Danmark er den utilpassede dreng i Nato-klassen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Danmark har været flink til at vise flaget, når der var behov for udsendelse af enkelte militære enheder til verdens brændpunkter, og lige nu er vi ved at klargøre en fregat til Det Røde Hav til beskyttelse af den civile skibstrafik. Det er alt sammen rigtig godt, for det giver positiv omtale blandt vore allierede, men man skal huske på, at det er med baggrund i et nedsparet og slidt dansk forsvar.

Danmark har været medlem af Nato fra dets begyndelse i 1949. Vi blev med lidt ”hiv og sving” medlem og betragtet som værende på de allieredes side. Ikke fordi vi havde bidraget med noget væsentligt i verdenskrigen udover vores modstandsbevægelse, der havde stor moralsk betydning, men ikke militær strategisk betydning af nogen art. Lille Danmark havde nemlig siddet stille og lunet sig i ”mørket” og ladet andre af vore omkringliggende nationer levere ”blodet” til to verdenskrige. Det var selvsamme nationer, der befriede os den 5. maj 1945.

Danmark gjorde sig kostbar allerede fra starten af. Vi ville ikke tillade atomare våben på dansk grund – ej heller stationering af allierede tropper, på trods af at vi lige var blevet befriet af tropper udefra. Det vil vi først nu med aftalen om stationering af amerikansk personel og materiel, og det skyldes alene, at vore politikere endelig har indset den sikkerhedspolitiske virkelighed efter årtiers forsømmelser i form af en helt enestående nedskæring og et forfald af det danske forsvar.

Indledningsvis vægrede vi os også med hensyn til at investere fornødne økonomiske midler i Forsvarets opbygning, for den politiske holdning var dengang, at der var mere behov for øget velfærd. Vi blev reddet af det amerikanske våbenhjælpprogram, der i væsentligt omfang betalte mere end halvdelen af det danske forsvars genopbygning indtil 1965 med leveringen af to fregatter til det danske søværn.

I 1960’erne og 1970’erne var Den Kolde Krig på sit højeste. Vi havde et solidt invasionsforsvar, for vi var Natos ”spydspids” mod øst og eneste Nato-medlem foruden Vesttyskland, der var til stede i Østersøen. Det danske forsvarsbudget var under pres, for nu skulle vi jo i højere grad betale det hele selv, hvilket betød besparelser på forsvarsbudgettet. Men det hele så rimeligt ud med veludrustede kampenheder i alle tre værn.

I 1980’erne gjorde vi os særdeles besværlige igen i Nato-kredse. Det var Natos dobbeltbeslutning vedrørende eventuel opstilling af Pershing II-mellemdistanceraketter som et modsvar til Sovjetunionens planer om opstilling af SS-20-raketter i Østeuropa, der kunne nå mål overalt i Vesteuropa. Danmark ville selvfølgelig ikke have dem på dansk jord, men indvilgede i at medfinansiere omkostninger til etableringen af nødvendige anlæg i andre lande – Holland og Vesttyskland. Indenrigspolitisk støj anført af Socialdemokratiet i opposition med venstrefløjen i Folketinget gjorde, at den daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, gang på gang blev sendt til Nato-møder med et bundet mandat, der pålagde ham at være imod alt, hvad vi ellers havde været enige om. Vi rendte simpelt hen fra vore forpligtelser og bidrog aldrig med noget som helst. Den daværende amerikanske udenrigsminister, George Schulz, lod underhånden Danmark forstå, at »hvis alle lande var som Danmark, ja så var der ikke noget Nato«. Vores opførsel vakte forståeligt nok opsigt og har skadet vort omdømme ganske betydeligt blandt vore allierede.

Danmarks pinligheder trådte i nogen grad i baggrunden ved Murens fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps efterfølgende, og mellemdistanceraketterne blev derfor ikke opstillet. Besparelserne på forsvarsområdet tog fart. Vi begyndte for alvor at tære på ”fredsdividenden”, for nu var der jo dyb fred i Europa. En milepæl er 2005, hvor det fra politisk side besluttes, at Forsvaret nu skal ”transformeres” til at kunne indsættes i internationale konflikter og krige.

Territorialforsvaret blev nedprioriteret, og alt blev omlagt og nedlagt. Vi helligede os opgaven i Afghanistan – og gjorde det militært godt – men det er gennemført med et forsvarsbudget langt under de 2 pct. af bnp, hvilket har medført den kolossale nedslidning og misligholdelse af det resterende forsvar, som vi ser i dag.

Forsvaret mangler i dag alt, og der er masseflugt. Personelsituationen er håbløs – nedskæringer og besparelser har ødelagt alt, hvad der i et ansættelsesforhold kunne være attraktivt. Der mangler ca. 20 pct. af den normerede bemanding. Vi kan kun opfylde 3 af 17 opstillede Nato-styrkemål, hvoraf divisionen på 4.000 mand er en af de helt store ”knaster”. Først om 10 år kan det lade sig gøre. Kampbataljonen på 800 mand i Letland måtte trækkes hjem, fordi den ikke kunne opretholdes. Det viser Forsvarets svaghed, når 800 mand ikke kan holdes udstationeret. Hæren mangler artilleri, der blev videresendt til Ukraine, hvilket er godt, men det efterlader den danske hær ”nøgen”.

Flyvevåbnet mangler fly – ganske vist får vi nu f-35-fly til afløsning af F-16, men kun 27 stk., hvilket må siges at være på niveau med en eskadrille. Vore F-16-fly er doneret til Ukraine med 19 stk. Men hvorfor kun 19, når der angiveligt er 30, der kan flyve? Min erfaring siger mig, at de resterende 11 fly er sat til side og strippet for vitale dele, der anvendes på de andre 19 for at holde dem flyvende. Det kaldes ”kannibalisering” og er en godkendt procedure i alle tre værn for at imødegå den evindelige mangel på reservedele, der normalt hersker i Forsvaret.

Vore orlogsskibe sejler rundt uden kanonbesætninger, og nogle skibe har i årevis sejlet med ikke-færdigmonterede kanoner, der således kun har været til ”pynt”. Fregatterne mangler kapacitet i luftforsvar og anti-ubådskrigsførelse.

Det danske forsvar er en potemkinkulisse. Det vil tage Danmark årtier at genopbygge et troværdigt forsvar, og de 143 mia. kr., der i forsvarsforliget er afsat ekstra de næste 10 år, vil ikke slå til.

I forbindelse med krigen i Ukraine har den danske regering været generøs med tildeling af såvel materiel som økonomisk støtte. Men det falder altså vore allierede for brystet, når man samtidig vil medregne støtten i det danske forsvarsbudget, således at man rammer de 2 pct. af bnp. I Baltikum undrer man sig over, at Danmark kan undlade at opretholde et permanent opdateret forsvar for sidenhen, når krigen ”banker på”, at kunne nøjes med at donere midler til krigsførelsen i andet land.

Den danske holdning til et forsvar er lunken, fordi vi har været vant til at få det hele og kun yde det halve. Danmark har aldrig været udsat for noget ”grimt” som landene omkring os siden krigen i 1864. Kig på Norge, der blev besat den 9. april 1940 samtidig med Danmark – her har man for alvor oplevet, hvad det vil sige at være besat og navnlig terroriseret af en fremmed magt, mens vi danskere holdt lav profil og samarbejdede os gennem besættelsen, hvilket ikke ligefrem gav os heltestatus udadtil.

En nordmand vil aldrig nogensinde finde sig i et forsvar så ringe og dysfunktionelt som det, vi lægger navn til i Danmark. Danskere forventer, at andre kommer os til hjælp. Hvis bare vi er medlem af Nato, så kommer vore allierede og rager kastanjerne ud for os, hvis vi skulle blive overfaldet eller invaderet af en fremmed magt. Vi elsker og værner om vore frihed, men hold dog op, hvor vil vi gerne køre på frihjul.

Det er svært for mig at se, at Danmark på grund af vores (manglende) bidrag til fællesskabet i Nato skulle være kandidat til posten som generalsekretær til efteråret. Danmark er i den grad utilpasset og har sat sig selv i skammekrogen.