hæfter, ændrer det ikke ved, at samfundet helt berettiget kan have en opfattelse af, at ejeren burde betale, når ejeren nu har evnen. Hvorfor er det hr. og fru Jensen, der via f.eks. reduktion af offentlige ydelser skal samle regningen op?

Ejeren skal i forhold til de nye ESG-krav til regnskaber også overveje, hvad det betyder for regnskabsaflæggelsen for koncernen, at regningen fra Nordic Waste ikke samles op. Bliver det vanskeligt for ejeren at sælge varer, andre ydelser, få nye kontrakter og tiltrække andre investorer? Det har givetvis også en indirekte pris for ejeren af Nordic Waste.

Jeg kender ikke de konkrete omstændigheder omkring Randers Kommunes rolle i sagen. Men min erfaring med kommuner på miljøområdet er, at de forvalter lovgivningen inden for de rammer, som Folketinget fastlægger i den lov, der bemyndiger kommunen til at træffe afgørelse. Det vil sige, at kommunen giver miljøgodkendelse med de vilkår, som er mulige inden for lovens rammer. Kommunen er ved vilkårsfastsættelsen bundet af et proportionalitetsprincip og må dermed ikke fastsætte vilkår, der går videre, end formålet tilsiger.

Jeg har ikke grundlag for at vurdere, hvorvidt Randers Kommune har givet tilstrækkelige vilkår ved miljøgodkendelse af Nordic Waste. Ligeledes har jeg ikke grundlag for at vurdere, om kommunen har ført tilstrækkeligt tilsyn med Nordic Waste.

Det, jeg imidlertid kan konstatere, er, at der ikke i den lovgivning, som Randers Kommune skal administrere på baggrund af, er krav om, at der skal stilles vilkår om f.eks. forsikring og forudgående sikkerhedsstillelse. Vilkår herom ville - selv hvis de var blevet stillet af kommunen – givetvis kunne påklages og erklæres som værende uhjemlet eller uproportionale.

På landsdækkende tv har jeg kunne konstatere, at politikerne har stået i kø for at udskamme ejeren bag Nordic Waste for manglende samfundssind. Det kan jeg godt forstå, at en politiker gør som politiker, men måske mindre som minister. Der kan helt tydeligt spindes lidt politisk goodwill på sagen for politikerne.

Men det er jo sådan, at når man peger på andre, så peger tre fingre mod én selv. Jeg mener, at ministrene som ministre bør overveje, om den lovgivning, der er lavet, og som ministrene fortsætter med at tage initiativ til, er god nok, når det handler om at passe på miljøet og passe på de fællesøkonomiske ressourcer.

Tidligere har jeg haft fornøjelsen af at lave advokatundersøgelse på bagkant af store miljøsager som f.eks. fyrværkeriulykken i Seest og nedgravningen af mink i forbindelse med covid-19. Hvad har så været det gennemgående i forbindelse med de sager?

Det gennemgående i de sager har været manglende klar og tydelig lovgivning, der kan håndhæves af de myndigheder, der skal administrere den.

På miljøområdet har vi et begreb, der hedder ”fortidens synder”. Hermed menes, at man ikke kan gøre en virksomhed ansvarlig for f.eks. de miljøskader, som historisk er sket, fordi lovgivningen var en anden. Tidligere var det f.eks. lovligt at deponere affald, herunder også farligt affald, i gamle grusgrave. Sådanne gamle deponier kan man ikke gøre virksomheden ansvarlig for i dag. Det kan man f.eks. se i forhold til Cheminiova.

Hvad så med Nordic Waste? Nordic Waste var i hvert fald indtil for ganske nylig en del af nutiden. Kan det virkelig være sådan, at også nutidens synder må vi lade gå fri på grund af utilstrækkelig lovgivning. Det ser desværre sådan ud.

Lige nu er vi i gang med en stor ”industrialisering” i det danske åbne land. Der bygges solcelleanlæg, PTX-anlæg, brint- og ethanol-anlæg med tilhørende infrastruktur, herunder rørføring. Byrødder og landspolitikere tager mange steder imod disse anlæg med åbne arme. Det er grøn omstilling, arbejdspladser og eksportmuligheder. Men det er givet, at der med disse anlæg også kommer en risiko i forhold til miljø i form af forureningsrisiko og eksplosionsrisiko. Netop disse risici er også ofte baggrunden for stor lokal modstand.

På affaldsområdet har lovgiver valgt, at det ikke længere skal være kommuner, der må håndtere den del af affaldsfraktionen, der kan materialenyttiggøres, og kommuner, der varetager affaldsforbrænding, skal fremover varetage aktiviteten i særskilte aktieselskaber. Endvidere har lovgiver stillet krav om, at aktiviteterne på affaldsområdet skal drives på kommercielle vilkår, og investorerne dermed har mulighed for at tjene penge på aktiviteten.

Fremtiden vil derfor givetvis også have nye synder i forhold til miljøet, som dem vi har set i såvel fortid som nutid. Landspolitisk skal der være en større vilje til risikostyring, når man giver mulighed for den form for anlæg og private ejerformer.

I forhold til den politiske risikostyring ved lovgivningsarbejdet er det væsentligt, at kvaliteten af lovgivningen løftes. Et kvalitetsløft kan skabes ved, at der i lov fastsætte klare rammer for kommunens miljøgodkendelser, vilkår mv. i forhold til miljøfarlig virksomhed. Et kvalitetsløft sikres også ved en mere EU-konsistens implementering af lovgivningen. Endelig kan et kvalitetsløft sikres ved mere tid i lovgivningsprocessen, herunder med lovforberedende udvalg, hvilket man til dels er gået væk fra i dag.

Konkret må lovgiver overveje, hvilken miljørisiko der er forbundet med forskellige aktiviteter. Er der en risiko, skal der måske stilles krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, inden aktiviteten går i gang, obligatorisk forsikring, eller eventuelt krav om, at de reelle ejere hæfter i forhold til aktiviteten.

Konkret skal lovgiver også overveje, hvilken betydning det har, når lovgiver stiller krav om, at tidligere kommunale aktiviteter ikke kun må, men skal, løses på kommercielle vilkår i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.

Den politiske risikostyring er dog også en balancegang. Samfundet vil gerne tiltrække risikovillig kapital til at lave investeringer i særlig udvikling af ny teknologi. Hvis der stilles for store krav til forsikring, sikkerhedsstillelse eller f.eks. hæftelse for ejerne af eksempelvis de nye teknologianlæg, vil der ikke på samme måde være den risikovillige kapital til stede til at foretage investeringerne. Politikerne må derfor bevidst afveje, hvor grænsen går i forholdet mellem risikostyring og muligheden for at tiltrække investeringer.

Lige nu synes balancen måske ikke helt af være det rette sted, når aktører som Nordic Waste kan placere så stor en regning på samfundet.