Velfærdssamfundet har brug for hjælp

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi kan i Danmark bryste os af en stor og solid velfærdsstat. Fra vores første møde med verden har vi gavn af et system, der understøtter vores liv og hverdag. Og vi har høje forventninger til, at det griber os, den dag vi får brug for det.

Den typiske dansker møder oftest systemet i relativt enkle konstellationer. Er du syg, går du til lægen. Har du børn, er du til skole-hjem-samtaler og får indkaldelser til tandplejen. Mister du jobbet, melder du dig ledig hos jobcentret og får støtte til at finde nyt job på arbejdsmarkedet. De situationer er vores velfærdssystem som udgangspunkt gearet til at kunne håndtere.

Når problemer er komplekse, får vi beretninger fra borgere, der oplever svigt fra systemet, og det udfordrer tilliden til vores velfærdssamfund. Samtidig med at kommuner og regioner kalder på flere ressourcer for at kunne løfte deres opgaver. Det skal vi tage seriøst. Ellers har fremtiden dystre udsigter. Behovet for omsorg, sundhed og pleje kommer nemlig til at vokse markant inden længe, når vi bliver flere børn og flere ældre, mens vores arbejdsstyrke samtidig mindskes – ergo markant færre ansatte til at løfte en betydeligt større opgave. Derfor skal der tænkes kreativt og findes nye løsninger, så vi bruger vores samlede ressourcer på tværs af sektorerne bedst muligt. Problemerne i fremtidens velfærdssamfund er så store, at ingen sektor kan løse dem alene.

Regeringen og politikerne skuer mod civilsamfundet – og vi er klar. Sammen med nøgleaktører fra civilsamfundet, det private og det offentlige har vi allerede kickstartet samtalen om, hvordan vi fremtidssikrer vores velfærdssamfund gennem et stærkere samarbejde på tværs. Vi ved, at der er uudnyttede potentialer i at samarbejde på tværs. I en fremtid, hvor der er brug for alle gode kræfter i velfærdssamfundet, er civilsamfundet en vigtig brik i puslespillet, som skal sættes i spil på den helt rigtige måde.

For uanset om man er en sportsforening, en fond eller en frivillig organisation, så handler det grundlæggende om at styrke fællesskaber, øge engagementet og gøre det populært at gøre en positiv forskel for andre mennesker. Alle skal bidrage, og alle har del i ansvaret. Men der skal ske noget, for at vi lykkes.

Civilsamfundet kan bygge bro

Civilsamfundet er en af løsningerne, når der i regeringsgrundlaget kaldes på mere lokal frihed og forandringskraft og en bevægelse fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Civilsamfundet skaber løsninger i mellemrummene og i overgangene mellem systemer. Og civilsamfundet bygger allerede i dag bro mellem borgeren og systemet – både med medmenneskelig hjælp via de mange tusinde frivillige, der bruger tid og engagement på at gøre en positiv forskel, og med overgangstilbud til hjemløse, borgere med fysisk eller psykisk sygdom, flygtninge, voldsramte og andre udsatte grupper.

Men både tilbuddene og broerne kan styrkes, så de passer til den fremtid, vi ser ind i. Tænk på manglen på arbejdskraft; her kan civilsamfundet bidrage med sprogstøtte, mentorordninger og aflaste de fortravlede medarbejdere med småopgaver, som ligger ud over de visiterede opgaver.

Civilsamfundet bidrager med nærvær, omsorg, målgruppenær viden og overskud og kan være en central medspiller i løsningen af de udfordringer, som f.eks. sundhedsvæsenet står midt i og over for. En frivillig kan f.eks. ledsage et medmenneske, der har få eller ingen relationer, til en sundhedsundersøgelse og skabe samvær, bakke den syge op og modvirke ensomhed. Det er med til at understøtte, at borgeren ikke udebliver fra undersøgelser, som koster vores samfund store årlige summer og dyrebar spildtid hos læger og sygeplejersker, der venter forgæves.

Det ses allerede i Røde Kors’ mangeårige indsats med patientstøtter, hvor frivillige fungerer som vejvisere på sygehusene og agerer som ekstra omsorgspersoner for syge og pårørende på sygehusene, men man kan indtænke civilsamfundsindsatser som denne i det nære sundhedsvæsen mere målrettet for f.eks. kronikerne uden pårørende – også i et mål om at forebygge genindlæggelser og modvirke social ulighed i sundhed.

De gode eksempler findes altså allerede. Derfor skal vi blive inspireret, udvikle os og høste flere gode erfaringer i hele velfærdssektoren, for det kan i sidste ende betyde mere overskud hos de offentlige medarbejdere, mere tryghed hos borgerne og dermed også en gevinst for samfundsøkonomien. Det afgørende er, at civilsamfundet fremover bliver indtænkt som en integreret del af fremtidens sundhedsvæsen med systematisk inddragelse og samarbejde.

Der skal mere til end politisk vilje

Skal civilsamfundet opnå et mere struktureret og systematisk samarbejde med landets kommuner, regioner og staten, skal denne tilgang dyrkes. Ikke mindst skal vi ude lokalt i kommunen eller regionen skabe en tættere dialog med hinanden om, hvor og hvordan civilsamfundet kan bidrage og understøtte fagprofessionelle i velfærdssamfundets institutioner. Civilsamfundet skal inviteres med, når de strategiske linjer sættes, så vi i fællesskab og med udgangspunkt i borgernes behov kan skræddersy velfærdstilbud, der gavner mest muligt.

Men der ligger også en stor og underliggende opgave for hele civilsamfundet med at udbrede kendskabet til de mange gode indsatser og aktiviteter, som eksisterer rundt omkring, så politikere, ledere og medarbejdere på velfærdsområdet kender til dem og kan henvise til dem. Det vil også gavne samarbejdet civilsamfundsorganisationer imellem.

Den digitale platform Det Sociale Kompas, som FriSe (Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark) i disse år har ansvaret for at udbrede, bidrager til at skabe synlighed om sociale tilbud til gavn for borgere, civilsamfund og kommuner. Det er med til at skabe overblikket og kan i fremtiden med fordel benyttes aktivt og som en naturlig del af fagpersoners arbejde.

Langsigtede planer og stærke rammevilkår

For at sikre gode samarbejder til gavn for borgerne kræver det bedre rammevilkår. Vi kommer ingen vegne uden en transparent finansieringsstruktur, der kan underbygge varig og stabil drift.

Vi skal væk fra årlige budrunder om sparsomme puljer, hvor organisationer med stærke og dokumenterede indsatser ikke kan regne med en finansiering og aldrig kan vide sig sikker på deres eksistensgrundlag. Det gør intet godt for medarbejdere og frivillige, der lægger hjerte og sjæl i at gøre gavn – og i særdeleshed gavner det ikke borgerne, der fra den ene dag til den anden ikke ved, hvor de nu skal søge hjælp.

Hvis civilsamfundet skal integreres i velfærdssamfundet, så bør præmisserne også ændres og sidestilles med de offentlige. Det nytter ikke noget, at det er civilsamfundets tilbud, der ryger først, når kommunernes socialforvaltninger skal spare. Det er uhensigtsmæssigt på mange måder. Men først og fremmest skaber det en ringe udnyttelse af en sektor, der kan rumme de mest udsatte og være der for dem, når de ikke kan magte at møde systemet.

Med andre ord: Vi skal væk fra den terminologi og tilgang om, at ”civilsamfundet byder ind med noget”, og erstatte det med, at “sektoren bidrager med noget”. Men det kræver ordentlige rammevilkår og arbejdsbetingelser.

Én ting er helt klart: Civilsamfundet skal indtænkes i fremtidens velfærdssamfund, så det styrkes og i sidste ende gavner borgeren. Og civilsamfundet er klar.