Vi er på vej til at smide en hel kultur på lossepladsen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et kulturelt selvmord kunne være en dækkende beskrivelse af Europas trang til at afvikle sig selv som et transnationalt fællesskab og udviske idéen om en europæisk kulturel identitet. Med katastrofalt lave optag på de sprogvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet og Aarhus Universitet er vi de facto i gang med at afvikle europæisk kultur, vores europæiske sprogsamfund og vores europæiske idéers historie.

De dystopiske tal, der bekræfter tesen om et kulturelt selvmord, er et fald på 33 pct. i optaget på sproguddannelser som fransk, tysk og spansk på Aarhus Universitet i forhold til 2019. I 2021 dimitterede blot otte kandidater på landsplan med fransk som hovedfag, mens der til gengæld blev uddannet 27 kandidater i tysk.

Det svarer til at slette en del af vores fælles hukommelse, udviske vores erindring om fortiden og tilblivelsen af de europæiske dannelsesidealer i et knæfald for især amerikansk kultur. En kommercialiseret og algoritmestyret amerikansk kultur, der systematisk svækker vores historiebevidsthed, afmonterer kritisk tænkning og bidrager til en udmatning af vores fælles sproglige hukommelse.

I Frankrig har der i mange år hersket en diskurs om et åndeligt forfald, hvor forfattere som Houellebecq og højrefløjsekstremisten Éric Zemmour begge har italesat idéen om et Frankrig i dyb krise. Begge har således været eksponenter for en postkolonial forfaldstænkning og har advaret om borgerkrig på fransk grund. I Houellebecqs roman ”Soumission” fra 2015 er læseren vidne til et fremtidsscenarie, hvor en muslimsk præsidentkandidat udråbes til fransk præsident.

Houellebecq og Zemmour skriver sig ind i en generel fransk forfaldstænkning, der bygger på diskrepansen mellem den franske nations storhedstid og det nuværende Frankrigs værdikrise. En krise, der bekræftes af de danske grundskolers enøjede satsning på det engelske sprog på bekostning af fremmedsprog som fransk og tysk.

Et studie af de europæiske kulturelle identiteter med fransk og tysk som vores hovedsprog og som primære bidragsydere til Europas filosofiske og kulturelle hovedstrømninger giver et solidt indblik i det historiske faktum, at Europa har fostret nogle af de mest betydningsfulde og ikoniske forfattere, filosoffer, filminstruktører, arkitekter og videnskabsfolk.

Det er denne erkendelse om fortiden, der binder de europæiske nationer sammen på tværs af tid og landskaber. Et studie i fransk kultur kan skabe den nødvendige sammenhæng i et flimrende, kaotisk og splittet Europa, hvor de europæiske sprog og de kulturelle overleveringer, kunstværker, fagbøger og den kollektive europæiske hukommelse nu er ved at få dødsstødet af en forbrugskultur, hvor det engelske sprog og amerikansk kultur skruppelløst udnytter sit momentum af økonomisk overlegenhed.

Et studie af fransk sprog, kultur og litteratur er en rejse ind i et sammenhængende Europa og åbner op til verdenslitteraturen, hvor dannelsesidealer, kunst og åndelige strømninger bringer verden tættere sammen i stedet for at opildne til separation, splittelse og krig.

Den franske forfatter Albert Camus skrev ”Sisyfosmyten” i 1942, hvor selvmordet var eksistentialistens essentielle spørgsmål: Ifølge Camus var det vigtigste filosofiske spørgsmål som menneskeheden kunne stille sig selv, hvorvidt livet overhovedet var værd at leve?

Man kunne i dag fristes til at stille præcis det samme spørgsmål til hele det europæiske kontinent, om den europæiske kultur og de europæiske sprog overhovedet har lyst, stamina og livsvilje nok til at leve? Eller om Europas nationer og Europas samlede hukommelse og erindring er villig til at bukke under over for den allestedsnærværende anglificering og amerikanisering af ikke blot det danske sprog, men også det franske sprog?

I Frankrig har man i mange år anvendt ordet ”franglais”, der italesætter den ydmygende engelske invasion af det franske sprog. Men i dag sniger der sig flere engelske ord ind i det franske sprog, og ordet ”wi-fi” eller ”rooftop” anvendes nu af unge franske sprogbrugere.

Denne kronik er ikke kun en forsvarstale for at bevare fransk sprog og kultur som universitetsfag. Det er måske i højere grad en anbefaling til at gå om bord i de delikate kulturfrembringelser, som Frankrig har givet verden. Det sekskantede land byder ikke blot på de største forfattere gennem tiden, men også på filmkunst i særklasse, gastronomiske oplevelser, tragediedigtere som Racine og Corneille, impressionistiske komponister som Debussy og Ravel og den mere excentriske Erik Satie.

Et studie i fransk litteratur giver indblik i, hvordan verden har taget den franske kulturarv til sig: Bl.a. er operaverdenen gennemsyret af franske romanforlæg; eksempelvis er Verdis berømte opera ”La Traviata” bygget over Alexandre Dumas den yngres roman ”Kameliadamen”.

Jeg skrev, at den gradvise afvikling af fransk som et universitetsfag vil føre til et dannelsestab. Med dannelsestab mener jeg overordnet et videnstab og et kulturtab, eftersom Europas nationers strengt kodificerede adfærdsmønster er præget af tavse og nonverbale forestillinger om dannelsens indhold, der er et produkt af Europas kulturelle identiteter. De fleste vil således have hørt om den engelske gentlemans fortræffeligheder og ”code of conduct”, hvor de færreste vil være bekendt med den franske pendant le galant homme.

Frankrigs kulturelle skatkammer kan også i et historisk perspektiv udvise et diplomatisk og litterært slægtskab mellem Europas store kulturnationer, hvor eksempelvis den franske forfatter og dandy Alfred de Musset bekender sin litterære arv til ikke blot den tyske forfatter Goethe, men også til den engelske forfatter Lord Byron, der med sin originale dandyisme havde et tematisk slægtskab med Musset.

Den verdensberømte franske forfatter Marcel Proust dedikerer i sit hovedværk ”På sporet af den tabte tid” flere linjer til Musset og bekender således sit litterære slægtskab med Musset. Og på fornem vis bringes engelsk, tysk og fransk litteratur på denne måde sammen i en transnational og næsten amourøs treenighed. Det franske sprog og den franske kultur er da også i mine øjne et evigt og uudtømmeligt skatkammer.

Det er aldrig for sent at lære et nyt sprog eller at gå på opdagelse i en fremmed kultur. Den franske kultur har givet verden den ene klassiker efter den anden. Det vil derfor være en kulturel og en sprogvidenskabelig katastrofe, hvis ikke Europa og Danmark er parate til at lave et politisk indgreb, nu hvor vi står ved en ny skillevej, hvor Europa er ved at afvikle sin egen sprogkultur.

Spørgsmålet er, om Europa har midlerne, modet eller den politiske vilje til at forhindre et kulturelt selvmord?