Velfærdskrisen skal være vendepunktet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Gennem de seneste fem år har jeg argumenteret for, at vi står i en velfærdskrise. Nu sker der noget. Gennem 2023 har flere og flere peget på, at velfærdsmodellen skal reformeres, hvis den skal bevares.

En sætning i regeringsgrundlaget fra december sidste år skød debatten i gang.

»Målet er at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med langt mere lokal frihed, ansvar og engagement, hvor borgeren sættes før systemet.«

Sætningen er væsentlig, og flere aktører har i år foldet den ud. Først og fremmest statsminister Mette Frederiksen, der i marts talte til byrådspolitikerne.

»Vi må spørge os selv: Taler vi i for høj grad om en velfærdsstat, der skal levere en service? Fremfor om et velfærdssamfund, der bygger på engagerede medborgere? Velfærd kan ikke være en transaktion. Det er et personligt ansvar,« sagde statsministeren til KL’s delegerede. Dermed åbnede hun debatten mellem stat, kommuner, regioner og alle øvrige aktører med centrale roller i velfærdens maskinrum. KL’s politiske formandskab kom med et nødråb op til Folketingets åbning.

»I mange år har vi forlænget velfærden med brædder i en evig kamp for at få de stramme budgetter til at gå op. Men nu står vi dér, hvor buen er spændt til bristepunktet, og hvor vi frygter for vores velfærdssamfund,« skrev Martin Damm (V) og Jacob Bundsgaard (S) den 3. oktober i forbindelse med Folketingets åbning.

Også embedsværket advarer. Formanden for landets velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg, erklærede i Jyllands-Posten, at vi står i en velfærdskrise: »To af tre velfærdschefer mener, at velfærdssamfundet er i en decideret krise,« skrev han den 25. oktober.

Så langt, så godt. Forudsætningen for at løse velfærdskrisen er at erkende den. Men som dette års debat har vist, er vejen til løsninger brolagt med et magtspil mellem velfærdens aktører.

Selvom alle nu åbent er enige om diagnosen, virker det mere rodet at skue vejen frem. Tillad mig derfor at bidrage med nogle nuancer, der kan hjælpe samtalen videre.

Kommuner og regioner oplever en stadig mere presset økonomi. Staten er bekymret for de samlede finanser. Borgere, folkevalgte, ledere og eksperter kan se en velfærdsmodel styre ud over kanten, fordi danskernes forventninger til den offentlige service ikke kan finansieres i fremtiden.

Det er i det perspektiv, jeg argumenterer for, at vi bliver skarpere til at skelne mellem stat og samfund.

Staten er teknokratiet. Samfundet er vores hverdag. Staten er styringen. Samfundet er dynamikken. Staten er helheden. Samfundet er tusinder af små og store fællesskaber. Staten er mursten og drift. Samfundet er tillid og tryghed. Staten er regler og lovgivning. Samfundet er mennesker, der skaber løsninger.

Den offentlige debat foregår på statens præmisser.

For det første »de vilde problemer«, som staten åbenbart kun kan løse, hvis vi skal tro Sigge Winther og hans nye tænketank. Intentionen fortjener al ære og anerkendelse, men idéen om entreprenørstaten, der løser samfundets vilde problemer, sker på en skæv præmis. Det er sjældent staten, der løser problemer. Det er mennesker. Det er fællesskaber. Virksomheder. Foreninger. Ildsjæle.

Staten kan i bedste fald levere bedre rammer gennem lovgivning og myndighedernes håndtering af samme. I nogle tilfælde gennem støtteordninger og skattepolitik. Men problemerne bliver løst af mennesker, der bygger og skaber løsningerne.

I dag står myndighedernes håndtering af regler og rammer ofte i vejen for mennesker og initiativer. Her kan man tale om vilde problemer.

Et eksempel på statens rammetænkning er debatten om arbejdsmarkedet. Staten ser arbejdsmarkedet ud fra nationale økonomiske regnemodeller. Problemet i stats- og samfundsperspektivet er, at der mangler variabler, som anerkender arbejdsmarkedets nuancer.

Nogle kan arbejde hjemme, mens andre skal følge vagtplaner. Nogle er ledere eller selvstændige, mens andre er ansat på gulvet eller passer flere job. For staten handler det om, hvor mange der arbejder fuldtid, deltid eller slet ikke arbejder.

Endnu et “vildt problem” er den demografiske udfordring, der viser, at vi får flere og flere ældre, der har brug for pleje og pasning, mens færre og færre søger ind på de uddannelser, der fører til ansættelse i ældre- og sundhedssektorerne.

Statens tænkning anviser to mulige løsninger. Flere medarbejdere eller færre opgaver ved at organisere velfærdsarbejdet anderledes. Altså flere penge eller dårligere service til borgerne.

Samfundstænkning forudsætter nye regnemodeller. F.eks. beregninger, der vurderer den samfundsmæssige værdi, når flere får en firedages arbejdsuge. For hvad vil det gøre ved familiekulturen? Vil flere afse tid til at være sammen med deres gamle og dermed lette presset på de offentligt ansatte? Hvilke værdier vil mindre arbejdstid i øvrigt tilføre samfundet?

Det stadig større udgiftspres i den sociale sektor er også et såkaldt “vildt problem”. Mennesker, der har behov for særlige indsatser på botilbud, i psykiatrien eller på kanten af arbejdsmarkedet. Familier med handicappede børn og så videre. Statstænkning anviser igen to spor til mulige løsninger. Flere penge eller dårligere service.

Når statens paradigmer er dominerende, følger logisk, at debatten kommer til at handle om penge, service og rettigheder. Følger vi en samfundstænkning, opstår spørgsmålet, hvordan fremtidens velfærdsmodel kan indrettes smartere. Får færre børn behov for særlige indsatser, hvis børnefamilierne bliver mindre pressede i hverdagen? Hvordan kan fremtidens institutioner og botilbud indrettes på en måde, der bygger bro til – og skaber værdier for – civilsamfundet?

Perspektivet er vigtigt, fordi staten betragter os økonomisk, mens samfundet er levet liv, husstande, familier, netværk og nærmiljøer.

For 60 år siden – før velfærdsstaten – brugte en husstand halvt så meget tid på beskattet lønmodtagerarbejde end i dag. Det har betydelig indflydelse på børnefamiliernes hverdag, selvom børnene kan komme i daginstitutioner.

Regnemodellen, der viser, at mere tid til børnefamilierne letter presset på daginstitutioner og særlige indsatser, mangler. Vil den for eksempel føre til, at kommunerne kan nytænke brugerbetalingen for daginstitutionen?

I min bog ”Velfærdsillusionen” fra 2018 fortæller jeg historien om, hvordan en gruppe centrale aktører gennem et år forsøgte at udvikle en model for fremtidens Danmark. Deres arbejde sandede til i hensyn til organisationer og særinteresser.

En detalje er anderledes i dag. Debatten er præget af magtspillet mellem kommuner, regioner og stat. Men alle siger nu det samme højt: Den danske velfærdsmodel risikerer at gå i opløsning, hvis der ikke sker noget væsentligt. For få år siden sagde man det i lukkede rum.

Derfor en opfordring til velfærdsstatens aktører. Sæt jer sammen for at skabe et nyt sprog, der skelner skarpere mellem velfærdsstaten og velfærdssamfundet. Her ligger nøglen til en åben og konstruktiv samtale om fremtidens samfundsmodel. Så vi kan tale om, hvilke regler og rammer staten skal justere eller fjerne, for at velfærdssamfundet kan blomstre.